I dag skete der noget, jeg aldrig glemmer. Jeg sidder her ved mit skrivebord og skriver det ned, mens det stadig står klart.
Bodil Jensen har i et helt år fodret en herreløs schæferhund nede ved opgangen. Naboerne har brokket sig, men hun lod sig ikke påvirke. I morges, da jeg stod i vinduet, så jeg hunden pludselig blotte tænder og spærre vejen for hende til elevatoren. Sekunder efter et frygteligt brag: elevatorkabinen styrtede ned.
– Rex, Rex, kom her, dreng!
Bodil satte sig på hug ved opgangen og tog en dåse med leverpostej op af posen. Den store gårdhund kom forsigtigt nærmere, snusede og begyndte først derefter at spise.
Schæferhunden dukkede op i gården for over et år siden. Mager, med slåede tænder – tydeligvis havde den været igennem meget. Bodil begyndte straks at fodre den.
– Fodrer du det monster igen?
Naboen Else Petersen kom ud af opgangen med en sur mine.
– Bodil, er du tosset? Den er da farlig!
– Rex er venlig, bare bange, svarede pensionisten roligt og strøg hunden over den ru pels. – Kan du ikke se, den logrer med halen?
Else fnøs og gik videre, mens hun mumlede noget om uansvarlige gamle damer. Men Bodil lod sig ikke gå på.
Hun har altid elsket dyr. I ungdommen havde hun katte, siden fik hun en undulat, der levede i tyve år. Da hendes mand Mikkel døde for syv år siden, blev lejligheden tom. Datteren Mette bor i Odense, og børnebørnene kommer kun i ferierne.
Pensionen er lille. Tidligere folkeskolelærerinde fik kun fjorten tusinde kroner om måneden. Men til leverpostej til Rex var der altid råd.
– Du er min ven, ikke? sagde hun til hunden, der blev mere og mere tillidsfuld. – Vi er begge to ensomme.
Lidt efter lidt holdt Rex op med at sky folk. Den ventede altid på Bodil ved opgangen. Om morgenen, når hun gik efter brød, og om aftenen, når hun kom hjem fra en tur i parken. Hunden holdt hende væk fra fulderikke, gøede ad larmende teenagere, der indimellem lavede ballade i gården.
– Du har fået dig en vagthund, grinede lokalbetjenten Viggo, da han mødte Bodil med Rex. – Men pas på, hvis der kommer klager, må vi tilkalde fangstholdet.
– Der kommer ingen klager, svarede hun, – Rex rører ikke nogen.
Naboerne så fortsat skævt til pensionisten og hendes hund. Især Grethe Jensen fra tredje sal var oprørt. Hun var bange for alle hunde, siden hun som barn blev bidt af en schæfer.
– Det er uhygiejnisk! råbte hun på beboermødet. – Der bor en omstrejfende hund ved opgangen, og I siger ikke noget! I morgen bider den nogen!
– Rex har været her et helt år og har aldrig rørt nogen, forsvarede Bodil hunden. – Faktisk hjælper den – ballademagerne er holdt op med at hænge ud, og bilerne bliver ikke ridset.
Men Grethe trak bare foragtende på munden og fortsatte med at kræve fangstholdet tilkaldt. Afstemningen endte uafgjort – halvdelen for, halvdelen imod.
I morges kom Bodil ned til opgangen med en pose leverpostej. Rex ventede allerede, men opførte sig mærkeligt. Den trampede nervøst med poterne, klynkede og så sig over skulderen.
– Hvad er der, dreng? spurgte hun bekymret og tog dåsen frem.
Hunden nægtede at spise. I stedet løb den hen til hoveddøren og klynkede højere. Bodil åbnede døren, men Rex stillede sig pludselig i vejen og spærrede indgangen.
– Rex, hvad er der galt? Slip mig, jeg skal ned på posthuset og hente min pension.
Hun prøvede at gå uden om, men hunden knurrede. For første gang på et år så Bodil blottede tænder.
– Hvad laver du? udbrød hun forskrækket og trak sig tilbage.
Rex veg ikke. Da pensionisten igen prøvede at komme forbi, bed hunden fat i hendes frakkekant og trak hende tilbage. Bodil var forvirret – hunden havde aldrig været aggressiv.
– Er du syg? mumlede hun og prøvede at få frakken fri.
I det samme lød der et frygteligt skrab fra indersiden af opgangen, og så et øredøvende brag. Jorden rystede under fødderne. Bodil foer sammen og tabte posen med leverpostej.
Få sekunder senere løb Else Petersen forskrækket ud af opgangen.
– Elevatoren! Elevatoren er styrtet ned! skreg hun og holdt sig for hovedet. – Kablet revnede! Kabinen faldt fra niende sal!
Bodil følte benene give efter. Hun skulle nemlig op til syvende sal efter sin glemte pung, før hun gik på posthuset.
– Herregud, hviskede hun og sank ned på bænken ved opgangen. – Jeg ville have været der nu.
Rex kom hen og lagde hovedet i hendes skød. Pensionisten slog armene om hunden og brød ud i gråd.
– Du reddede mig. Du vidste det.
Snart ankom politi og alarmberedskab. Senere fandt man ud af, at elevatorkablet var slidt – ejendomsadministrationen havde sparet på vedligeholdelsen. Teknikerne bekræftede, at hvis nogen havde været i kabinen, ville konsekvenserne have været tragiske.
Historien spredte sig hurtigt gennem opgang og gård. Naboer, der tidligere havde bebrejdet Bodil for at fodre en gadehund, kom nu med godbidder til Rex.
– Sikke en hund! beundrede gårdmand Søren, mens han rakte hunden et stort stykke medister. – Den har instinkt!
Selv Grethe, den største modstander, kom dagen efter flovt hen til Bodil.
– Jeg tog fejl. Undskyld. Og undskyld til Rex også.
Bodil nikkede tavst. Hun forstod, at den bange kvinde bare var bange for hunde, og bar ikke nag.
På næste beboermøde vedtog man enstemmigt at bygge et hundeskjul til Rex i gården og samle ind til dens underhold. Lokalbetjenten Viggo lovede, at fangstholdet ikke ville røre hunden.
– Den er nu vores officielle gårdvagt, jokede han.
Datteren Mette, der hørte om hændelsen, kom straks kørende fra Odense.
– Mor, du kunne være død! gentog hun og omfavnede Bodil. – Du skulle have lyttet og flyttet til mig!
– Jeg flytter ingen steder, svarede pensionisten roligt. – Her er min lejlighed, mine minder. Og Rex er her også.
Mette sukkede, men skændtes ikke. Hun vidste, at moderen ikke var typen, der nemt ændrer sine vaner.
Ugerne gik. Bodil fodrede stadig Rex hver dag, men nu havde den et varmt skjul, skåle og endda et lille lager af foder, som hele opgangen købte ind til.
Hunden mødte pensionisten som det kæreste menneske. Logrede med halen, bød hovedet frem til en kælen hånd.
En aften, mens jeg sad på bænken og så Bodil klappe Rex, tænkte jeg på, hvad der var sket. Det lærte mig, at godhed altid vender tilbage – ikke altid med det samme, ikke altid som vi forventer, men det gør den.
Og Bodil smilede. For første gang i mange år følte hun sig virkelig betydningsfuld. Ikke kun for mennesker, men også for den trofaste hund, der engang var ude i kulden, men nu var en helt for hele gården.
Pensionen var stadig lille, lejligheden gammel, og ensomheden trykkede om aftenen. Men ved siden af hende var Rex. Et levende bevis på, at den mindste venlige handling en dag kan redde et liv.
