»Jeg har brug for en mand til weekenderne, ikke til livet – jeg har allerede indrettet mig alt for godt.« En 52-årig kvindes ærlige holdning
»Nu må vi snart flytte sammen.« »Hvorfor?« »Hvad mener du, hvorfor? Vi er da voksne mennesker.« »Netop derfor forstår jeg det ikke – hvorfor?« Hvis nogen havde sagt til mig som trediveårig, at jeg som tooghalvtreds skulle forsvare mig imod mænd, der insisterede på at flytte ind hos mig, ville jeg have tænkt, at livet var gået helt grassat. I ungdommen var det omvendt. Dengang var mændene bange for forpligtelser, fælles husholdning og snak om fremtiden. Nu sker der noget mærkeligt. Så snart en mand har tilbragt en måned eller to med mig, får han pludselig en underlig idé: at slå køleskabe, budgetter, lejligheder, problemer, beskidte sokker og alle de andre glæder ved at bo sammen sammen. Det mest interessante er ikke engang dét. Det mest interessante er, at ingen af dem har kunnet give en fornuftig forklaring på, hvorfor det skulle være godt for mig personligt.
Jeg hedder Mette, jeg er tooghalvtreds år. Jeg har været skilt i femten år. Jeg har en voksen datter, en lejlighed jeg selv ejer, et arbejde, veninder, ferie to gange om året og et forbløffende roligt liv. Om aftenen kan jeg spise is direkte ud af bøtten og se serier til langt ud på natten. I weekenden kan jeg sove til middag. Jeg kan lade en kop stå på bordet uden at få en forelæsning om uorden. Jeg kan undlade at lave suppe, hvis jeg ikke har lyst til at lave suppe. Og vigtigst af alt: Ingen står og ånder mig i nakken med spørgsmålet: »Hvad skal vi have til aftensmad i dag?«
Problemet er, at mænd tilsyneladende opfatter min selvstændighed som en midlertidig misforståelse, der straks må rettes op ved deres tilstedeværelse. Først beundrer de mig. De siger, hvor uafhængig, interessant og selvforsynende jeg er. Men så går der nogle uger, og det viser sig, at deres beundring havde et skjult formål. De håbede inderligt, at al denne selvstændighed en dag skulle komme dem til gode.
Det første varsel kom med Jens. Jens var otteoghalvtreds, så nogenlunde ud, fortalte kloge ting om rejser og kunne endda bruge servietter på restaurant – hvilket efter de halvtreds nærmest kan regnes som en alvorlig dyd. Vi så hinanden i omkring en måned. Alt var godt. Biograf, gåture, caféer, ture uden for byen. Men en aften sagde han noget, der fik mig til at sætte kaffen tilbage på underkoppen.
»Hør, kunne du ikke komme forbi mig efter arbejde?«
»Hvorfor?«
»Jo, for at lave noget mad.«
Jeg spurgte endda en gang til.
»Lave hvad?«
»Aftensmad.«
Det viste sig, at Jens var træt af at bo alene. Ikke mentalt. Fysisk. Hans køleskab trykkede ham, fordi det ikke fyldte sig selv. Hans komfur gjorde ham ked af det, fordi det ikke kogte suppe uden hjælp. Hans vaskemaskine bekymrede ham, fordi den krævede menneskelig deltagelse. På et tidspunkt gik det op for mig, at manden oprigtigt så forholdet som en form for udlicitering af huslige tjenester.
»Jens, hvorfor laver du ikke selv mad?«
Han så på mig, som om jeg havde bedt ham om selv at udføre en hjerteoperation.
»Jamen, du er jo kvinde.«
Utroligt argument. Kort. Præcist. Lukker alle spørgsmål med det samme. Især hvis man ikke tænker.
Efter Jens kom Lars. Lars var femoghalvtreds. Lars elskede at brokke sig over materialistiske kvinder. Det var hans yndlingshobby. Ethvert samtaleemne endte efter syv minutter med en historie om, hvordan han var blevet udnyttet for penge. Det lød særligt komisk fra en mand, der kørte i en bil ældre end nogle studerende og talte småmønter op foran kassen i supermarkedet.
På den sjette date besluttede Lars at invitere mig hjem.
»Kom lørdag.«
»Godt.«
»Men køb lige ind på vejen.«
»Hvilke varer?«
»Til aftensmad.«
»Du vil have, at jeg køber ind?«
»Ja.«
»Hvad laver du så?«
»Jeg tager imod dig.«
Jeg mener stadig, at den mand var en undervurderet genial fyr. For at finde på en date, hvor kvinden køber ind, bringer det, laver aftensmad og bagefter takker for invitationen, det kan ikke alle.
»Lars, hvad med pengene til indkøb?«
»Hvorfor?«
»Hvad mener du?«
»Du har jo et arbejde.«
Der gik det op for mig, at ordet »materialistisk« brugte han udelukkende om andre mennesker.
Efter sådanne historier begyndte jeg at se et mønster. Mændene kunne godt lide min lejlighed. De kunne lide ordenen i den. De kunne lide, at jeg altid havde mad, rene håndklæder, friske lagner og fungerende VVS. De kunne lide mit liv. Men mærkeligt nok var de fleste overbevist om, at jeg efter forholdets start skulle udvide servicen og også begynde at passe på dem.
Den mest komiske var Mikkel. Mikkel talte meget hurtigt om at bo sammen. Han gjorde det med begejstringen hos en mand, der lige havde fundet en måde at reducere sine udgifter markant.
»Tænk hvor fordelagtigt det ville være at bo sammen.«
Når en mand begynder en samtale med ordet »fordelagtigt«, har kvinder på min alder lyst til at hive en lommeregner frem.
»I hvilken forstand?«
»Eet køleskab. Én internetforbindelse. Én forbrugsudgift.«
»Fordelagtigt for hvem?«
»For os.«
Jeg smilede.
»Mikkel, hvor bor du i dag?«
»I en lejet lejlighed.«
»Og jeg?«
»I din egen.«
Her blev regnestykket pludselig meget interessant.
»Så du vil holde op med at betale husleje, flytte ind hos mig, mindske dine udgifter og være lykkelig?«
»Ja, netop.«
»Og hvor er min fordel?«
Efter det spørgsmål blev manden tavs. I to minutter. Man kunne se, at der foregik en kompliceret tankeproces indeni. Så kompliceret, at jeg aldrig fik et svar.
Det sjoveste skete med Søren. Han var enogtres. En meget ordentlig mand. Meget dannet. Meget træt af ensomhed.
»Det er hårdt at være alene.«
Jeg nikkede forstående.
»Det er let for mig.«
Han blev helt forlegen.
Fordi mænd forventer en anden reaktion. De forventer medfølelse. Solidaritet. Fælles længsel efter en partner. Når en kvinde roligt meddeler, at hun har det godt alene, går systemet i stå.
Og her kommer vi til det afgørende spørgsmål, der irriterer så mange mænd.
Jeg har virkelig brug for en mand.
Men ikke til at vaske hans skjorter.
Ikke til at stryge hans bukser.
Ikke til at lave suppe om søndagen.
Ikke til at lede efter hans sokker under sofaen.
Ikke til at lytte til historier om, hvorfor han ikke selv kan bestille tid hos lægen.
Jeg har brug for en mand til samtaler. Til ture. Til gåture. Til teater. Til rejser. Til en god aften. Til nærhed. Til følelser. Til glæde. Men ikke til at få hans navn på min postkasse.
Mænd bliver meget fornærmede over sådan en holdning. Jeg er blevet kaldt egoist. Forkælet. Alt for selvstændig. De siger, jeg ikke kan opbygge forhold. Men mærkeligt nok har ingen kunnet forklare, hvorfor forhold nødvendigvis skal betyde ekstra arbejde for kvinden. Hvorfor manden får en ledsager, en samtalepartner, en elskerinde, en husbestyrerinde og en kok i én person, mens kvinden skal betragte selve hans tilstedeværelse som en belønning.
Indimellem har jeg følelsen af, at mange mænd bare ikke har opdaget, at verden er forandret. De lever stadig efter regler, der virkede for tredive år siden. Dengang var det faktisk lettere for en kvinde at sige ja til et ubekvemt ægteskab end at bo alene. I dag er det anderledes. Mange kvinder på min alder har arbejde, bolig, venner, børnene er voksne, lånene er betalt, livet er på plads. Og når en mand dukker op, opstår der et meget enkelt spørgsmål: Bliver mit liv bedre?
Hvis svaret er nej, hvorfor skulle jeg så?
Derfor siger jeg det ærligt. Jeg har brug for en mand til weekenderne. Til livet har jeg allerede indrettet mig alt for godt. Og ved I, hvad det mest utrolige er? Hver gang efter den sætning bliver mændene fornærmede. Selvom det, hvis man tænker over det, er det mest ærlige kompliment, man kan give et forhold. For jeg vil have et menneske ved min side, ikke fordi jeg ikke kan klare mig uden, men fordi jeg har det godt sammen med ham.
At bo sammen for at nogen får en gratis kok, rengøringsdame og administrator af sit eget liv? Undskyld mig. Den stilling lukkede jeg for femten år siden, og jeg har ikke tænkt mig at genåbne den.
Psykologens analyse: Efter de halvtreds befinder mange kvinder sig for første gang i en situation, hvor forhold ikke længere er en nødvendighed, men et valg. De har allerede bolig, indkomst, sociale netværk og erfaring fra tidligere ægteskaber. Derfor ændrer hovedspørgsmålet sig fra »hvordan undgår jeg at blive alene?« til »bliver mit liv bedre sammen med dette menneske?«.
Konflikten opstår, fordi en del mænd stadig opfatter samliv som en naturlig byttehandel: manden giver sin tilstedeværelse, kvinden giver omsorg og husholdning. Men moderne kvinder vurderer i stigende grad de reelle fordele og omkostninger. Hvis forholdet kræver flere ressourcer, end det bringer glæde, falder motivationen til at bo sammen drastisk.
Hovedkonklusionen er enkel: Modne forhold bygges i dag oftere på gensidig komfort end på gensidig nød. Og hvis den ene part får bekvemmelighed, mens den anden får ekstra byrder, holder et sådant forhold sjældent i længden.
