Hver aften kom en rød kat op på min altan. Den mjavede, som om den bad om hjælp – gav mig hverken ro eller samvittighedsfred. Jeg var tæt på at ringe til dyreværnet, men så snart jeg åbnede døren, sprang den væk. Lige lukt ind i det, jeg frygtede.
– Igen dig!
Jeg trak gardinet til side og kiggede ud på altanen. Den røde kat sad på gelænderet og stirrede direkte på mig. Dens øjne lyste i aftenmørket, og fra struben kom en langtrukken, næsten menneskelig mjaven.
– Skrid, – vinkede jeg med hånden og trak gardinet for igen.
Femte aften i træk gentog det sig til det latterlige: lige når jeg kom hjem fra arbejde – igen den kat. Igen på min altan på fjerde sal! Hvordan den kom derop, var for mig en gåde, men der sad den – igen.
Jeg arbejdede som revisor i et lille firma, og de sidste måneder havde været særligt hårde. Kvartalsregnskab, revision, konstante opkald. Jeg kom hjem helt udmattet. Alt, hvad jeg havde brug for, var stilhed, varm te og min yndlingsserie. Og så oveni hatten den kat med sine koncerter.
– Hør, hvad med bare at fodre den? – foreslog min kollega Susanne næste dag. – Så spiser den og holder op.
– Jeg har ikke tænkt mig at tamme omstrejfende dyr, – skar jeg fra. – Jeg har nok problemer i forvejen.
Og det var sandt. Efter skilsmissen for tre år siden havde jeg indrettet mit liv, som jeg ville. Ingen afhængigheder, ingen forpligtelser. Lejligheden var min fæstning, hvor orden og forudsigelighed herskede. Dyr passede ikke ind i de planer.
Men katten så ud til at mene noget andet. Den sjette aften mjavede den så højt og insisterende, at naboen nedenunder ringede på døren.
– Mette, kan du ikke gøre noget ved den kat? – spurgte hun. – Jeg får hovedpine af det hyl.
– Undskyld, Karen, – mumlede jeg. – Jeg ordner det.
Jeg havde ikke lyst til at ordne noget som helst. Jeg overvejede at ringe til dyreværnet, men så huskede jeg, hvad de gør med herreløse dyr, og kunne ikke få mig selv til det.
– Hvad vil du?
Jeg åbnede altandøren og gik ud. Katten holdt op med at mjave og så opmærksomt på mig. Den var tynd, pelsen filtret i totter, men øjnene var helt raske og kloge. Meget kloge.
– Nå, sig hvad du vil? Mad?
Jeg rakte hånden ud for at klappe den, men katten sprang tilbage, gik ned ad brandtrappen et par trin og stoppede. Vendte sig. Så på mig. Mjavede igen.
– Du vil have, at jeg skal følge efter dig? – spurgte jeg skeptisk.
Katten gik længere ned og kiggede sig tilbage igen.
Nysgerrighed er en fantastisk ting. Den får en til at handle – andet kan man ikke sige. Jeg greb en jakke, skubbede fødderne i et par sneakers uden at tænke på komfort, og trådte ud i opgangen. Katten, som om den vidste alt på forhånd, sad allerede ved døren. Da den så mig, skød den afsted ned ad trappen uden at se sig tilbage. Næsten lydløs skygge, der gled foran. Jeg måtte bare skynde mig efter den.
Vi nåede stueetagen, men katten stoppede ikke. Den gik hen mod døren til kælderen, en dør jeg aldrig havde åbnet. Døren stod lidt på klem, indenfor gabte et sort hul.
– Du vil have, at jeg skal kravle derned?
Jeg så på katten.
– Glem det.
Men katten smuttede ind og kom et øjeblik efter frem igen. Sætter sig ved tærsklen. Ser på mig med sine mærkelige øjne.
Og så hørte jeg det. En tynd, næsten umærkelig piben. Flere stemmer på én gang.
– Killinger? – hviskede jeg.
Jeg fik telefonen frem, tændte lommelygten og gik forsigtigt ind i kælderen. Der lugtede af fugt og skimmel. Katten gik foran, vendte sig af og til for at tjekke, om jeg fulgte med.
Bagest i kælderen, bag nogle gamle rør, så jeg dem. Fire bittesmå killinger lå på et stykke beskidt klud. De var så små, at øjnene endnu ikke var åbnet. Pibet var fortvivlet, sultent.
– Herregud.
Jeg satte mig på hug ved siden af.
– Hvordan er I endt her?
Katten gik hen til killingerne, lagde sig ved siden af, og de sugede sig straks fast. Men jeg kunne se, den var selv udmagret, mælk var der tydeligvis ikke nok af. Temperaturen i kælderen var omkring ti grader, ikke mere. Om natten kunne det blive endnu koldere.
– Du kom for at bede om hjælp, – sagde jeg, mere som en konstatering end et spørgsmål. – Du søgte en, der kunne hjælpe dine børn.
Katten så på mig og mjavede stille. I dens blik var der taknemmelighed.
Jeg tog telefonen frem og ringede til Susanne. Hun svarede ikke med det samme.
– Mette, hvad ringer du for? Klokken er snart ti.
– Jeg har brug for hjælp. Akut. Jeg har en situation.
Susanne kom tyve minutter senere med en papkasse, et varmt tæppe og en sutteflaske til killinger. Hun havde erfaring; året før havde hun reddet en efterladt hvalp.
– Det ser ganske pænt ud, – sagde hun og vurderede situationen. – Killingerne tager vi hjem med det samme. Moderen også. I morgen tidlig til dyrlægen. Jeg har brug for din hjælp til fodringen, de er alt for små.
– Jeg hjælper, – sagde jeg stille.
Vi lagde forsigtigt killingerne over i kassen. Katten blev først nervøs, men så forstod den, at de ikke var i fare, og hoppede roligt efter.
Hjemme indrettede jeg et sted til dem på badeværelset, hvor det var varmest. Susanne viste mig, hvordan man bedst fodrer killingerne med flaske, hvis moderen ikke kan følge med. Katten spiste grådigt, sandsynligvis for første gang i flere dage.
– Ved du hvad, – sagde Susanne og så på mig, – jeg har altid tænkt, at du var for lukket efter skilsmissen. Du var bange for at stole på nogen igen – endda dyr.
– Måske.
Jeg strøg den røde kat over hovedet.
– Men den kat lærte mig, hvordan ægte hengivenhed føles. Den kunne bare have efterladt killingerne og selv søgt efter mad. Men den søgte hjælp til dem.
Dyrlægen næste dag sagde, at killingerne ville overleve, men de havde brug for omhyggelig pleje. Moderen skulle have vitaminer og ekstra foder.
– Sjældent ser man så stærkt et moderinstinkt, – sagde dyrlægen, næsten som en tanke højt. – Herreløse katte gemmer normalt deres unger. Den her fandt en måde at bede om hjælp.
De næste tre uger levede jeg efter et fodringsskema. Vækkeuret ringede hver tredje time, både dag og nat. Susanne hjalp, når jeg var på arbejde. Killingerne tog på, åbnede øjnene og begyndte at kravle.
Forresten, på arbejdet troede de, jeg havde fået en baby. Så store poser havde jeg under øjnene af søvnløshed. Kollegerne spurgte, om alt var okay, om jeg var syg. Jeg slappede af med at sige, at jeg led af søvnløshed.
– Mette, du forstår vel, at du ikke kan have fem katte i din etværelses lejlighed? – spurgte Susanne forsigtigt.
– Det ved jeg, – nikkede jeg.
Jeg lagde annonce ud for at finde gode hjem til killingerne. Der var mange interesserede, men jeg sorterede grundigt og tjekkede forholdene, hvor de skulle bo.
To måneder senere havde alle fire killinger fået nye hjem. En af dem tog naboen Karen, den samme, der havde klaget over mjavet.
– Børnebørnene bliver glade, – smilede hun. – Jeg har længe villet have en kat, men har aldrig fået taget mig sammen.
Den røde kat blev hos mig. Jeg kaldte hende Frida – enkelt og ligetil. Det viste sig, at hun var forbavsende klog og taknemmelig. Hun sov på min pude, mødte mig ved døren om aftenen og spandt i skødet, når jeg så fjernsyn.
– Ved du hvad, Frida, – sagde jeg til hende en aften, – du har lært mig meget. Jeg troede, at jeg ikke ville have ansvar for nogen. Men pludselig gik det op for mig – når man giver varme til andre, bliver ens eget liv rigere.
Frida så på mig med sine kloge øjne og lagde hovedet på min hånd.
Et halvt år senere fortalte Susanne, at killingerne var vokset op sunde og glade. Karen var helt vild med sin. Og jeg havde fået en vane – hver aften åbner jeg altandøren, så Frida kan få frisk luft.
Nogle gange kommer barmhjertigheden i den mest uventede form. Som en insisterende herreløs kat, der ikke gav op og fandt en måde at redde sine unger på. Moderkærlighed kender ingen grænser – hverken hos mennesker eller dyr. Og et menneskehjerte kan smelte selv efter mange års ensomhed, hvis medfølelsen vækkes.
Har du lagt mærke til herreløse dyr? Måske beder et af dem om hjælp. Del din historie i kommentarerne.
