– Viggo, vil du have te? – kaldte naboen Inger Jensen fra køkkenet. Hun kom tit forbi – nogle gange med boller, andre gange med suppe. Hun sagde altid: ”Du er jo helt alene. Du må spise.”
– Nej tak, Inger, – viftede han afværgende med hånden uden at vende sig om.
Et år var gået. Et helt år.
Og han kunne stadig ikke tilgive sig selv. Fanden tage den dag.
Han havde travlt dengang. Skulle til byen, til notaren. Underskrive nogle papirer for sin afdøde kone. Nerverne på højkant, hovedet summede, og så var der Luna, hans hund.
En almindelig blandingshund med kloge øjne og en hale der altid logrede. Efter at Ane døde, var der kun hende tilbage. Det eneste levende væsen i huset, der mødte ham fra arbejde, glædede sig hver gang han kom hjem.
Og så den morgen på morgenturen – hun snurrede rundt for fødderne. Snusede ved rabatten, vendte så tilbage. Snoren strammede og slap.
– Luna, stå stille! – brølede han. Ryk i snoren. Hårdt.
Hvad han gjorde.
Hun peb.
Men han stoppede ikke. Blev ved med at gå, vred på hele verden. Vred på sig selv.
De stoppede ved motorvejen. Lastbiler tordnede forbi, personbiler susede. Han tog mobilen frem – ville ringe, tjekke tiden. Og så…
Et ryk. Karabinhagen gik op, og den tomme snor hang i hånden.
Luna skød over vejen.
Han skreg. Løb efter hende, viftede med armene, standsede biler. Men hun forsvandt i buskene langs vejen. Bare opløstes.
Han ledte i tre dage. Gik langs motorvejen, råbte, fløjtede.
Til sidst gav han op.
Tænkte – hun er død. Kørt over eller frosset ihjel i skoven. Det var hans skyld. Havde råbt og rykket. Sådan var straffen.
Og så i går ringede telefonen.
– Goddag, er det Viktor Lund? Havde De en hund?
En kvindestemme. Ung. Lidt spændt.
– Ja.
– Vi er fra internatet Håb. Der er en hund, der er bragt ind. Efter chip nummeret havde vi Deres nummer. Kunne De komme forbi?
Hjertet sank.
– Hvilken hund?
– En rødlig blandingshund. Gammel. Humper på bagbenet.
Han tav. Klemte telefonen, så knoerne blev hvide.
– Kommer De? – spurgte pigen.
– Jeg kommer.
Og nu stod han ved vinduet og kunne ikke få sig selv til at røre sig.
Bilnøglerne lå på bordet. Jakken hang i entreen. Kun en times kørsel.
Men han var bange.
Bange for at det ikke var hende.
Og bange for at det var.
Internatet mødte ham med hyl.
Dusinvis af stemmer – tynde, hæse, desperate – smeltede sammen til en eneste jammer. Viktor lukkede bildøren og stod stille. Hænderne rystede.
”Gamle tosse,” tænkte han. ”Hvorfor skælver du som et aspeløv?”
Men benene sad fast i asfalten.
– Viktor Lund? – en ung kvinde kom ud gennem lågen. I en slidt jakke, håret gemt under en strikhue. – Jeg hedder Signe. Vi talte i går.
Han nikkede. Halsen snørede sig sammen – ordene kom ikke.
– Kom. Hun er i det bagerste bur.
De gik forbi burene. Hundene kastede sig mod tremmerne, klynkede, skrabede med poterne. Viktor så ned. Sneen knasede under sålerne.
– Ved De hvad, – sagde Signe, – hun blev bragt til os i forgårs. Slægtninge til en gammel dame. Damen døde, og de kunne ikke beholde hunden.
– Gamle dame?
– Ja. Bodil Jensen. Hun boede ved motorvejen, i et lille hus. De sagde, hun fandt hunden for et år siden. Plejede den. Benet var brækket, nok kørt over. Hun fik den rask, men lod den ikke ud i haven – hun var bange for at den løb ud på vejen igen.
Viktor standsede.
– Var der et halsbånd med nummer?
– Jo. Men tallene var næsten slettet. Damen prøvede at ringe, men fik fat i forkert nummer. Til sidst troede den, at ejeren havde opgivet den. At ingen ledte.
Viktor knyttede hænderne i lommen. Hun havde været i live. Hele tiden. Og han havde ikke engang forsøgt at lede efter de tre dage.
– Her, – Signe stoppede ved det bagerste bur. – Hun er derinde.
Viktor så op.
Og så sin Luna.
Hun sad i hjørnet på et gammelt tæppe. Den røde pels var mat, snuden grå. Det ene bagben var trukket op under hende – hun humpede stadig.
Hunden løftede hovedet. Så på ham. Og stivnede.
Viktor tog et skridt frem. Endnu et. Fingrene greb om de kolde tremmer.
– Luna? – hviskede han. Stemmen brast.
Hunden rørte på sig. Ørerne spidsede.
– Det er mig. Min pige, det er mig.
Hun rejste sig. Humpende, nogle skridt hen mod tremmerne. Standsede en meter fra ham.
Stod bare og så.
Viktor faldt på knæ i sneen. Stak hånden gennem tremmerne.
– Tilgiv mig, – sukkede han. – Tilgiv, din røde tøs. Jeg råbte dengang. Ryk i snoren. Så holdt jeg op med at lede. Troede du var død. Var bange, forstår du?
Tårerne løb.
Hunden trådte frem. Endnu et skridt. Forsigtigt, som om den testede om han ville forsvinde.
Viktor holdt vejret.
Og så kom Luna helt tæt. Stødte sin kolde snude mod hans håndflade. Slikkede hans fingre.
– Skal jeg låse op? – spurgte Signe stille, mens hun uset tørrede en tåre.
Viktor nikkede.
Låsen klikkede. Burets dør gik op.
Og Luna, humpende, kluntet, kastede sig hen til ham. Trykkede sig mod hans ben og logrede – hurtigt, glædeligt.
Viktor omfavnede hende. Gemte ansigtet i den røde pels.
– Vi kører hjem, – hviskede han. – Hører du? Hjem. Og jeg slipper dig aldrig mere. Aldrig.
Luna peb svagt.
Og logrede endnu stærkere.
– Hun spiser dårligt, – sagde Signe og satte sig på hug ved siden af. – De første dage nægtede hun. Vi tænkte, ja, De ved. Sådan sker det – en hund kommer på internat og falder bare hen. Især gamle. De knytter sig stærkere til mennesker, end vi tror.
– Jeg ved det, – hæsede Viktor. – Det har jeg altid vidst.
Han strøg Luna over hovedet. Hun åbnede øjnene – slørede, trætte – og så på ham. Og i det blik lå alt.
– Signe, – Viktor så op, – kan hun… altså, leve endnu?
Pigen sukkede.
– Dyrlægen siger, hjertet er svagt. Benet er vokset skævt sammen, så hun humper. Næsten ingen tænder tilbage. Men ved De, Viktor Lund, jeg har arbejdet her i tre år. Jeg har set meget. Hunde dør ikke af sygdomme. De dør af længsel. Og hvis der er nogen at leve for…
Hun lod sætningen hænge. Det var ikke nødvendigt.
Viktor forstod.
Han rejste sig forsigtigt.
– Vi kører hjem, min pige, – hviskede han. – Inger har lavet frikadeller. Kan du lide frikadeller? Og du skal sove i sofaen. Min sofa. Som jeg altid forbød dig, husker du? Ikke mere. Sov hvor du vil. Bare bliv hos mig, okay?
Luna slikkede ham på kinden.
Og Viktor mærkede – for første gang på et år – noget inde i ham tø op.
– Tak, – vendte han sig mod Signe.
– Pas på hende, – nikkede hun. – Og pas på dig selv.
Viktor satte Luna på forsædet, svøbte den i en gammel jakke. Satte sig selv bag rattet.
Startede bilen og kørte hjem.
Inger gispede, da hun så dem på trappen.
– Viggo! Er det… er det Luna?!
– Ja, – Viktor bar forsigtigt hunden ind i entreen, satte hende på gulvet. – Hun er fundet.
– Gud, – naboen slog hænderne sammen, satte sig på hug. – Min lille pige! Hvor er du blevet tynd. Viggo, tag hende med i køkkenet, jeg giver hende noget at spise!
Luna gik langsomt gennem lejligheden, humpende. Snusede til hvert hjørne, hver genkendelig ting. Så vendte hun tilbage til Viktor og lagde sig ved hans fødder.
– Godt, – nikkede han. – Du bliver hos mig.
Inger fodrede Luna – lidt ad gangen, forsigtigt, for ikke at skade. Hunden spiste grådigt, næsten kvælende, som om den var bange for at få maden taget.
– Rolig, rolig, – beroligede Viktor og strøg hende over ryggen. – Det skal nok gå. Spis i ro og mag.
Om aftenen krøb Luna op i sofaen. Viktor jagtede hende ikke – som han havde lovet. Han dækkede hende bare med et varmt tæppe, satte sig ved siden af.
Han tændte for tv’et, men så ikke. Strøg bare den røde pels og tav.
Og Luna lagde sit hoved på hans skød og lukkede øjnene.
Og hendes hale vippede – kun ganske lidt, men den vippede.
Viktor stirrede ud ad vinduet. Udenfor faldt sne – ligesom for et år siden. Ligesom på den forbandede dag ved motorvejen.
Men nu var alt anderledes.
For første gang på et år var han ikke bange for morgendagen.
For han vidste: i morgen ville Luna vågne op ved siden af ham. Og i overmorgen. Og så mange dage, som de fik lov.
