Jeg er svigerdatter: helt almindelig, arbejder fuld tid, uden krone på hovedet. Min mand og jeg bor i vores egen lejlighed i en forstad til København, som vi selv betaler for boliglån, el, vand, varme og arbejde fra morgen til aften.
Min svigermor, Inge, bor på en lille gård i et fynsk landsbyområde, sammen med min svigermorsvigermor, Birte. Det ville være i orden, hvis de bare holdt sig på deres egen jord, men de besluttede, at vores lejlighed skal være deres weekendferie. I starten lød det sødt:
Vi smutter forbi jer på lørdag.
Ja, kun kort tid.
Vi er jo familie.
Ja, kun kort tid betyder natten over; smutter betyder med taskerne fulde af tomme gryder og øjne, der venter på et koldt måltid.
Hver weekend gentager sig det samme: Jeg kommer hjem fra jobbet, løber fra butik til butik, laver mad, vasker, dækker bordet, smiler, og så står jeg i midnat med opvasken og ryddning. Inge sidder og kommenterer:
Hvorfor er salaten uden majs?
Jeg kan godt lide en kraftigere suppe.
Sådan gør man ikke i vores landsby.
Birte lægger til:
Åh, jeg er så træt af den lange køretur.
Hvor er desserten?
Der er aldrig et tak eller et måske jeg kan hjælpe.
En dag holder jeg ikke længere ud og siger til min mand:
Jeg er ikke en husholderske, og jeg vil ikke skulle servicere din familie hver weekend.
Måske burde vi gøre noget ved det.
Så får jeg en idé.
Næste gang Inge ringer:
Vi kører forbi jer på lørdag.
Åh, vi har allerede planer i weekenden, svarer jeg roligt.
Hvilke planer?
De er mine.
Og ved I hvad? Vi tager faktisk afsted, men ikke til jer men til Inge. Lørdag morgen står vi på hendes gårdsplads. Inge åbner døren og fryser.
Hvad i alverden?!
Vi er jo på besøg. Kun kort tid.
Du burde have givet besked, jeg har ikke lavet noget! Ved du, hvor mange penge det koster at tage imod gæster?!
Jeg kigger på hende og siger roligt:
Sådan lever jeg jo hver weekend.
Så du vil lære mig en lektie?! Hvor dristig!
Skralden af råb får nabokvarteret til at stirre, og vi skynder os hjem.
Og ved I, hvad der er mest overraskende? Siden da har der ikke været et eneste uindkaldt besøg. Ingen vi smutter forbi og ingen weekender på mit køkken. Nogle gange skal du bare vise folk, hvordan det føles at stå i dine sko for at blive hørt.
Mener I, jeg har handlet rigtigt? Hvad ville I gjort i min situation?
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier, så skriv en kommentar og husk at like. Det giver os energi til at skrive videre!
