Mette hørte hylene for første gang en lørdag, da hun kom hjem fra natholdet på plejehjemmet i Rødovre. Det var et langt, trist hyl – det gav hende gåsehud. Hun parkerede bilen foran huset og lyttede. Lyden kom fra deres side af hækken.
Hun steg ud og så den. Ved skellet, hvor det gamle røntræ stod, sad en hund. Lille, rødbrun og så tynd, at man kunne tælle ribbenene. Snuden pegede mod himlen, og den hylede og hylede.
– Hej, du! råbte Mette. – Skrid med dig! Du vækker hele kvarteret!
Hunden stoppede, sænkede hovedet. Den så på hende – og der var noget i det blik, der fik Mette til at tage et skridt tilbage.
– Gå nu, sagde Mette træt og viftede med hånden. – Jeg har ikke tid.
Hun faldt i søvn hen mod morgen, men hylene hang stadig i hovedet.
– Hørte du hunden i nat? spurgte svigermoderen Inger næste morgen, da Mette kom ud i køkkenet. – Den hylede hele natten, den lede! Jeg troede, det var naboens Buster; de siger, at hunde hylder før dødsfald.
– Det var ikke Buster, svarede Mette. – Det var en eller anden omstrejfer. Den sad ved vores hæk.
– Av for den! udbrød svigermoderen. – Den skal væk! Det er ulykke, når en fremmed hund hylder ved huset. Jeg drysser salt i haven – det holder den væk.
Mette sagde intet. Hun troede ikke på den slags overtro. Selv om hendes mor, Gud have hendes sjæl, altid sagde: en hund hylder aldrig uden grund. Enten lugter den døden, eller også varsler den sorg.
Om aftenen kom manden Ole hjem fra arbejde sent, sur som en edderkop.
– Endnu en fyringsrunde, sagde han og smed tasken i hjørnet. – Tredje gang på et halvt år! Halvdelen af værkstedet bliver smidt på porten om lidt.
– Det går nok, prøvede Mette at berolige ham. – Du er jo deres bedste montør.
– Ja, lige præcis, fnøs Ole. – Alle er bedst. Ledelsen er ligeglad. De vil bare have pæne rapporter og store bonusser til sig selv.
De spiste aftensmad i tavshed, hver med egne tanker. Seksårige Morten nikkede over tallerkenen – han havde løbet rigtig meget i børnehaven. Inger strikkede med sammenbidte læber – tegn på, at man ikke skulle forstyrre.
Om natten kom hylene igen. Langsomme, sørgelige. Mette sprang op og gik hen til vinduet. Hunden sad samme sted, under røntræet. Ole vågnede og bandede søvndrukkent:
– Hvad fanden er det! Skal vi smide den ud!
Han stormede ud i gården i underbukser og træsko, råbte og viftede med armene. Hunden løb ti meter væk og satte sig. Ole kastede en gren efter den – ramte ikke. Han gik ind og smækkede døren, så ruderne klirrede.
– I morgen lægger jeg gift ud, lovede han. – Nu er det nok!
– Ole, du kan da ikke, begyndte Mette.
– Jo, det kan jeg! råbte han. – Skal vi vække hele familien for en eller anden hund?
Mette lagde sig, men kunne ikke sove. Hun lå og stirrede i loftet. Tanken kørte rundt: hvad nu hvis hendes mor havde ret? Hvad nu hvis det virkelig varslede ulykke?
Næste morgen gik hun ud til hækken. Hunden lå sammenrullet under røntræet. Den løftede hovedet og så på hende. Løb ikke væk, knurrede ikke – bare så på hende.
– Hvad laver du her? spurgte Mette stille. – Har du et hjem? En familie?
Hunden klynkede svagt. Den rejste sig, gik hen til hækken og begyndte at grave med poterne. Mette bøjede sig og kiggede. Der var en lille rende under hækken – hunden forsøgte at grave sig ind.
– Hvorfor vil du ind? undrede Mette sig højt. – Hvad vil du?
Hunden stoppede med at grave og stirrede på hende.
– Okay, sukkede Mette. – Vent her.
Hun kom tilbage med en skål vand og resterne af gårsdagens tomatsuppe. Stak det ind under hækken.
– Værsgo, spis. Men stop med at hyle, ellers gør min mand alvor af at forgifte dig.
Sådan gik en uge. Hver nat hylede hunden. Ole blev mere og mere sur, svigermoderen jamrede over dårlige varsler. Men Mette blev ved med at give hunden mad. Alligevel tabte den sig for øjnene af hende.
– Hør, Mette, sagde naboen Grethe over hækken en dag, – ved du, hvem den hund tilhører?
– Den er nok herreløs, tænker jeg.
– Ja, lige indtil den ikke er, grinede Grethe. – Jeg talte med Else fra nummer 42 i går. Hun siger, at den hund tidligere boede hos familien Jensen. Kan du huske dem?
Mette tænkte sig om. Et ældre, stille par. De var for længst flyttet. Huset blev solgt til en ung familie.
– Nå, og hvad så?
– Jo, de havde en søn. Han hed vist Morten eller Mads. Jeg er ikke sikker. Men han døde for et år siden. På vejen. En spritbilist kørte ham ned.
Gåsehuden bredte sig på Mettes arme.
– Og?
– Og de siger, at hunden tilhørte sønnen. Efter bisættelsen løb den væk, de ledte efter den i en måned – fandt den aldrig. Nu er den kommet tilbage. Men huset er jo ikke deres længere. Fremmede bor der. Så den hylder. Den savner sin herre.
– Det er bare gamle koner sladder, afværgede Mette, men hjertet hamrede.
Om aftenen fortalte hun historien ved middagsbordet. Ole fnøs:
– Vrøvl. Hunde husker ikke så længe.
– Jo, de gør, sagde Inger uventet. – Det gør de. I min hjemby havde vi en nabo, hvis hund ventede på hendes søn i fire år, mens han var i forsvaret. Hver dag gik den ud til vejen. Da han omkom, hylede den i en uge og døde på trappen.
Der blev stille. Morten så forskrækket på bedstemoren.
– Mor, skal vores hund også dø? spurgte han sagte.
– Det er ikke vores hund, brummede Ole. – Og nu er det nok!
Om natten holdt Mette det ikke ud længere. Da hylene begyndte, smed hun en morgenkåbe over og gik ud i haven. Hun stillede sig ved hækken. Hunden sad med snuden mod himlen og hylede, som om den rev hjertet ud af sig selv.
– Hvad vil du? hviskede Mette. – Hvad vil du os?!
Hunden stoppede. Den drejede hovedet mod Jensens gamle hus. Klynkede, som om den kaldte på nogen.
– Din herre er væk, sagde Mette. – Forstår du? Han er væk. For længe siden.
Hun rakte hånden frem og strøg hunden over hovedet. Den trak sig ikke væk. Lukkede øjnene.
Sådan sad de. Kvinden og hunden. Under stjernerne, i stilheden i villakvarteret.
– Kom, sagde Mette. – Kom med mig hjem. Han kommer ikke tilbage. Men du kan bo hos os. Vil du det?
Hunden åbnede øjnene. Så længe på hende. Som om den prøvede at beslutte, om den kunne stole på hende.
– Kom, gentog Mette. – Jeg lover, vi ikke gør dig noget.
Hun rejste sig og gik tilbage. Hunden rejste sig langsomt. Den fulgte efter. Træt, men beslutsom. Mette kiggede sig over skulderen – den kom.
Hun åbnede lågen.
– Kom ind.
Hunden standsede ved tærsklen. Så tog den et skridt. Endnu et. Og trådte ind.
Den nat hørte de intet hyl.
Næste morgen kom Ole ned i køkkenet og faldt næsten i staver. På den gamle måtte ved brændeovnen lå den rødbrune hund og sov. Mette stod og rørte i havregrøden.
– Har du slæbt den køter med ind?! eksploderede Ole.
– Shh! hviskede Mette. – Du vækker Morten.
– Jeg sagde: ingen hunde i huset!
– Og jeg siger: den bliver, svarede Mette roligt. – Punktum.
Ole stirrede på konen. Hun havde aldrig sat sig op imod ham. Aldrig.
– Mette, du…
– Jeg har besluttet, Ole. Hunden bliver. Hvis du ikke kan lide det, så står døren der.
Der blev stille. Hunden løftede hovedet og så på dem. Roligt, uden frygt.
– For pokker, gøj Ole med hånden. – Gør hvad du vil!
Han smækkede døren og kørte på arbejde. Inger, der havde overværet scenen fra gangen, rystede bare på hovedet:
– Mette, Mette, nu har du vist sat ham på plads. Over en hund.
– Det er ikke bare en hund, mor, svarede Mette stille. – Det er ikke bare en hund.
De kaldte hunden Røde – på grund af pelsen. Morten blev først ven med den. Det viste sig, at hunden kunne kommandoer, kunne hente en bold og gøede aldrig uden grund. En velopdragen lille fyr, med andre ord.
Røde faldt hurtigt til. Sov i entreen, spiste lidt, bad om at komme ud. En ideel hund. Men der var noget underligt. Som om den ventede på noget. Ofte stod den op om natten, gik hen til døren og snusede.
To uger senere skete det.
Ole kom hjem fra arbejde mørkere end en tordenbyge.
– Nu er det slut, sagde han og satte sig ved bordet. – Jeg er fyret. Fra i morgen er jeg arbejdsløs.
Mette blev isnende kold.
– Hvordan fyret?
– Ja, hvordan! Fyringsrunde. Halvdelen af montørerne røg. Jeg var en af dem.
– Men du er da…
– Hvad?! råbte Ole. – Den bedste montør? Rutineret fagmand? De er ligeglade! De vil have unge mennesker, de kan betale med pebernødder!
Han slog i bordet. Morten sprang forskrækket sammen og klyngede sig til Mette. Røde, der lå i hjørnet, løftede hovedet.
– Hvad gør vi nu? hviskede Mette. – Vi kan ikke leve af min løn alene.
– Netop! Ole rejste sig og gik frem og tilbage i køkkenet. – Huslån, bilen er ved at styrte sammen, ungen skal have mad. Og jeg har intet arbejde og ingen udsigter!
– Du finder noget, prøvede Mette, selv om hun godt vidste, at jobs i villakvarteret var små.
– Ja, lige! Jeg er femogfyrre, hvem gider have mig?
De næste dage var et mareridt. Ole drak. Ikke voldsomt, men tit. Han blev irritabel over småting. Skændtes med moderen, råbte af Morten. Mette gik på arbejde som til en straf – kom hjem til nye skænderier.
I samme periode begyndte Røde at opføre sig underligt. Den fulgte efter Ole overalt. Stirrede på ham uden at blinke. Når Ole drak, lagde den sig ved hans fødder og klynkede sagte.
– Få væk den hund! brølede Ole. – Jeg gider ikke glo på den!
Men Røde gav ikke op.
En torsdag aften blev Mette forsinket på arbejdet. Der var lageroptælling, ledelsen insisterede på at hun blev. Hun kom hjem ved 23-tiden. Huset var mørkt, haven stille. Underligt – Ole så normalt TV til midnat.
Hun åbnede døren og så det.
Ole lå på gulvet i entreen. Bevistløs. Ved siden af stod en flaske snaps. Og over ham stod Røde, gøede, kradsede med poten og trak i hans ærme.
– Ole! skreg Mette og styrtede hen til ham.
Hun mærkede efter puls – svag, men til stede. Vejrtrækning overfladisk. Lugten af alkohol var så stærk, at det var svært at trække vejret.
– Mor! skreg Mette. – Mor, ring 112!
Inger styrtede ud af soveværelset, gispede.
– Herregud, hvad er der sket?!
– Det ved jeg ikke! Ring, hurtigt!
Røde veg ikke fra Oles side. Den klynkede og slikkede hans ansigt. Mette forstod pludselig: hvis ikke hunden havde holdt ham vågen, kunne hun have fundet ham for sent. Alkoholforgiftning, sagde lægerne bagefter. Endnu en time, og de havde ikke kunnet redde ham.
På hospitalet lå Ole i tre dage. Han kom hjem solbleget og ældet.
– Undskyld, sagde han til Mette, da de var alene. – Jeg ved ikke, hvad der gik af mig.
– Stille, svarede hun og lagde en hånd på hans skulder. – Det vigtigste er, at du er okay.
– Det var hunden, ikke? Ole så på Røde, der lå ved døren. – Jeg husker det svagt – den gøede og gøede, lod mig ikke falde i søvn. Jeg prøvede at jage den væk, men den kradsede og hylede.
Mette nikkede uden at kunne tale.
– Det er mærkeligt, fortsatte Ole. – Som om den vidste det. Som om den med vilje holdt mig vågen.
– Måske vidste den det.
Ole tav et øjeblik, kaldte så:
– Røde, kom her.
Hunden kom forsigtigt hen. Ole rakte hånden ud og klappede den.
Røde slikkede hans hånd. Og i hundens øjne skete der noget.
Der gik et halvt år.
Ole fandt et nyt job – ikke så fint som det gamle, men stabilt. Han stoppede med at drikke. Blev blidere mod familien. Røde blev en fuldgyldig del af familien – Inger gav den godbidder i smug, og Ole gik nu ture med den hver aften.
Mette stod ved vinduet og så mand og hund komme hjem fra aftenturen. Ole fortalte noget til Røde, som lyttede opmærksomt.
– Mor, hvor kom Røde egentlig fra? spurgte Morten en dag.
– Det ved jeg ikke, min dreng, svarede Mette ærligt. – Den kom bare. Da vi havde det svært, kom den.
– Og hjalp?
– Ja, den hjalp.
– Måske er det en god heks, der er forvandlet til en hund, sagde drengen.
Mette smilede. Måske havde Morten ret. Hvem ved.
Og om natten drømte hun. En ung fyr stod ved vejen og klappede en rødbrun hund.
Hunden klynkede og trykkede sig mod sin herres ben.
– Gå, sagde fyren. – Bare rolig for mig.
Og han forsvandt i morgentågen.
Mette vågnede med tårer på kinderne. Hun stod op og gik ud i entreen. Røde sov på sin måtte. Stille og rolig, rolig vejrtrækning.
Hunden åbnede det ene øje, så på hende. Og faldt i søvn igen.
Næste morgen, da de sad ved morgenbordet, sagde Morten pludselig:
– Mor, Røde smiler! Se!
Sandt nok – hundens ansigt havde et tilfreds udtryk. Som om den havde fuldført sin mission.
Mette gik hen, satte sig på hug og krammede hunden. Røde lagde hovedet i hendes skød.
– Vi elsker dig, hviskede Mette.
Røde sukkede sagte. Lukkede øjnene og trykkede sig tillidsfuldt ind mod hende.
Et sted langt væk, hinsides denne verden, stod en ung fyr ved en lys å og smilede. Hans ven havde fundet et nyt hjem. Og ny kærlighed. Så var alt, som det skulle være. Alt, som det måtte være.
