– Viktor, vil du have te? – kaldte naboens Inger fra køkkenet. Hun kom tit forbi – nogle gange med boller, andre gange med suppe. Hun sagde: »Du er jo alene, stakkel. Du må spise.«
– Nej tak, Inger, – viftede han med hånden uden at vende sig.
Et år var gået. Et helt år. Og han kunne stadig ikke tilgive sig selv. Forbandede den dag.
Han havde travlt den dag. Skulle ind til byen, til notaren. Nogle papirer for hans afdøde kone skulle underskrives. Nerverne på bristepunktet, hovedet hamrede, og så var der Luna, hans hund.
En almindelig blandingshund med kloge øjne og en hale, der altid logrede. Efter at Anna døde, var hun den eneste, der var tilbage. Det eneste levende væsen i huset, der mødte ham fra arbejde, glædede sig over hver gang han kom hjem.
Og så den dag på morgenturen snurrede hun rundt under fødderne. Snusede til noget ved vejkanten, kastede tilbage. Snoren strammede, slappede.
– Luna, stå stille! – brølede han. Rykkede i snoren. Ryk hårdt.
Hun peb. Men han stoppede ikke. Han fortsatte med at gå, vred på hele verden. På sig selv.
De stoppede ved landevejen. Lastbiler tordnede forbi, personbiler susede. Han tog telefonen frem – ville ringe for at tjekke tiden. Og så…
Et ryk. Karabinhagen gik op, og den tomme snor hang i hans hånd. Luna skød over vejen.
Han skreg. Løb efter hende, viftede med armene, stoppede bilerne. Men hun forsvandt i buskadset ved vejen. Bare opløstes.
Han ledte efter hende. Tre dage gik han langs vejen, kaldte, fløjtede. Så gav han op.
Besluttede – hun var død. Kørt over eller frosset ihjel et sted i skoven. Det var hans skyld. Råbt, rykket. Det var straffen.
Men i går ringede de.
– Goddag, er det Viktor Nielsen? Havde De en hund?
En kvindestemme. Ung. Lidt anspændt.
– Ja.
– Vi er fra internatet ‘Håb’. De har bragt en hund ind. Efter chippen har vi Deres nummer. Kunne De køre herud?
Hjertet sank.
– Hvilken hund?
– En rødlig blandingshund. Gammel. Halter på bagbenet.
Han tav. Klemte telefonen så knoerne blev hvide.
– Kommer De? – spurgte pigen igen.
– Ja.
Og nu stod han ved vinduet og kunne ikke tage sig sammen til at flytte sig. Bilnøglerne lå på bordet. Jakken hang i gangen. Kun en times kørsel. Men han var bange. Bange for at det ikke var hende. Og bange for at det var.
Internatet mødte ham med gøen. Dusinvis af stemmer – tynde, hæse, desperate – forenede sig i et eneste hyl. Viktor lukkede bildøren og stivnede. Hænderne rystede.
‘Gamle nar,’ tænkte han. ‘Hvorfor skælver du som et æspeløv?’ Men benene var som vokset fast til asfalten.
– Viktor Nielsen? – fra lågen kom en ung kvinde. Ung, i slidt jakke, håret gemt under en strikhue. – Jeg hedder Mette. Vi talte i går.
Han nikkede. Struben snørede sig – ordene kom ikke.
– Kom med. Hun er i det fjerneste bur.
De gik forbi burene. Hundene kastede sig mod tremmerne, klynkede, kradsede med poterne. Viktor så ned. Sneen knirkede under sålerne.
– Ved De hvad, – begyndte Mette, – den blev bragt til os i forgårs. Slægtninge til en gammel dame. Hun døde, og de kunne ikke beholde hunden.
– En gammel dame?
– Ja. Karen Jensen. Hun boede ved vejen, i et lille hus. De siger hun tog hunden til sig for et år siden. Behandlede den. Benet var brækket, vistnok ramt af en bil. Den gamle dame plejede den, men slap den ikke ud af haven – var bange for at den igen løb ud på vejen.
Viktor stoppede.
– Var der et nummer på halsbåndet?
– Ja. Men tallene var næsten slettet. Den gamle forsøgte at ringe, men det lykkedes ikke – enten slog hun forkert, eller… Nå, det var ikke skæbnen. Så besluttede hun at ejeren havde opgivet den. At den var efterladt.
Viktor knyttede hænderne i lommerne. Hun havde været i live. Al den tid i live. Og han havde ikke engang prøvet at lede videre efter de tre dage.
– Her, – Mette stoppede ved det fjerneste bur. – Her er hun.
Viktor løftede blikket. Og så sin Luna.
Den sad i hjørnet på et gammelt tæppe. Den røde pels var mat, snuden grå. Det ene bagben var trukket ind – haltede stadig.
Hunden løftede hovedet. Så på ham. Og stivnede.
Viktor tog et skridt frem. Endnu et. Fingrene greb om de kolde tremmer.
– Luna? – hviskede han hæst. Stemmen svigtede ham.
Hunden ryk. Ørerne rejste sig.
– Det er mig. Min pige, det er mig.
Den rejste sig. Haltende tog den nogle skridt mod tremmerne. stoppede en meter fra ham. Bare stod og så.
Viktor faldt på knæ lige i sneen. rakte hånden frem mellem tremmerne.
– Tilgiv mig, – udåndede han. – Tilgiv mig, din røde tåbe. Jeg råbte dengang. Ryk i dig. Og så holdt op med at lede. Troede du var død. Blev bange, forstår du?
Tårerne løb af sig selv.
Hunden trådte frem. Endnu et skridt. Forsigtigt, som om den testede – om han ville forsvinde.
Viktor stivnede. holdt endda vejret.
Og så kom Luna helt tæt. stak sin kolde næse ind i hans håndflade. slikkede hans fingre.
– Skal jeg lukke op? – spurgte Mette stille, stod ved siden af og tørrede ubemærket en tåre væk.
Viktor nikkede.
Låsen klikkede. Burets dør blev åbnet.
Og Luna, haltende, klodset, men kastede sig lige hen til ham. trykkede sig mod hans ben og logrede glad med halen.
Viktor omfavnede hende. gemte ansigtet i den røde pels.
– Vi kører hjem, – hviskede han. – Hører du? Hjem. Og jeg slipper dig aldrig mere. Aldrig.
Luna klynkede sagte. Og logrede endnu mere.
– Den spiser dårligt, – sagde Mette stille, satte sig på hug ved siden af. – De første dage nægtede den helt. Vi tænkte, ja, De forstår. Det sker – en hund kommer på internat og bare slukker. Især gamle. De knytter sig stærkere til mennesker end vi tror.
– Jeg ved det, – hæst pressede Viktor frem. – Jeg har altid vidst det.
Han strøg Luna over hovedet. Den åbnede øjnene – slørede, trætte – og så på ham. Og i det blik lå alt.
– Mette, – Viktor løftede blikket, – kan den klare det? Altså, vil den leve endnu?
Pigen sukkede.
– Dyrlægen siger – svagt hjerte. Benet er groet forkert, derfor halter den. Næsten ingen tænder tilbage. Men ved De hvad, Viktor Nielsen, jeg har arbejdet her i tre år. Jeg har set meget. Hunde er ikke som mennesker. De dør ikke af sygdom. De dør af længsel. Men hvis der er nogen at leve for…
Hun afsluttede ikke. Men det var heller ikke nødvendigt.
Viktor forstod.
Han rejste sig forsigtigt.
– Lad os køre hjem, min pige, – hviskede han. – Inger har lavet frikadeller. Du kan lide frikadeller, ikke? Og du får sove på sofaen. Min sofa. Den jeg altid forbød dig, husker du? Aldrig mere. Sov hvor du vil. Bare bliv hos mig, okay?
Luna slikkede hans kind.
Og Viktor mærkede – for første gang på et år – noget indeni tø op.
– Tak, – vendte han sig mod Mette.
– Pas på den, – nikkede hun. – Og pas på dig selv.
Viktor satte Luna på forsædet, svøbte hende i en gammel jakke. Selv satte han sig bag rattet. startede bilen og kørte hjem.
Inger gispede, da hun så dem på trappen.
– Viktor! Det er da, det er Luna?!
– Ja, – Viktor bar forsigtigt hunden ind i entréen, satte den på gulvet. – Fundet.
– Gud, – naboerne slog hænderne sammen, satte sig på hug. – Min lille pige! Så tynd du er blevet. Viktor, tag hende med i køkkenet, jeg giver hende noget at spise!
Luna gik langsomt rundt i lejligheden, haltende. Snusede til hvert hjørne, hver velkendt ting. Så vendte hun tilbage til Viktor og lagde sig ved hans fødder.
– Sådan, – nikkede han. – Du bliver hos mig.
Inger fodrede Luna – lidt ad gangen, forsigtigt for ikke at skade. Hunden spiste grådigt, slugte næsten, som om den var bange for at få maden taget.
– Rolig, rolig, – beroligede Viktor, strøg hende over ryggen. – Det bliver ikke taget fra dig. Spis i ro og mag.
Om aftenen krøb Luna op på sofaen. Viktor jagede hende ikke væk – som han havde lovet. Bare dækkede hende med et varmt tæppe, satte sig ved siden af.
Tændte for fjernsynet, men så ikke med. Stregede bare den røde pels og tav.
Og Luna lagde hovedet på hans knæ og lukkede øjnene. Og halen vippede svagt – ganske lidt, men den vippede.
Viktor så ud ad vinduet. Udenfor faldt sne – den samme som for et år siden. Den samme som på den forbandede dag ved landevejen.
Men nu var alt anderledes.
For første gang på et år var han ikke bange for den næste dag.
Fordi han vidste: i morgen ville Luna vågne ved siden af ham. Og i overmorgen. Og så mange dage, som de havde tilbage.
