På tærsklen til nytåret er det særlig let at tro på mirakler. En historie med en sand mystisk afslutning vil jeg dele med jer i dag.
I studielejligheden, hvor Hans Pedersen boede, stank det af billige instant nudler og gammel ensomhed.
Han sad ved vinduet i den eneste overlevende lænestol og stirrede ud på den tomme gade.
– Hvad nu? mumlede han for sig selv. – Hvad skal du leve af?
Der havde ikke været arbejde i et halvt år. Konen Mette var gået til naboen for en måned siden. Hun havde taget alt, selv katten Misse, som de havde fundet sidste forår.
– Jeg gider ikke se på dig, sagde hun til sidst. – Du stinker af vodka allerede om morgenen.
Og hvad skulle hun ellers have sagt? Det var jo sandt.
I dag havde Hans ikke engang rørt flasken – der var simpelthen ikke penge. De sidste tyve kroner var gået til de forbandede nudler.
Pludselig lød der en jamrende miau i opgangen.
– Naboens kat igen, vinkede Hans.
Men miauen fortsatte. Snarere blev den mere insisterende.
Hans rejste sig, gik hen til døren og lyttede.
– Hvad vil du? brummede han, da han åbnede døren.
På trappeafsatsen sad en grå kat. Våd, pjusket, med beskidt pels. Om halsen dinglede et slidt halsbånd.
Katten løftede hovedet og så Hans lige i øjnene.
– Gå din vej, sagde Hans træt og vinkede. – Jeg har ikke selv mad.
Men katten gik ikke. Den kom nærmere, strøg sig mod hans ben.
Hans bøjede sig ned og så på halsbåndet. På et lille slidt mærke var der ridset: “BORIS”.
– Boris? undrede Hans. – Underligt navn til en kat.
Og katten miau’ede højt, som om den bekræftede.
De første to dage prøvede Hans at jage den ubudne gæst væk. Men Boris gav ikke op. Den sad uden for døren, miau’ede, kradsede. Og når Hans gik i butikken, fulgte katten i hælene på ham.
– Hvad, har du knyttet dig til mig? spurgte Hans på tredjedagen og så ind i de grå øjne.
Boris spandt som svar.
– Okay, kom ind. Men kun midlertidigt. Indtil vi finder din ejer.
I lejligheden opførte katten sig mærkeligt. Den undersøgte ikke territoriet, som dyr plejer. Den gik straks hen til vinduet, hoppede op på karmen og sad stille og stirrede ud på gaden.
– Hvad kigger du efter? spurgte Hans.
Boris svarede ikke. Den sad bare og så ud i det fjerne.
En uge senere begyndte Hans’ liv at ændre sig.
Først skete det utrolige – der ringede nogen fra hans gamle arbejde.
– Hans Pedersen? hørte han chefens kendte stemme. – Det er Erik Sørensen. Vi skal tale.
Hans blev iskold. Sikkert ville de kræve erstatning for den skæbnesvangre dag, da han var fuld på jobbet.
– Jeg hører, svarede han hæst.
– Kort sagt. Jeg har fyret håndværkeren Petersen. Han var uansvarlig. Og i morgen kommer der en inspektion, vi skal aflevere byggeprojektet. Kan du hjælpe?
– Erik Sørensen, jeg troede, du bar nag.
– Nag? Du er en god mand, livet havde bare presset dig dengang. Kan du komme i morgen?
Hans så på Boris. Katten sad på vindueskarmen og spandt, uden at vende sig om.
– Jeg kommer, sagde Hans bestemt.
Arbejdet gik som en leg. Hænderne huskede hver bevægelse, øjet fangede de mindste fejl. Ved aftenstid var byggeprojektet klar.
– Nå, for pokker! beundrede Erik Sørensen. – På en dag gjorde du, hvad Petersen sled med i en uge.
– Erfaring, svarede Hans beskedent.
– Erfaring er godt. Kom tilbage. Men én betingelse – ikke en dråbe i munden på arbejdspladsen.
– Forstået.
Hjemme gik Hans straks hen til Boris.
– Nå, min ven, hvordan går det? Jeg har fået arbejde. Nu kan jeg fodre dig.
Katten vendte sig og så på Hans. I de gule øjne glimtede noget, der lignede godkendelse.
Og en uge senere skete endnu et mirakel.
Hans gik hjem fra arbejde, da han så en kendt skikkelse ved indgangen. Mette. Hun stod med en kuffert og græd.
– Hvad er der sket? spurgte han.
– Hans, snøftede hun. – Må jeg komme ind? Sergej har smidt mig ud. Sagde, han var træt af legen.
Hans så på sin grædende kone. For en måned siden ville han have tryglet hende på knæ om at komme tilbage. Nu følte han kun medlidenhed.
– Kom ind, sagde han stille. – Vil du have te?
– Gerne. Hvem er den kat? undrede Mette, da hun så Boris på vindueskarmen.
– Min nu. Den hedder Boris.
– Husker du Misse? Jeg kørte hende til min mor. Sergej kan ikke lide katte.
– Forståeligt.
De sad i køkkenet og drak te. Mette fortalte om livet med Sergej, undskyldte, bad om tilgivelse. Hans lyttede og tænkte på, at det mærkelige var – der var ingen vrede. Kun træthed.
– Hans, lad os starte forfra? sagde hun. – Jeg ved, jeg var dum. Men vi elskede jo hinanden engang.
Hans så på Boris. Katten sad stadig i samme stilling og stirrede ud ad vinduet.
– Ved du hvad, Mette, sagde Hans langsomt. – Jeg tilgiver dig. Jeg forstår dig endda. Jeg drak virkelig dengang. Men jeg kan ikke gøre det om.
– Hvorfor? Mette så overrasket på ham.
– Fordi jeg er blevet en anden. Og du er blevet en anden. Vi er fremmede nu.
Mette græd endnu højere.
– Men du kan sove her i nat, tilføjede Hans. – I morgen hjælper jeg dig med at finde en lejlighed. Jeg har arbejde nu, jeg kan hjælpe dig økonomisk et stykke tid.
Den nat sov de i forskellige rum. Boris forlod ikke Hans’ side, lå ved siden af ham og spandt.
Om morgenen, da Mette skulle gå, stoppede hun ved døren.
– Hans, du er virkelig forandret. Du er blevet stærkere, på en måde.
– Måske.
Endnu en måned senere tilbød Erik Sørensen Hans at blive byggeleder.
– Du kan jo se, hvordan folk respekterer dig. De arbejder bedre med dig.
– Jeg vil tænke over det, svarede Hans.
Hjemme gik han hen til Boris.
– Hvad siger du, ven? Skal jeg sige ja?
Katten vendte sig og så på ham. I øjnene var der en slags sorg.
– Hvad er der med dig? bekymrede Hans. – Er du syg?
Boris miau’ede svagt, på en særlig måde. Ikke som før.
Den nat vågnede Hans af en underlig fornemmelse. Katten lå ved siden af ham på puden og så ham lige i ansigtet.
– Hvad er der, Boris?
Katten rakte poten ud og rørte forsigtigt ved Hans’ kind.
– Boris, du skræmmer mig.
Om morgenen vågnede Hans alene.
Boris var væk.
Hans gennemsøgte hele lejligheden, hele opgangen, gården. Han satte opslag op med et billede af Boris, ringede til alle internater. Katten var ingen steder.
– Det kan ikke være! råbte han, mens han ledte på gaderne. – Vinduerne var lukkede! Døren var låst!
Men Boris var forsvundet, som om den aldrig havde været der.
I tre dage kunne Hans ikke spise. Han sad ved vinduet og ventede. Måske kom den tilbage?
På fjerdedagen ringede telefonen. En kvinde sagde, at hun kun ville tale om katten ved et personligt møde.
En time senere stod hun på dørtærsklen:
– Hans Pedersen? Jeg hedder Nina Børgesen. Jeg kommer angående opslaget. Om katten.
– Har du set Boris? spurgte Hans ivrigt.
– Må jeg komme ind? Jeg har svært ved at stå længe.
Hans lukkede kvinden ind i stuen. Hun satte sig i lænestolen, sukkede tungt.
– Unge mand, fortæl mig venligst, hvordan jeres kat så ud.
Hans beskrev Boris – grå, med gule øjne, halsbånd med navnet.
Nina Børgesen nikkede.
– Hvornår kom den til dig?
– For to måneder siden. I regnvejr. Våd, sulten.
– Forståeligt, sagde kvinden og tav. – Sig mig, ændrede dit liv sig efter dens ankomst?
– Ja, svarede Hans ærligt. – Meget. Jeg fik arbejde, fik styr på mit ægteskab. Alt blev pludselig godt.
Nina Børgesen smilede trist.
– Ved du, unge mand. Boris var min kat. Den døde for et halvt år siden. Af alderdom. Den blev fjorten år.
Hans stivnede.
– Hvad siger du?
– Den var altid speciel. Helt fra barnsben. Den fornemmede mennesker. Jeg er ikke skør, hvis du tror det. Men nogle gange sker der ting, man ikke kan forklare.
– Men hvordan, hvorfor…
– Boris stak ofte af hjemmefra, mens den levede. Jeg fandt den de mest uventede steder. Det var, som om den vidste, hvor der var brug for hjælp. Den kom til ensomme mennesker, til syge. Hjalp dem med at klare deres problemer. Og så vendte den hjem.
Hans lyttede, ude af stand til at tro sine egne ører.
– Efter dens død tænkte jeg ofte – hvorfor kunne den ikke blive ved? Der er stadig så mange, der har brug for hjælp.
– Og du tror, at den, at det virkelig var den?
– Tror du ikke? Nina Børgesen så Hans indgående i øjnene. – Almindelige katte opfører sig ikke sådan. Almindelige katte forsvinder ikke fra låste lejligheder.
Hans gik hen til vinduet.
– Hvad skal jeg gøre nu? spurgte han stille.
– Leve, svarede Nina Børgesen enkelt. – Leve godt. Boris har lært dig at tro på dig selv igen. Det var dens gave.
– Og hvis jeg falder i igen? Begynder at drikke?
– Det gør du ikke, sagde kvinden. – Nu ved du, at du kan være en anden.
Da Nina Børgesen var gået, sad Hans længe ved vinduet. Solen gik ned, himlen blev rød.
– Tak, ven, hviskede han ud i tomrummet.
Og pludselig syntes han – en let brise fik gardinet til at bevæge sig. Som om en usynlig miau svarede.
En uge senere tog Hans imod tilbuddet om at blive byggeleder. Endnu en måned senere mødte han en kvinde i bussen – hun var på vej for at få en hjemløs kat behandlet.
– Den er smuk, sagde Hans og så på den trefarvede kat.
– Ja, men den har ingen ejer, svarede kvinden trist. – Jeg hedder Inger, for resten.
– Hans. Hvad nu, hvis jeg bliver dens ejer?
– De?
– Hvis du ikke har noget imod det.
Inger lo.
– Det har jeg ikke. Hvad vil du kalde den?
Hans så ind i kattens gule øjne.
– Boris. Til ære for en god kat.
Højt oppe på himlen spandt en grå kat ved navn Boris tilfreds. Dens arbejde var gjort.
Hans troede igen på livet. Og på, at mirakler sker for dem, der er parate til at tage imod dem.
Og det er måske den ægte magi.
I siger – sådan noget sker ikke? Måske. Men jeg ønsker jer alligevel, at I i svære stunder møder jeres egen “Boris”.
