Jeg har brug for en mand til weekenden, ikke til livet – jeg har allerede indrettet mig alt for godt. En ærlig position fra en 52-årig kvinde.
»Det er på tide, vi flytter sammen.« »Hvorfor?« »Hvad mener du, hvorfor? Vi er jo voksne mennesker.« »Netop derfor forstår jeg det ikke – hvorfor?« Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var tredive, at jeg som tooghalvtreds ville skulle forsvare mig mod mænd, der insisterede på at flytte ind hos mig, ville jeg have troet, at livet var blevet helt gakket. I ungdommen var det omvendt. Dengang var mænd bange for forpligtelser, fælles husholdning og snak om fremtiden. Nu sker der noget forunderligt. Så snart en mand har været sammen med mig en måneds tid eller to, får han pludselig en sær idé: at slå køleskabe, budgetter, lejligheder, problemer, beskidte sokker og alle andre glæder ved at bo sammen sammen. Det mest interessante er dog ikke engang dét. Det mest interessante er, at ikke en eneste af dem nogensinde har kunnet forklare mig fornuftigt, hvad det skulle være godt for – for mig personligt.
Jeg hedder Mette, og jeg er tooghalvtreds år. Jeg har været skilt i femten år. Jeg har en voksen datter, min egen lejlighed, et arbejde, veninder, to ferier om året og et forrygende roligt liv. Om aftenen kan jeg spise is direkte fra bægeret og se serier til klokken to om natten. I weekenden kan jeg sove til frokost. Jeg kan stille en kop på bordet og undgå en forelæsning om rod. Jeg kan lade være med at lave frikadeller, hvis jeg ikke har lyst til at lave frikadeller. Og vigtigst af alt – ingen står og ånder mig i nakken med spørgsmålet: »Hvad skal vi have til aftensmad i dag?«
Problemet er, at mænd af en eller anden grund opfatter min selvstændighed som en midlertidig misforståelse, der hurtigst muligt skal rettes op med deres tilstedeværelse. Først beundrer de mig. Siger, hvor uafhængig, interessant og selvforsynende jeg er. Men så går der et par uger, og det viser sig, at deres beundring havde et skjult formål. De håbede inderligt, at al den selvstændighed en dag skulle begynde at arbejde for dem.
Det første advarselssignal kom med Anders. Anders var otteoghalvtreds, så ordentlig ud, fortalte kloge ting om rejser og kunne endda bruge servietter på restaurant – hvilket efter de halvtreds kan regnes som en seriøs fordel. Vi sås i omkring en måned. Alt var godt. Biograf, gåture, caféer, ture uden for byen. Men så en aften sagde han en sætning, der fik mig til at sætte kaffekoppen tilbage på underkoppen.
»Hør lige, kunne du komme forbi mig efter arbejde?«
»Hvorfor?«
»Ja, for at lave noget mad.«
Jeg spurgte endda igen.
»Hvad for noget mad?«
»Aftensmad.«
Det viste sig, at Anders var træt af at bo alene. Nej, ikke mentalt. Fysisk. Hans køleskab, der ikke fyldte sig selv, tyngede ham. Hans komfur, der ikke kogte suppe uden hjælp, gjorde ham ked af det. Hans vaskemaskine, der pludselig krævede menneskelig deltagelse, bekymrede ham. På et tidspunkt gik det op for mig, at manden oprigtigt så forhold som en slags outsourcing af huslige tjenester.
»Anders, hvorfor laver du ikke selv mad?«
Han så på mig, som om jeg havde foreslået, at han selv skulle foretage en hjerteoperation.
»Jamen, du er jo kvinde.«
Et forbløffende argument. Kort. Præcist. Lukker med det samme alle spørgsmål. Især hvis man ikke tænker sig om.
Efter Anders kom Lars. Lars var femoghalvtreds. Lars elskede at klage over kvinder, der kun var ude efter penge. Det var hans yndlingshobby. Ethvert samtaleemne drejede inden for syv minutter over i en historie om, hvordan nogen havde prøvet at udnytte ham for pengenes skyld. Det lød særligt morsomt fra en mand, der kørte i en bil ældre end nogle studerende og talte småmønter før kassen i supermarkedet.
På den sjette date besluttede Lars sig for at invitere mig hjem.
»Kom på lørdag.«
»Godt.«
»Men køb lige ind på vejen.«
»Hvad for noget?«
»Til aftensmad.«
»Du vil have, at jeg tager mad med?«
»Ja.«
»Hvad laver du så?«
»Jeg tager imod dig.«
Jeg mener stadig, at den mand var en undervurderet genialitet. For at finde på en date, hvor kvinden køber ind, bringer maden, laver aftensmaden og derefter takker for invitationen, er ikke alle i stand til.
»Lars, og pengene til maden?«
»Hvorfor?«
»Hvad mener du?«
»Du har jo et arbejde.«
Der gik det op for mig, at han brugte ordet »materialistisk« udelukkende om andre mennesker.
Efter sådanne historier begyndte jeg at opdage et mønster. Mændene kunne lide min lejlighed. De kunne lide, at der var orden i den. De kunne lide, at jeg altid havde mad, rene håndklæder, friske lagner og fungerende VVS. De kunne lide mit liv. Men af en eller anden grund var de fleste overbeviste om, at jeg efter forholdets start skulle udvide den service og også begynde at betjene dem.
Den sjoveste var Viktor. Viktor talte meget hurtigt om at flytte sammen. Han gjorde det med en begejstring som en, der lige havde fundet en måde at reducere sine udgifter markant.
»Tænk, hvor fordelagtigt det er at bo sammen.«
Når en mand begynder en samtale med ordet »fordelagtigt«, har kvinder på min alder lyst til at finde lommeregneren frem.
»På hvilken måde?«
»Et køleskab. Ét internet. Én husleje.«
»Fordelagtigt for hvem?«
»For os.«
Jeg smilede.
»Viktor, og hvor bor du nu?«
»I en lejet lejlighed.«
»Og jeg?«
»I din egen.«
Her blev regnestykket pludselig meget interessant.
»Så du stopper med at betale husleje, flytter ind til mig, skærer dine udgifter ned og bliver lykkelig?«
»Ja, jo.«
»Og hvad så med min fordel?«
Efter det spørgsmål blev manden tavs. I cirka to minutter. Man kunne se, at der foregik en kompliceret tankeproces indeni. Så kompliceret, at jeg aldrig fik noget svar.
Det sjoveste skete med Gert. Han var enogtres. En meget ordentlig mand. Meget dannet. Meget træt af ensomhed.
»Det er hårdt at være alene.«
Jeg nikkede forstående.
»Det er let for mig.«
Han blev helt forvirret.
Fordi mænd normalt forventer en anden reaktion. De forventer medfølelse. Solidaritet. En fælles længsel efter en partner. Men når kvinden roligt fortæller, at hun har det godt alene, går systemet i stykker.
Og her kommer vi til det centrale spørgsmål, der irriterer så mange mænd.
Jeg har faktisk brug for en mand.
Men ikke for at vaske hans skjorter.
Ikke for at stryge hans bukser.
Ikke for at lave suppe om søndagen.
Ikke for at lede efter hans sokker under sofaen.
Ikke for at høre på historier om, hvorfor han ikke selv kan bestille tid hos lægen.
Jeg har brug for en mand til samtale. Til ture. Til gåture. Til teater. Til rejser. Til en god aften. Til nærhed. Til følelser. Til glæde. Men ikke til at skrive ham på min køkkenadresse.
Mænd bliver meget fornærmede over den holdning. Jeg er blevet kaldt egoistisk. Kaldt forkælet. Kaldt for selvstændig. Der er blevet sagt, at jeg ikke kan bygge relationer. Men ingen har nogensinde kunnet forklare, hvorfor et forhold nødvendigvis skal betyde ekstra arbejde for kvinden. Hvorfor manden får en ledsager, en samtalepartner, en elskerinde, en husbestyrerinde og en kok i én person, mens kvinden skal betragte selve hans tilstedeværelse som en belønning.
Nogle gange tror jeg, at mange mænd bare ikke har opdaget, at verden har forandret sig. De lever stadig efter regler, der virkede for tredive år siden. Dengang var det virkelig lettere for en kvinde at gå med til et ubehageligt ægteskab end at bo alene. I dag er alt anderledes. Mange kvinder på min alder har et arbejde, en bolig, venner, børnene er flyttet hjemmefra, lånene er betalt, livet er på plads. Og når der så dukker en mand op, opstår et meget simpelt spørgsmål: Bliver mit liv bedre?
Hvis svaret er »nej«, hvorfor skulle jeg så?
Derfor siger jeg det ærligt. Jeg har brug for en mand til weekenden. Til livet har jeg allerede indrettet mig alt for godt. Og ved I, hvad der er mest forunderligt? Hver gang efter den sætning bliver mændene af en eller anden grund fornærmede. Selv om det, hvis man tænker over det, er det mest ærlige kompliment, man kan give et forhold. For jeg vil have et menneske ved min side, ikke fordi jeg ikke kan klare mig uden ham, men fordi jeg har det godt med ham.
Og at flytte sammen for at nogen får en gratis kok, rengøringskone og administrator af sit eget liv? Undskyld mig. Den stilling lukkede jeg for femten år siden, og jeg har ikke tænkt mig at genåbne den.
Psykologens analyse: Efter 50 år befinder mange kvinder sig for første gang i en situation, hvor forhold ophører med at være en nødvendighed og bliver et valg. De har allerede bolig, indkomst, sociale forbindelser og erfaring fra tidligere ægteskaber. Derfor ændrer hovedspørgsmålet sig fra »hvordan undgår jeg at være alene?« til »bliver mit liv bedre med dette menneske ved min side?«.
Konflikten opstår, fordi en del mænd stadig opfatter samliv som en naturlig byttehandel: manden giver sin tilstedeværelse, kvinden giver omsorg og husholdning. Men moderne kvinder vurderer i stigende grad de reelle gevinster og omkostninger. Hvis forholdet kræver flere ressourcer, end det bringer glæde, falder motivationen til at bo sammen drastisk.
Hovedkonklusionen er enkel: Modne forhold bygges i dag sjældnere på gensidig trang og oftere på gensidig komfort. Og hvis den ene part får bekvemmelighed, mens den anden får en ekstra byrde, holder sådan en forbindelse sjældent i længden.
