Så skulle vi nok bare have et skab fra vores væg, drømmende sagde Margrethe Andersen, mens hun gik rundt i stuen med øjnene. Vi skal bare fjerne lænestolen, den er jo altid ubehagelig. Eller hvad skal du gøre med den, Kirstine?
Kirstine blinkede. Det gik op for hende, at denne dame ikke var en indretningsarkitekt fra tv, men hendes svigermor. Og at her betød netop hendes egen lejlighed den lejlighed, hun selv havde købt med sine egne penge. Efter 28 år med freelancearbejde, utallige projekter, sparede på kaffen og på sig selv.
Måske skal jeg bare sætte den på hovedet, svare hun langsomt og rejser sig fra sofaen. Jeg forstod det ikke. Flytter I?
Jo, vi diskuterer bare, svarede Margrethe med et smil, der indeholdt mere sejr end varme. Jeg og min far Henrik har bare kigget på den. Hvad så? En rummelig lejlighed med designerrenovering. Den vores lejemål er uhensigtsmæssigt, og Poul efter hans dumme ulykke har så mange gæld, at han ikke kan betale. Du forstår, familien er familien.
Ordet familie sagde svigermoren, som om Kirstine på ingen måde hørte til den kategori.
Du er jo en klog pige, Kirstine, du har din egen indkomst, du vil ikke gå på gaden. Vi er de gamle Hvor skal vi gå og rode rundt i andres lejligheder?
I er jo 65 år, udbrød Kirstine. Det er ikke engang pensioniststatus, det er aktivt langtidsliv. I løser krydsord, tager på sommerhus. Hvad har min lejlighed med det at gøre?
Margrethe klemte læben, knibe sine læber sammen og trak sit velkendte kort frem.
Jeg har jo jo jeg har jo fået dig en så god mand. Og hvis du vil have det på den måde, så var han ham, som støttede dig, da du gik fra hospital til hospital med din anæmi. Og nu, hvor hans bror er i knibe, vender du dig om?
Da hans bror ramte en stolpe med farens bil, med en fremmed kvinde på passagersædet, sagde Kirstine med anspændt stemme, så ringede ingen for at spørge, om vi skulle flytte ind hos jer, mens Poul forsøger at lappe sine moralske og økonomiske sår.
Kirstine, indbragte Henrik, som indtil da lå på køkkenet og foregav at være optaget af arbejde. Vi snakker bare. Forældrene gør ingen krav.
Kirstine gik mod døren og sagde stille:
Så længe I diskuterer, så lever jeg. I min egen lejlighed. Den I åbenbart vil gøre om til et kollegieværelse for den store martyr, Poul. Det går ikke.
Hun tænkte på at skrige, trak vejret ud og gik ind på soveværelset.
Henrik og Kirstine talte ikke sammen i tre dage. Det betød, at han kun dukkede op og sagde noget i stil med: Skal jeg hente noget fra butikken? Eller Har du glemt, at mor har fødselsdag på lørdag? Hun nikkede tavst eller lod som om hun ikke hørte. En klæbrig stilhed hængte i lejligheden, ikke den stille, men den, hvor hver væg gemmer på en lille surhed.
Lørdagen gik af stablen.
Kirstine, så Henrik ud af vinduet, som om han ville springe, Jeg ved, det er hårdt for dig. Men forældrene har ingen anden udvej. De har lånt på faren. Lejligheden er sat på salg. Om en måned står de på gaden. Og du
Hvad så?
Du er stærk. Du finder et sted at bo. Vi kan bo i en lejemål i et par måneder, og så finder vi en løsning.
Hun ville først smide en pande i ham, så kramme ham. I stedet spurgte hun bare:
Så jeg skal flytte ud af mit eget hjem, fordi dine forældre igen har fejlet med deres børn?
Det er ikke sådan, svarede Henrik. Vi har bare du har flere muligheder.
Jeg har flere hjerner. Jeg har ikke spredt dem ud i biler med andres koner, som din bror. Og jeg har ikke ladet min kone flytte ind uden godkendelse, grinede Kirstine ondskabsfuldt. Ved du, Henrik, vil du have et tip?
Hvordan?
Pak dine ting og smut med dem.
Henrik stod fast. For første gang i deres ægteskab stod han stille, uden ord. Og hun så i hans ansigt ikke en mand, men en skygge.
Jeg går ikke, sagde han. Det er også mit hjem.
Købt med mine penge.
Men vi er jo en familie, Kirstine. Er familie ikke også ofre?
Ofre er, når man bliver spurgt, ikke når man blot stilles over for fakta. Ved du, hvad der adskiller en offer og en tåbe? Offeret har et valg.
Hun råbte ikke. Hun græd ikke. Hun trak bare sin egen kuffert hans kuffert frem og stillede den i gangen.
Du kan gå hvor du vil. Leje en lille lejlighed, bo hos din mor, sove på brorens hoved. Men dette er mit hjem. Det forbliver mit. Du og din store mor med dit kommode kan glemme vejen hertil.
Henrik gik ud, uden sine ejendele, med øjne som en slået hund. På afsked sagde han:
Du vil fortryde det. Ingen lever alene for evigt.
Kirstine så ham gå og tænkte: Jeg er ikke alene. Jeg har mig selv. Men du ved ikke engang, hvem du er.
Om aftenen bankede der på døren. Kirstine åbnede, og på trappen stod Sofie.
Hvad er der med dig? spurgte vennen og gik ind med en arm omkring hende. Du sagde kun i sidste uge: Sofia, han er ikke så slemt. Og nu?
Kirstine hældte sig en glas vin.
Nu er han som sin mor. Med kommoden og planer for mit soveværelse.
Sofie lo hylende.
Du vidste, at hans mor er en furore. Hvorfor gik du så ind i det?
Han virkede fornuftig.
Fornuftig er nøgleordet. Kirstine, skal vi tage sydpå? Du har jo ferie nu tvungen ferie.
Jeg skal ingen vegne. Jeg bliver her, i min lejlighed, med et glas vin. Når hans kommode dukker op, smider jeg den ud af altanen. Fra tredje sal.
Sofie grinede, men blev stille.
Hvad hvis han kommer tilbage?
Kirstine stirrede på vinen, gik igennem ugen i hovedet.
Så køber jeg en boremaskine og sprænger låsen. Koden kender kun jeg.
Lørdag morgen, præcis klokken ti, da Kirstine lige havde sat kedlen på og ment sig klar til en mandfri dag, bankede der på døren igen.
En kurér fra PostNord, tænkte hun, og huskede på blenderen.
Hun åbnede, og gik i stå.
På trappen stod Margrethe Andersen med en kuffert. Bag hende stod Poul Henriks bror spinkel i træningsbukser, med et ansigt der sagde både lidelse og håb om en gratis tur. Ved siden af ham stod deres far, Jens Poulsen, kort, skaldet, med et pensionistlook, der havde været slidt ned siden 1987.
Godmorgen, sagde svigermoren, som om de havde aftalt te. Vi bliver ikke længe. Kun et par måneder, indtil lejligheden er solgt.
Kirstine sagde ingenting. Hun havde ingen ord.
Kirstine, brødrene sagde, at situationen er ikke i vores magt. Vi har aftalt med din svigermor, hun lader os ind, men der er renovering. Og Henrik sagde, du er okay med at vi bor her.
Henrik? spurgte Kirstine. Sagde han før eller efter jeg smed ham ud?
Har I skændtes? spurgte Margrethe mens hun gik ind. Vi vil bare finde en fredelig løsning. Kirstine, tag ikke fejl. Vi er vores eget folk.
Vores eget folk i en andens lejlighed, gik igennem hendes hoved.
Poul begyndte at slæbe sin kuffert ind. Den lugtede af cigaretter og et år gammel værkstedstank.
Poul, lad den ikke gå over dørtrinnet, skreg Margrethe. Det er en dårlig omen.
En omen er, når man får lov til at træde ind, ikke når man invaderer, sagde Kirstine lavt, men ingen hørte.
De gik ind, satte sig. Poul sank ned på sofaen, lagde benene på kaffebordet. Jens kiggede forsigtigt på altanen og spurgte:
Må man ryge her?
Man må være stille, svarede Kirstine. Og hurtigt gå.
Svigermoren satte sig i køkkenet, trak en glas syltede agurker frem, en pose grødbønner og bageforme.
Jeg har medbragt noget fra hjemmet, så I ikke skal bekymre jer. Vi skal bo sammen som mennesker. Jeg elsker orden. Og jeg har en let hånd. Alt vokser!
Er det kartofler i badeværelset? spurgte Kirstine. Eller en kaktus i gryden? Jeg husker.
Kirstine, drop sarkasmen. Alle har det svært nu. Men du og Henrik skal holde sammen. Jeg er en mor. Det betyder noget for mig.
Det betød noget, da I på søndag kom med borscht, selvom jeg bad jer holde jer væk. Det betød noget, da I foreslog, at jeg skulle skifte job, fordi lærere har sikkerhed. Det betød noget, da I pludselig stod i min lejlighed med kufferter. Det er invasion, Margrethe. Er du i krig med mig?
Poul grinte:
Kirstine, du ved vi har ingen steder at gå. Din bror sagde, du er forstående.
Din bror tog fejl. Du også.
Kirstine tog telefonen og ringede til Henrik. Han svarede på tredje ring.
Hej. Jeg kan ikke, møde.
Forstået. Møde. Jeg har din familie her med kufferter. Din bror, din mor, din far. Sagde du, at jeg er okay med det?
En lang stilhed. Som tyggegummi på en sko.
Jeg troede, I kunne blive enige. Du er ikke ond. Du har et stort hjerte
Ja, men nu er der et stort hul. Alt. Du er fri. Fra mig og fra den lejlighed. Held og lykke med det nye stedet. Glem ikke, at din mor har en let hånd især på hylderne.
Han lagde på.
Om aftenen vænnede Margrethe sig.
Kirstine, vi tænkte Må vi bo i soveværelset? Du kan så tage stuen?
Nej.
Så du er alene, men vi er tre.
Præcis. Tre til én er lige præcis, hvad jeg har ventet på hele livet. Men nej.
Du er for egoistisk, sagde svigermoren. En kvinde skal være blød.
En mand skal kunne bo selv, eller gifte sig med en kvinde med en lejlighed, som min mand.
Du er blevet for kræsen, råbte svigermoren. I din alder bor folk ikke alene.
I i jeres alder bor på andres regning. Sjovt, ikke?
Mandag morgen gik Kirstine på arbejde med kun én tanke: ryge dem alle ud, før det er for sent.
På kontoret stod vagtmester Nina Jensen foran hende.
Kirstine, en ung mand kom forbi og sagde, han var fra boligudvalget. Ville have dit nummer. Jeg sagde nej.
Hvilken udvalg?
Ingen anelse. Men han var pænt. Og havde en rygsæk. Og i rygsækken en plastikkommode! Kan du forestille dig?
Kirstine forstod først senere. En kommode. Plastik. Margrethe. Det var et tegn.
Den aften gik hun ned til lejligheden og bankede på døren til den evigt utilfredse pensionist, Olga Pedersen.
Olga, jeg har en lille anmodning. Hvis I hører skrig, larm eller duft af borscht, så ring til politiet. Jeg har invasion.
Invasion?
Familien fra min eksmand. De vil bo her.
Døren, knurrer hun. Jeg hjælper.
Næste morgen beløvede Kirstine politiet.
Hej, sagde betjenten med et træt look, som om han var en vagt på en parkeringsplads. Der er en anmeldelse om, at du ulovligt bor i lejligheden.
Hvordan kan det være ulovligt? råbte svigermoren.
Er du ejer? spurgte han og så på papirerne.
Nej men det er min svigerdatter!
Så er du en ekssvigerdatter. Her er dokumenterne.
Margrethe gik helt hvid. Poul gemte sig i badet. Jens hostede. Betjenten nikkede.
I har en time til at pakke. Eller vi registrerer jer som boligsabotage.
Efter halvanden time gik de stille ud, uden farvel.
Margrethe sagde som afsked:
Du vil en dag forstå, hvor ensom du bliver.
Kirstine lukkede døren, satte sig på gulvet og lo.
Alene betyder at leve med dem, der ikke hører dig. Nu var der kun stilhed, og kedHun slog et smil på læben, lagde den lille plastikkommode på hylden og tænkte, at selvom huset nu var tomt, havde hun endelig plads til både stilhed og sin egen uendelige selvironi.
