I to ugen hvæsede og kradsede Mille, og lod ikke sin ejer komme i nærheden af den gamle sofa. Karen var lige ved at beslutte sig for at afgive katten. Men da naboen hjalp med at rykke møblet, fandt de bagved det, der forklarede alt.
Mille havde aldrig været ond. Men den gamle sofa i stuen lod hun ingen komme nær, og Karen havde i to uger ikke kunnet forstå hvorfor.
Det begyndte med en lille ting. Morgen, køkkenet, duft af te og brændt brød. Karen drak sin kaffe færdig, tørrede hænderne i forklædet med solsikker og gik for at tørre møblerne af. Hun rakte ud efter armlænet.
Katten hvæsede så voldsomt, at Karen røg tilbage og ramte en lampe med albuen. I tre år sammen havde de oplevet meget: spinden om morgenen, insisterende mjav før måltider, stille fornærmelse efter dyrlægen. Men hvæsen havde hun aldrig hørt før.
Så tog katten synligt på. Siderne rundede, gangen blev tung og forsigtig. Karen tænkte: for meget mad. Hun skar ned, hældte det overskydende tilbage i posen med knitrende folie. Det hjalp ikke. Mille begyndte at bære stykker fra skålen hen bag sofaen, og en dag fandt Karen et tørt stykke kylling bag et ben, dækket af støv.
Der lugtede underligt i hjørnet: surt, varmt, levende. Karen satte sig på knæ, prøvede at kigge ind i sprækken mellem væg og ryg. Mille skød frem, lydløst, uden varsel. Stillede sig foran sprækken med sine gule øjne, som om det dyrebareste i verden lå bag hende.
På bagsiden af Karens hånd sad to fine rifter.
Datteren ringede om aftenen, som sædvanligt, i farten.
– Mor, hvad så med katten?
– Hun hvæser. Har revet mig i hånden. Kan ikke komme tæt på sofaen.
Mette sukkede. I røret lød hæle mod asfalt, en bil dyttede, en plastikpose raslede.
– Har jeg sagt det. Giv hende væk, før hun flår dig i ansigtet. Der er grupper på nettet, de finder hurtigt nyt hjem.
Karen tav. Hendes fingre knyttede sig om borddugen, så stoffet rynkede sig.
– Mor? Hører du?
– Ja.
– Du har ikke brug for alt det her. Alene, med den kat… Kom hellere til mig.
Hun lagde mobilen på bordet. I gangen sad Mille ved døren til stuen, halen om forpoterne, ryggen rank. Som en vagtpost. Og i de to uger havde hun ikke forladt stedet længe ad gangen: hun spiste endda hurtigere end normalt, som om hun havde travlt med at komme tilbage.
Efter samtalen åbnede Karen sin telefon og søgte på det, datteren havde sagt. Grupperne var der med det samme. Billeder af katte, tekster: “kærlig”, “kattebakke-trænet”, “søger nyt hjem”. Hun scrollede et minut. Så lagde hun telefonen med skærmen nedad, og halsen blev tør.
Før sengetid gik hun hen til stuen. Mille lå ved sofaen og slikkede sin pote, langsomt, grundigt, som om hun forberedte sig på noget vigtigt. Karen satte sig på dørtærsklen.
– Mille. Hvad gemmer du der?
Katten løftede hovedet, blinkede og fortsatte med at slikke sig.
Om natten sov Karen ikke. Der raslede bag væggen, tav og begyndte igen. En gang gled en tynd lyd gennem stilheden, som et pip. Karen stivnede, lyttede. Det kom ikke igen.
Hun rejste sig og gik barfodet hen til døren. Gulvet var isnende koldt, fra gulvlisten trak det december. Gadelygten kastede gule striber gennem gardinet, og i det ujævne lys så Karen: Mille lå ikke på sin pude. Hun var presset ind mod væggen, lige ved sofaen. Maven hævede og sænkede sig roligt.
Katten hvæsede ikke. Hun lå og så på Karen gennem lysstriben.
Karen gik tilbage til soveværelset. På natbordet stod et billede af hendes mand i en ramme af muslingeskaller, de engang havde samlet ved stranden. Lars smilede. Og Karen tænkte: han ville ikke have givet katten væk. Han ville først have rykket sofaen.
Om morgenen ringede hun til Bjarne fra etagen under. Naboen havde hænder, der kunne løfte et skab og lave en vandhane. Han stillede ingen unødige spørgsmål.
– Sofaen? – spurgte han. – Hvorhen?
– Væk fra væggen. Jeg skal se, hvad der er bagved.
Han kom ti minutter senere, i skjorte og hjemmesko uden strømper. Bag ham kiggede hans kone Hanne, nysgerrig.
Mille gemte sig under køkkenbordet, så snart hun så fremmede. Karen bemærkede: katten løb ikke ind i stuen, som hun plejede. Hun blev i køkkenet. Pupillerne var udvidede, så der næsten ikke var gult tilbage i øjnene, og poterne trippede på det kolde flisegulv.
Bjarne tog fat i den ene ende. Karen i den anden. Sofabenene skrabede mod parkettet, langt og skærende, og lyden fyldte lejligheden. Sofaen gik tungt, gammel, opsvulmet af tid. Støvet rev sig løs og hvirvlede rundt i det morgensol.
Hanne udstødte et lille gisp først.
I hjørnet, på et gammelt uldent tørklæde, som Karen havde mistet i oktober, lå killingerne. Fire. Bittesmå, blinde, med ørerne klappede ned og lyserøde potepuder så fine, at de ville have fået plads på en negl. De bevægede sig, gabede med tandløse munde, og der kom en duft af mælk fra dem, varm og tæt. Karen fik knude i halsen.
Hun satte sig på knæ lige på det støvede parket. Hænderne rystede. Hun rakte fingrene mod en rød killing med en hvid stjerne i panden, og den trykkede sin snude mod hendes håndflade. Hånden var kold, og killingen som en lille ovn.
– Der har du din onde kat, – udåndede Bjarne, som også havde sat sig på hug.
Hanne vendte sig mod køkkenet. Mille stod i døråbningen og rørte sig ikke. Hun så ikke på menneskerne. Hun så på killingerne.
Da forstod Karen det hele. Hvæsen og maden bag sofaen, den tykkere mave og de søvnløse nætter ved væggen, når hun troede, katten bare var “egen”. Og tørklædet. Det samme uldne tørklæde fra entreen, som Karen om aftenen svøbte om sine knæ. Mille havde selv taget det, bredt det ud i hjørnet og bygget en rede.
Katten kom langsomt, på bløde poter. Snusede til Karens hånd, stødte næsen mod fingrene. Og lagde sig ved killingerne, drog dem til sig én efter én.
Hanne gik stille ud og kom tilbage med en skål lunken vand. Hun satte den på gulvet uden et ord. Bjarne rejste sig, så ned på Karen og tav også. Der var ikke noget at sige – alt lå allerede på tørklædet.
Om aftenen ringede Mette igen.
– Nå, mor? Har du tænkt over katten?
– Ja, – sagde Karen. Stemmen var anderledes, rolig og varm, som tørklædet der var dukket op det mest uventede sted. – De er fem nu.
Der blev stille i røret. Så lo datteren, kort og forvirret, og Karen smilede for første gang i to uger.
Og Mille lå på tørklædet, og fire blinde killinger søgte efter hende med næserne i mørket, stødte ind i den varme side. Hun spandt ikke. Hun trak vejret roligt og dybt.
Det var nok.
Karen lukkede døren til stuen, men ikke helt. Hun efterlod en sprække.
Mille skulle jo ud.
