— Jeg har pakket tasken. Jeg flytter ind hos mor. Jeg er træt af den her lejr, sagde Valdemar uden at se på Lykke og Troels, der stod som forstenet i gangen.
De hav lige smidt skoletaskerne, og for første gang i deres liv hørte de deres far kalde dem ikke børn, men en hindring for hans egen ro. Ordet »lejr« hang i entreen – tungt, klæbrigt som syltetøj på linoleummet.
Valdemar stod midt i gangen med en stor sportstaske ved foden, som om den var hans kvalte samvittighed.
Sandt at sige var min mand de sidste måneder kun træt, når det passede ham. At synke ned i sofaen som en hængekøje – det havde han energi til. At scrolle nyhedsstrømmen uendeligt – også. At diskutere verdensøkonomien med en fremmed på nettet – javist, energien væltede frem. Men at tjekke Troels’ matematikopgave om to tog eller lytte til Lykke efter dansetræning – så ramte den pludselige energiblokade »forsørgeren«. Han bar sin træthed som en tung krone, krævede, at alle veg, hviskede og serverede aftensmad præcis til tiden.
— Hvor dejligt, konge, sagde jeg roligt med armene over kors. Jeg havde ikke tænkt mig at lave scene. — Glem ikke borehammeren.
Valdemar blinkede. Han havde tydeligvis ventet, at jeg kastede mig om halsen på ham, tog tasken og svor, at børnene fremover ville gå i spænd, og jeg ville stoppe med at bede ham om at tage skraldet.
— De er store nok, kastede han ud, mens han trak jakken på og retfærdiggjorde sin flugt. — Der sker ikke noget ved, at de er et par dage uden far. Og jeg er ikke af jern.
— Nej, du er ikke af jern, nikkede jeg. — Det er kun den gamle computer under bordet, og den ryster alligevel. God tur til kurstedet hos mor.
Da døren smækkede, blev der unaturligt stille i lejligheden. Jeg gik ud i køkkenet for at tage juice fra køleskabet. Troels sad ved bordet og pillede tankeløst i voksdugen.
— Mor, hvis jeg larmer meget, vil far så altid tage af sted? spurgte han, ikke mig, men ud i loftet.
Al min ironi satte sig som en klump i halsen. Slut med vittigheder. Én ting er at kæmpe med en voksen mand om retten til hvile – en anden at se sit barn forsøge at presse sig ind i faderens komfortzone. Jeg gik hen, lagde armen om ham og sagde fast:
— Far tog ikke af sted, fordi du larmer. Han tog af sted, fordi han har glemt, hvordan man er voksen. Det ordner vi.
Den aften bestilte vi pizza. Jeg stod ikke ved komfuret og lavede indviklet fransk kød. Jeg strøg ikke skjorter til næste dag og lyttede ikke til utilfreds brummen fra sofaen om, at det var umuligt at slappe af efter arbejde. Jeg gjorde mit arbejde færdigt på computeren, fik en overførsel på kortet, og pludselig gik det op for mig: Uden en mand, der krævede konstant betjening, var der lettere at trække vejret hjemme. Konstruktionen af vores hverdag manglede en vigtig del, men stod kun mere lige.
Imens nåede »ekspeditionen til Mars uden rumdragt« i skikkelse af Valdemar sin destination.
Rikke, min kære svigermor, kaldte ikke Valdemar til sig af blind moderlig medlidenhed. Hun var en utrolig praktisk kvinde. Sønnen var i konflikt med konen og »midlertidigt fri for familie« – så kunne han bruges til formål. Fælden fangede Valdemar med giljotinens uundgåelighed allerede næste morgen.
Først fodrede hun ham med boller, jamrede over hans »magerhed«, og så fandt hun et stykke papir frem. En huskeseddel.
Valdemar ringede til mig onsdag. At dømme efter ekkoet stod han på betongulv.
— Mette… stemmen var som en skudt hejre. — Hun tvang mig til at lægge nyt gulv på altanen. Og i morgen kører vi på sommerhuset. Hun har fået det forfærdeligt at fjerne en gammel stub og tømme loftet.
— Aktiv ferie er den bedste! svarede jeg glad. — Du ville jo have ro? Nyd stilheden og det fysiske arbejde.
Han flygtede på tredjedagen.
Han dukkede op i entreen fredag aften – mere medtaget, støvet, duftende af gamle brædder og totalt nederlag. Han smed tasken på gulvet med en tung lyd, som om han havde medbragt mursten fra sommerhuset.
— Jeg er sulten som en ulv, bekendtgjorde Valdemar og sparkede sine kondisko af. — Hvad er der til aftensmad?
Han ventede, at straffen var ovre. At jeg glad skyndte mig ud i køkkenet for at varme suppe, glemte alle fornærmelser, og børnene kom løbende med glædesskrig.
Jeg kom ud fra køkkenet, tørrede roligt hænderne i et viskestykke. Bag mig dukkede Lykke lydløst op.
— Hej, far, sagde hun med en iskold stemme. — Har du fået hvilet dig fra os?
Valdemar tøvede. Hans forberedte smil som en træt, men generøs herremand krøllede straks og forsvandt et sted ved kraven.
— Du tog ikke af sted fra larmen, Valdemar, sagde jeg og så ham lige i øjnene. — Du tog af sted fra ansvaret. Og du kom ikke hjem til familien, men til aftensmad. Derfor er der ikke aftensmad til dig i aften.
Han åbnede munden for at protestere, men så ringede min telefon på kommoden. Skærmen viste: »Rikke«. Jeg trykkede på højttaler uden tøven.
— Mette! kvidrede svigermor muntert. — Er min stakkel kommet tilbage? Du må ikke forkæle ham! Søndag skal han tilbage, skabet i gangen er ikke samlet, dørene hænger på et blødt ord!
Jeg lagde på uden at svare.
Valdemar blegnede, som om han lige havde fået indkaldelse til endnu en byggevagt. Indsigten om, at han hos mor ikke var en elsket, træt søn, men gratis arbejdskraft med familietilbud, malede sig i hele spektret af ægte sorg på hans ansigt.
— Jeg er sgu kommet hjem! prøvede han at genvinde sin krone med hævet stemme og trådte nærmere. — Jeg har ret til at lægge mig og hvile i min egen lejlighed!
— Lejligheden var min før ægteskabet, mindede jeg blidt – men med en stålklang, der fik nøglerne i låsen til at klinge.
Hans ord »jeg er kommet hjem« hang i luften som en dårlig vittighed. For første gang i alle ægteskabets år huskede Valdemar vist det faktum, ikke fra huslejeopkrævninger, men fra min tone. Hovmoden faldt endegyldigt. Han stod midt i gangen – en uønsket feriegæst, som alle var trætte af.
— Du sover ikke her i nat, Valdemar, sagde jeg, hvert ord præcist. — Og du konge-reserverer ikke sofaen. Vil du tilbage til familien, begynder du ikke med aftensmad. Du begynder med en snak med børnene, en undskyldning og en familieterapeut.
Lykke vendte sig lydløst og gik ind på sit værelse. Klikket fra den lukkede dør lød i gangens stilhed højere end noget skænderi. Det var et slag, ingen sportstaske kunne beskytte mod.
Valdemar så forvirret på mig, som om han ventede, jeg ville grine og sige, det var en spøg. Men jeg smilede ikke.
— Nøglerne på bordet, Valdemar, sagde jeg. — Og luk døren ordentligt. Trækken startede ikke fra opgangen, men fra det øjeblik, du kaldte børnene en lejr.
