Mette stod ved vinduet og så på, hvordan frosten tegnede mønstre på ruden. De lovede 30 minusgrader. Måske flere.
Hun lyttede.
Nedenfra – stemmer. Så et råb:
– I aften! Hører I?! I aften skal katten væk!
Peter Møller. Formanden for beboerforeningen.
Mette trådte væk fra vinduet, smed et tørklæde over skuldrene og gik ud på trappeafsatsen. Hun gik ned til stueetagen. Der stod naboerne allerede – nogle i tøfler, andre i jakke med åben lynlås. De kiggede alle tavse på Peter Møller, mens han stod midt i opgangen, rød i hovedet, og pegede ind i et hjørne.
Der, på radiatoren, lå en rød kat.
Mager. Med et flænset øre. Den rystede.
– Se! – brølede formanden. – Se jeres omstrejfer! Hår overalt! Stank! Jeg er ansvarlig for orden, og I laver et herberg!
– Peter Møller, – sagde tante Grethe fra tredje sal stille, – den gør jo ingen fortræd.
– Ingen fortræd?! – Peter Møller vendte sig så brat mod hende, at kvinden tog et skridt tilbage. – Hvem klagede så over hår overalt?! Hvem sagde, at den havde lopper?! Tror I, jeg laver sjov?!
Tante Grethe så ned.
Mette knyttede hænderne.
Hun ville sige noget. Ville. Men halsen snørede sig sammen, og ordene sad fast et sted indeni.
– Kort sagt, – skar formanden af, – senest klokken seks i aften – så skal den være væk. Fjerner I den ikke selv, smider jeg den ud på gaden. Forstået?
Han så på alle. Ingen svarede.
– Forstået, siger jeg?!
– Forstået, – mumlede en af mændene.
Peter Møller nikkede, smækkede døren og gik.
Naboerne spredte sig langsomt, sukkende.
Men katten blev liggende på radiatoren – en rød klump, der ikke engang forstod, at den skulle smides ud i frosten.
Mette gik op til sig selv på fjerde sal. Lukkede døren. Satte sig i køkkenet og stirrede på væggen.
I aften bliver der 30 minusgrader.
Den fryser ihjel.
Det vidste hun med sikkerhed.
Fordi hun engang om vinteren fandt en spurv under opgangen – lille, frossen, med vingerne presset ind til kroppen. Hun tog den med ind, varmede den, men det var for sent. Alt for sent.
Mette rejste sig, gik hen til vinduet.
– Gud, – hviskede hun stille, – hvad skal jeg gøre.
Mette satte sig igen. Hænderne rystede.
Hun var bange. Bange for skænderiet. Bange for, at Peter Møller ville skrige ad hende. At naboerne ville vende hende ryggen. At de ville kalde hende sindssyg.
Men mest af alt var hun bange for at forestille sig den røde klump ligge i en snedrive – stiv, med åbne øjne.
Mette gik ned sidst på eftermiddagen.
Katten lå stadig på radiatoren. Den løftede hovedet, da hun kom nærmere. Så på hende – med gule, forskræmte øjne.
– Hvad laver du her? – mumlede hun. – Har du ingen steder at gå?
Katten tav.
Mette rakte hånden ud – strøg den over den flænsede ryg. Den rystede, men gik ikke væk. Spandt sagte.
Hun gik op til sig selv igen.
Klokken halv seks lød der igen stemmer i opgangen. Mette kiggede ud i gangen – åbnede døren en smule.
Peter Møller stod nedenfor. Ved siden af ham to mænd fra naboopgangen. Den ene holdt en sæk.
– Der er den, det utøj, – sagde formanden og nikkede mod katten. – Tag den.
Manden med sækken trådte frem.
Og lige da – som om det var skæbnen – kom naboen Grethe ud fra sin lejlighed. Hun så det, standsede.
– Hvad laver I?
– Ser du det ikke? – hvæsede Peter Møller. – Vi rydder op, som aftalt.
– Peter Møller, kan vi ikke lade være? – sagde tante Grethe stille. – Måske nogen kan tage den?
– Hvem?! – brølede han. – Dig?! Eller alle de andre, der bor her og tier?! Nej! Det er mig, der skal rydde op igen!
Tante Grethe så væk.
– Netop, – snerrede formanden.
Mette stod oppe og lyttede. Hjertet hamrede så hårdt, at det føltes som om det ville springe ud.
Nedenfor kastede manden sækken over katten. Den skreg – vildt, fortvivlet. Kløede. Men de stoppede den alligevel ind og bandt sækken.
– Sådan, – sagde Peter Møller. – Bær den ned til skraldespandene. Den kan selv kravle ud, hvis den er klog.
Mændene bar sækken mod udgangen.
Døren smækkede.
Mette slap dørhåndtaget. Hænderne rystede. Benene vaklede.
Hun gik tilbage i køkkenet. Satte sig. Stirrede på væggen.
Men efter et minut – sprang hun op.
Greb frakken. Trak varmestøvlerne på. Slyngede tørklædet om halsen.
Løb ud på trappen.
Hun løb ned – så hurtigt at hun næsten faldt på afsatsen.
Smed døren op.
Mette løb hen til skraldespandene.
Sækken lå i en snedrive ved siden af containeren.
Hun åbnede den. Hænderne rystede – knuden gav ikke efter.
Sækken gik op.
– I live, – hviskede Mette. – I live, gudskelov.
Hun løftede katten – den var let, næsten vægtløs. Trykkede den ind til brystet, gemte den under frakkens skøder.
Løb tilbage.
I opgangen – stemmer igen.
Peter Møller stod ved postkasserne. Røg. Da han så hende – med katten i armene – forvred hans ansigt sig.
– Hvad bilder du dig ind?! – skreg han.
Mette standsede. Hentede vejret.
– Jeg tager den med hjem, – sagde hun. Stemmen rystede, men ordene var tydelige.
– Hvorhen?! – Peter Møller trådte nærmere. – Jeg sagde, den skulle væk!
– De sagde, den ikke måtte være i opgangen, – Mette løftede hagen. – Så jeg tager den med ind. I min lejlighed. Til mig.
– Er du helt fra forstanden?! – han stak fingeren i brystet på hende.
Mette gik op på fjerde sal.
Gik ind i lejligheden. Lukkede døren.
Satte sig på gulvet – stadig i frakke og støvler.
Katten lå på hendes skød. Åbnede det ene øje – så på hende.
– Nu, – hviskede Mette. – Nu er du hjemme.
Hænderne rystede. Tårerne løb ned ad kinderne.
Men indeni – for første gang i mange år – var der varmt og roligt.
En uge senere kom Peter Møller til Mette.
Bankede på døren – sagte, næsten forsigtigt.
Hun åbnede. Blev overrasket.
– Dem? Hvad er der sket?
Han stod på trappen – uden jakke, i en gammel sweater.
– Må jeg komme ind? – spurgte han.
Mette nikkede. Lukkede ham ind.
Peter Møller gik ud i køkkenet. Satte sig. Katten sprang ned fra vindueskarmen, snusede til hans støvler og forsvandt ind i stuen.
– Te? – spurgte Mette.
– Nej tak.
Han tav. Så sukkede han.
– Jeg er ikke kommet for at undskylde, – Peter Møller sukkede. – Jeg ville bare sige. At De gjorde det rigtige.
Han rejste sig. Gik mod døren.
– Peter Møller, – kaldte Mette.
Han vendte sig.
– Vil De alligevel have en kop te?
Han stod stille. Så nikkede han.
– Gerne.
De sad i køkkenet – drak te, tav. Katten hoppede op på Mettes skød. Spandt.
– Hvad har De kaldt den? – spurgte formanden.
– Røde, – smilede Mette. – Bare Røde.
Peter Møller nikkede. Dra bil te. Rejste sig.
– Jeg går nu.
– Peter Møller, – kaldte Mette igen. – Hvis De får lyst, så kom forbi. Til en kop te.
Han så på hende. Grinte tørt.
– Det gør jeg.
Der gik en måned. Så to.
Røde blev fed. Pelsen skinnede. Øret heles. Den sov på vindueskarmen – det sted, hvor morgensolen ramte.
Naboerne vænnede sig til det. Tante Grethe kom indimellem med fiskerester. Lene gav den creme fraiche. Selv manden fra femte sal kom en dag med en klorestolpe.
– Den stod ved skraldespanden, – sagde han. – Helt hel.
Mette tog imod gaverne – og undrede sig altid.
Udenfor faldt sneen. Frosten tegnede mønstre på ruden.
Men inde i lejligheden var der varmt.
Og i hjertet også.
