Han rakte hånden ud, ville klø det truende dyr, men katten rykkede til siden og kravlede på en underlig måde væk fra mennesket, længere væk fra den udstrakte hånd…
— Se på ham! – skriget hang næsten i væggen. Skolelederen, Gitte Sørensen, stod med hænderne i siden. — Forældrene er tilkaldt, men han har ikke engang dårlig samvittighed!
Mikkel så hende lige ind i øjnene. På den tiårige drengs ansigt var der ikke skygge af anger over den forbrydelse, han havde begået. Med en kedsomheds mine hørte han i tavshed på Gittes anklager.
— At brænde klasselogbogen! – Gittes stemme steg til en hvinen.
— Vent udenfor! – farens stemme var streng.
Drengen gik ud af rektorkontoret og smækkede døren hårdt i. Det var ham ligegyldigt, om han blev straffet igen. Han kunne ikke handle anderledes, han havde givet et løfte…
Og hvad angår forældrene, ville de snart glemme ham igen, når de drog af sted på endnu en ekspedition.
Samme aften besluttede familierådet at sende Mikkel til bedstefarens hus på landet hele sommeren. Måske kunne han finde en løsning på den unge rebelske opførsel…
*****
— Det er din dagsplan, – Jørgen Andersen, tidligere soldat, pegede på et ark papir fyldt med jævn håndskrift. — Her på landet er der ikke tid til at fjolle; alle vil have mad og drikke.
— Er jeg en slave? – slap det ud af Mikkel, da han læste den lange liste af pligter.
Jørgen smilede, vurderende den krigeriske blik, som barnebarnet sendte ham. I går havde sønnen bragt Mikkel med, mens han uafbrudt klagede til faderen over, hvor svært det var blevet. Konstant slåskampe i skolen, utilfredse lærere og skolelederen – alt dette stjal tid fra forskningsarbejdet. Mikkels forældre var rejst på ekspedition, og lettet efterlod de den rebelske søn hos bedstefaren.
Langsomt flød dagene, fyldt med uvante gøremål…
Mikkel stod op med hanerne, hjalp bedstefaren med at fodre den plettede ko Maja, de fire grise og den brune hest Kaj. Hente vand, stable kløvet brænde, luge bede…
Der var ingen ende på arbejdet, men Mikkel havde givet sit ord på, at han ikke ville klage.
— Overvåger han mig? – spurgte Mikkel en dag, og så mistroisk på bedstefarens yndling, den store hund Viggo, der som en skygge fulgte efter ham, når han forlod gårdens område.
— Han fornemmer, at du ikke er herfra, er bange for, at du farer vild, – svarede bedstefaren med let ironi.
Mikkel elskede at gå på fisketur. Drengen lærte hurtigt at håndtere fiskestangen, og efter et par uger lod Jørgen ham gå alene til åen.
Det bedste bid var tidligt om morgenen, da det stadig var køligt. Mikkel kunne lide at sidde med stangen ved bredden og se solen stå op, bade alt i lys. Sådan noget så man bestemt ikke i byen!
En tidlig morgen, da han sad med stangen ved den smukke å, bemærkede Mikkel en bevægelse i det høje græs.
Et sted i nærheden kvákkede en frø højt, og straks gøede en hund. Velkendte lyde, men…
Græset bevægede sig igen, og drengen besluttede at undersøge…
Han gik forsigtigt gennem det høje græs, spejdede i morgenskumringen, men så intet. Han troede, han havde set forkert, og ville vende tilbage til stangen, men i det øjeblik hørte han en næsten umærkelig, jamrende stønnen.
Han bøjede sig, skubbede græsset til side med hænderne, og en kat hvæsede truende mod ham, med ørerne fladtrykt. Dyrets øjne advarede om afstand, og hvæset indeholdt en klar trussel.
— Åh… – slap det ud af Mikkel af overraskelse. — Hvorfor hvæser du?
Han rakte hånden ud for at klø det truende dyr, men katten rykkede til side og kravlede på en underlig måde væk fra mennesket, længere væk fra den udstrakte hånd.
I det samme blev det lysere, og Mikkel så blodpletter på dyrets lyse pels. For hans øjne dukkede et billede fra den nære fortid op – fire teenagere pinte en stribet kat med et forfrossent højre øre…
Mikkel gøs, ville jage den smertefulde erindring væk. Katten var såret, den havde brug for hjælp!
Med bare hænder kunne han ikke tage den; den var vred, og havde tydeligvis ondt. Han så sig omkring, men fandt intet egnet. Han havde en let vindjakke på, som beskyttede mod morgenkulden.
Han tog jakken af, nærmede sig den hvæsende kat:
— Mis-mis-mis! Jeg vil kun hjælpe dig… Mis-mis-mis!
Med sine sidste kræfter kastede katten sig til siden, men Mikkel var hurtigere. Han dækkede katten med jakken, svøbte den forsigtigt ind og trykkede den mod brystet. Så løb han så hurtigt han kunne hjem, og glemte alt om fiskestængerne…
— Morfar, bliver katten okay? – spurgte barnebarnet for hundredende gang, og så bekymret på døren til sommerkøkkenet.
— Ro på, Merete Jensen er dyrlæge og forstår sig på sår, – Jørgen strøg drengen over håret. — Gå og hent stængerne, og når du kommer tilbage, får du nyt…
Mikkel nikkede og løb hurtigt ned til åen efter stængerne. Han skyndte sig så meget, at han næsten ikke kunne trække vejret, da han kom hjem.
I det øjeblik dukkede den spinkle skikkelse af Merete Jensen op på sommerkøkkenets tærskel. Den ældre kvinde sagde noget til Jørgen, som fik ham til at smile glad.
— Hvordan har hun det? – slap det ud af Mikkel.
— Det skal nok gå, – svarede Merete. — Det ligner, en hund har bidt hende… Jeg har renset sårene, nu må du passe på hende.
— Jeg gør alt! – udbrød Mikkel, og tårer af glæde og lettelse kom i hans øjne…
Den aften gik drengen ikke væk fra den sovende kat. Han lavede en improviseret seng af en kasse og et gammelt tæppe. Han stillede skåle med mad og vand ved siden af, og sad bare og så på, mens katten sov.
— Vil du sove her? – spurgte Jørgen.
— Må jeg? – spurgte Mikkel håbefuldt.
— Vi tager hende hellere ind i stuen, – foreslog bedstefaren.
Katten blev flyttet ind til Mikkels værelse, og kassen blev stillet ved siden af hans seng.
Ved nærmere eftersyn var kattens farve lys beige med svage striber.
Mikkel satte sig på sengekanten og fortsatte med at iagttage, mens hans protegé sov.
— Jeg ser på dig, barnebarn, og undrer mig, – sagde Jørgen eftertænksomt, mens han satte sig på en stol i hjørnet. — Du er ikke doven, du er klog, ansvarlig, og godhed er dig ikke fremmed. Hvorfor laver du så mytteri ombord?
Mikkel så på bedstefaren og trak på skuldrene i stedet for svar.
— Din sidste bedrift med klasselogbogen… – spurgte Jørgen videre. — Du brændte den vel ikke bare for sjov?
— Jeg gav et løfte, og når man har givet det, skal man holde det, – mumlede Mikkel.
Han rakte hånden ud og strøg forsigtigt den sovende kat over hovedet.
— Hvem gav du løftet til? – Jørgens mistanke blev bekræftet, for han havde aldrig troet på barnebarnets skyld.
— I kælderen ved siden af skolen bor en hjemløs kat, som jeg fodrede, og talte med, præcis som du taler med Viggo, – fortalte Mikkel og snøften. – Jeg drømte om at tage ham med hjem, men mine forældre ville slet ikke høre tale om det… Jeg gav Søren sit ord på, at jeg altid ville beskytte ham.
— Og hvad skete der med den kat? – spurgte bedstefaren med stille stemme, og holdt vejret.
— Ældre drenge fra skolen mobbede ham, – Mikkels stemme skalv. – Jeg bad dem stoppe, de gik med på det, men på betingelse af, at jeg skulle brænde klasselogbogen…
— Bæster! – slap det ud af den gamle mand. – Hvor er den kat nu?
— En kvinde tog ham med, som viceværten fortalte mig, – Mikkel strøg katten igen. – Jeg ville så gerne vide, hvordan det går med Søren…
— Du er sej! – bedstefaren strøg Mikkel over håret. – Du holdt dit ord, det er rigtigt, men hvorfor fortalte du ikke dine forældre noget?
— De spurgte ikke, – svarede Mikkel enkelt.
Dagene gik… Sårene på Snefnugs krop, som Mikkel havde kaldt katten, heles. Katten holdt op med at hvæse og se mistroisk på folk.
Snefnug tog imod omsorgen fra mennesket, der havde reddet dens liv. Snart flyttede den smukke og tydeligvis federe kat ind i Mikkels seng.
Drengens drøm gik i opfyldelse, men ofte så han i sine drømme den stribede Søren med det forfrosne øre. Katten nussede kærligt om hans ben og spandt højt, når Mikkel tog den i armene.
— Hvor er du? – spurgte Mikkel i søvne den stribede kat, men fik intet svar.
Juli gik, og så august…
Mikkel ventede på, at hans forældre skulle hente ham, men i stedet meddelte bedstefaren, at han måtte til byen for at ordne nogle sager. Efter at have klaret morgenens pligter overlod Jørgen gården til barnebarnet og gik mod toget.
Han kom tilbage om aftenen, træt, men tilfreds. Han roste Mikkel for orden i tingene, og med en hemmelighedsfuld smile kaldte han ham ind i stuen, hvor han tidligere havde båret en stor kasse.
— Kom her, barnebarn, – Jørgen pegede på sofaen. – Se, hvem der kom med mig fra byen.
Mikkel gik ind i rummet og så på sofaen. Drengen blinkede flere gange, bange for at det var syner.
— Søren! – udbrød drengen, og tog forsigtigt den stribede kat med det forfrosne øre i armene. – Morfar, du er den bedste!
Katten så sund og velfødet ud. Senere fortalte Jørgen barnebarnet, hvordan Mikkels handling havde imponeret ham, og han besluttede at opspore den stribede kat ved at bede om hjælp fra Mikkels skole.
Det viste sig, at viceværten havde kontaktet et internat med anmodning om at hente den hjemløse kat, fordi han frygtede for dens liv.
I begyndelsen af september kom Mikkels forældre med nyheden om, at de måtte rejse på endnu en lang ekspedition, og drengen måtte bo hos bedstefaren et stykke tid.
Forældrene genkendte næsten ikke den glade og livsglade dreng, der tidligere havde været en rebel.
— Far, du har gjort et mirakel! – udbrød Mikkels far.
— Lær at høre jeres barn, – sagde Jørgen formanende.
Hvad angår Mikkel, så var han glad for, at han kunne blive boende hos bedstefaren og ikke skulle skilles fra Søren og Snefnug.
Rebellen var blevet til den mest omsorgsfulde og ansvarlige herre for sine kæledyr.
Forfatter: ILONA SCHWANDER
Kilde.
