En morgen vækkede Søren sin kone Ulla med en blød hvisken i øret:
Godmorgen, Lærke.
Hun svarede med et søvnigt grin og fortsatte med at ligge under dynen, mens kulden krøb ind i hende. Ulla åbnede øjnene med en klump i maven, bange for at røre sig. Hvorfor havde hun pludselig følt sig så kold? Havde noget gået galt, selvom alt ellers syntes normalt?
Søren gned sig i øjnene, gabte og sagde:
Ulla, du er så kold, jeg kan næsten ikke sove længere. Alt er i orden, vel? Det er sommer, men du fryser under dynen. Jeg laver straks en kop te.
Han gik i køkkenet og fløjtede en munter melodi, mens han vandede te. Ulla lå lidt længere, rejste sig langsomt, gik på badeværelset med ben som bly og et hvidt sus i hovedet. Måske var en kop te præcis, hvad hun behøvede.
Søren bad om en pandekage. Ulla så på ham med et mørkt blik.
Du kaldte mig Lærke i morges.
Hvad, skat?
Søren, lad være med at spille fjols. Du kaldte mig Lærke.
Det må du have drømt, Ulla. Lærke, Lærke det kan bare have været en søvnforvirring. Er du så kold, fordi du er så sur? Åh kvinder, du er din egen fjende. Jeg går i gang med arbejdet på tom mave.
Ulla gik rundt i huset, prøvede at samle sig, vandede blomsterne, stegte pandekager, tog en hurtig påklædning og kørte til Søren på hans klinik. Måske havde hun virkelig bare hørt forkert: Lærke eller Ulla det var kun navne.
I receptionen mødte hun en ny sekretær, en ung kvinde med røde krøller og en selvsikker holdning.
Søren Jensen er optaget i dag, men jeg kan booke dig til næste uge.
Ulla udbrød pludseligt:
Bedre at du skriver mig ind til ham selv, du har jo brug for det!
Undskyld? sekretærens store øjne blev forvirrede. Hvem er du?
Jeg er Ulla Hansen, Søren Jensens kone. Gå væk, der er nok af folk her.
Da lyden fra højtalerne brød ud, lød Søren:
Lærke, kan du hente en kop kaffe?
Ulla grinede stille.
Så gør du det, og jeg kommer med din pandekage.
Søren kom ind i sit kontor med en bakke, men i stedet for kaffe mødte han en bunke papirer.
Jeg har fået et skilsmissebrev i posten. God appetit.
Ulla blev rød i ansigtet.
Hvad i alverden foregår der? råbte han. Som en heks på kosteskaftet!
Hej, du har din sekretær i receptionen med de vilde røde lokker. Hvorfor er hendes hår så rodede? Du er en respektabel tandlæge, men denne sekretær er alt for prangende, Søren.
Ulla afbrød:
Stop, jeg kan ikke holde flere udbrud. Jeg holder mig væk fra det hele. Jeg flytter til min fars gamle hus på landet for at finde ro.
Søren sukkede:
Jeg tager en uge på sommerhuset. Når du har kølet af, kan du ringe.
Ulla sagde, at hun ikke ville tolerere utroskab igen. Hun ville vide, hvorfor det gik så galt. Søren trak vejret tungt, tog en tår kaffe og sagde:
Vores sekretær, Lærke, blev ansat på anbefaling af min tidligere kollega. Jeg havde ikke tænkt mig, at hun skulle blive hos os længere.
Udda var forvirret:
Hvorfor har du ikke fortalt mig det? Jeg har altid haft ret til at vide.
Jeg forventede ikke, at Lærke ville blive så langvarig. Hun er dygtig på arbejdet.
Der fulgte en hård diskussion om separation, flytning og gamle familierødder. Ulla boede i det gamle bindingsværkshus, som hun havde arvet fra sine forældre. Det var fyldt med minder, men også med fugtig lugt og knirkende gulve.
Vennen Anne, som boede i nærheden, kom på besøg:
Du kan ikke blive her, Ulla. Sælg huset, få et lån og flyt tilbage til lejligheden.
Ulla åbnede vinduerne og mærkede duften af græs og barndom.
Det vil tage arbejde, men jeg kan klare det, sagde hun.
Anne foreslog, at hun kunne bo i hendes teenageværelse indtil efteråret. Ulla afviste:
Det er min plads, ikke din.
Ulla besluttede at hyre et firma til at ryddet og rive græsset. Hun havde sparet lidt op fra de fem år, hun levede på Sørens løn, som han betragtede som en sjovhed.
Et par dage senere hørte hun et højt skrig ved døren en svin lyde, men ingen lugt af hjemmebag. En nabo kaldte:
Undskyld, jeg har fundet en lille gris, han hedder Hektor. Kan jeg tage ham med dig?
Ulla gik ud i græsset, hvor en sort lille svin kom snigende frem fra buskene.
Er han din? spurgte hun.
Naboen svarede:
Nej, han er min ven. Jeg har ledt efter ham i hele området.
Ulla blev forvirret, men accepterede at tage Hektor med ind, mens hun tænkte på sit eget kaos. Naboen fortsatte:
Jeg vil gerne have din hjælp til at grave et nyt brønd, men jeg har ingen brønd her.
Senere den nat hørte Ulla en hunds klagende skrig. Hun gik ud på verandaen og så en sølvsort hvalp. Naboen kom frem, iført pyjamas som hende.
Hvad hedder den? spurgte han.
Ulla foreslog:
Lad os kalde ham Arne.
Jeg hedder også Arne lad os ikke give den samme navn, grinede han.
Ulla sagde:
Så kal dem Hektor og Chuk.
Den aften hørte hun sin mand råbe fra kontoret:
Hvem er du? han råbte, men hun kunne kun se en silhuet i mørket.
Ulla stod over for en beslutning: blive i det gamle hus uden vand og toilet på gaden, eller flytte et stykke væk. Hun tænkte på, hvad hendes mor altid sagde: Man må ikke lade andre definere ens værdi.
Efter en hård kamp med bygningslovgivning, manglende vand og en række mærkelige naboer, indså Ulla, at hun havde mere styrke, end hun troede. Hun solgte huset, købte en lille lejlighed i København og begyndte på ny.
Søren flyttede til et nyt moderne hjem, men huskede altid den dag, hvor et navn Lærke havde rystet deres ægteskab.
**Livsvisdom:** Når man lytter på sit hjerte i stedet for forvirrende navne og andres forventninger, finder man vejen til ægte ro og selvrespekt.
