Igen kom mor med sin medbeboer og endnu en mand. De var allerede let berusede, så Freja krøb ind i et hjørne bag natbordet.
Hvor kan jeg gemme mig? Udenfor har sneen lagt sig som et hvidt tæppe. Alt ved mig giver kold luft. Til sommer er jeg 9. klasse færdig, så flytter jeg til byen og starter på læreruddannelsen. Selvom kollegiet kun er ti kilometer væk, vil jeg bo på kollegieværelset.
Moren og gæsterne slog sig ned ved køkkenbordet. En boblende lyd fyldte rummet, da de hældte en væske i glas, og duften af røget pølse steg. Freja slugte sit spyt uden at tænke.
Vent, du! lød en stemme fra moren.
Hvad? spurgte hun, mens hun så på dem.
I er to
Det er første gang, vi er to sammen sagde Mikkel, morens medbeboer, med en trykkende latter.
Et lille glas knuste på gulvet, en raslen, en hvæsende lyd. Freja pressede sig hårdere ind i hjørnet. Pludselig stilnede al larm.
Hør nu, Mikkel, hun sover råbte en anden stemme.
Jeg sagde, at hun var en god pige, men jeg får noget på mig af hende
Hør, hun har en datter
En datter?
Freja, hun er stor nu. Måske gemmer hun sig et sted i værelset.
Kom hende herned lød en glad stemme fra Mikkel.
Freja, hvor er du? gik medbeboeren ind i stuen, så Freja og gav et ubehageligt smil. Kom, sæt dig med os!
Jeg har det fint her.
Hvorfor er du så genert? forsøgte Mikkel at omfavne pigen.
Freja greb en vase på natbordet og smed den over medbeboerens hoved. Et skrig af knust glas lød, og hun flygtede ud af rummet.
Hold fast på hende! råbte Mikkel.
Men Freja var allerede ved døren. Der var ingen sko at tage på, så i sine sokker, gamle shorts og Tshirt sprang hun ud på gaden.
Bag hende kom mændene løbende. Gaderne i landsbyen lå øde. Hvor skulle hun løbe i mørket og sneen? Bag hende lød skrig, og fra en enorm bygning, som hun løb forbi, kom et hyl. Så en stemme råbte efter en hund.
Freja bankede på porten. En fyr på omkring fyrre år åbnede døren.
Hjælp! hviskede Freja, med bønfulde øjne.
Kom ind! greb han hendes hånd og lukkede døren.
Oskar, hvem er der? gik en kvinde ud på verandaen.
Det er hende, nikkede værten. Der er mænd, der følger efter.
Kom hurtigt ind! greb kvinden Freja i armen. Så kan du fortælle alt.
Freja, kom ud med ro! råbte Mikkel.
Oskar, lad være! skreg husets ejer. Gå ind!
Udenfor lød flere råb, og fra gården hylede en hund.
Vi må ringe til politiet sagde kvinden og trak sin telefon frem.
Freja, lad mig ordne det selv. De er vel bare lokale.
Hvordan skal du klare dem?
På en god måde. Berolig pigen!
Værten tog en pose, gik til køleskabet, lagde en flaske og et stykke pølse i den.
Han kæled hunden i gården og gik sammen med hende ud i natten. Mikkel stormede ind:
Giv mig Freja!
Tag hende og løb!
Han åbnede posen, smilede og nikkede til sin ven.
Lad os gå, Mikkel!
***
Jeg hedder Polina Sørensen sagde kvinden, mens hun satte kedlen på komfuret. Sæt dig, fortæl, hvad der er sket.
Jeg hedder Freja begyndte pigen, mens hun knirkede med tænderne. Jeg har boet her på gaden siden jeg var lille.
Er du Kiras datter?
Ja.
Selvom vi lige er flyttet hertil, har vi hørt om din mor.
Freja sænkede hovedet og begyndte at græde.
Slap af, græd ikke! sagde kvinden, og lagde let arm om hende. Freja krammede hende og græd endnu højere.
Sådan, sådan! Nu skal vi drikke te.
Værten trådte ind:
Alt i orden.
Hvad skal vi gøre med denne skønhed? nikkede Polina til pigen og smilede pludselig.
Vi snakker om det i morgen. Lad os nu drikke te og tage hende i bad.
Vil du have noget at spise? spurgte Polina, mens hun stillede en kop te foran Freja. Jeg ser, du er sulten.
På bordet dukkede smørrebrød og rester af kage op.
Spis, spis! sagde værten og så på, hvordan Freja stirrede på maden.
De spurgte hende ikke mere, for de så, at hun var for flov.
Da aftensmaden var færdig, ledte Polina hende til badeværelset:
Vask dig og tag denne morgenkåbe på!
***
Freja ønskede kun én ting: at blive i huset, så hun ikke skulle smides ud i kulden. Det var dejligt at ligge i det varme bad, mens sneen stadig hvirvlede udenfor. Men snart måtte hun stå op; værterne ventede.
Hun gik ud. Mand og kone sad på sofaen. Freja gav et skyldbetonet smil:
Tak!
Sådan er det, Freja begyndte værtsens kone. Jeg forstår, at ingen vil lede efter dig længere. Du har ingen lyst til at vende hjem.
Freja sænkede blikket.
I morgen skal vi tidligt afsted
Jeg forstår, Freja sænkede hovedet endnu dybere.
Du bliver alene. Luk ikke døren! Vores hund Jack lader ikke nogen ind. Forstået?
Ja! råbte hun, uden at kunne holde sine følelser tilbage.
Du kan lave borscht, mens vi er væk, grinede Oskar Romannsen. Kan du?
Ja, jeg kan, svarede Freja hastigt, stadig bange for at blive smidt ud. Jeg kan lave mad og rydde.
Ryd, hvis du har tid, sagde Polina.
***
Hun vågnede sammen med værterne. Ligger stille i sengen, bange for at blive smidt ud igen. Pludselig brølede en bil i gården. Efter et stykke tid blev det stille igen.
Hun stod op, vaskede sig. I køkkenet stod kedlen på, på bordet lå brød, pølse og ost. På køkkenbordet lå svinekød.
Hun spiste, ryddede bordet, tørrede overskydende mad af, og vaskede gulvet.
I gangen så hun en støvsuger, tændte den og begyndte at suge.
Da hun lige skulle slukke den, lød en stemme bag hende:
Hvad betyder alt dette? sagde en høj, smuk dreng på omkring atten år, med brune øjne fulde af nysgerrighed.
Jeg gør rent, mumlede Freja. Hvem er du?
Øh drengen rystede på hovedet og trak en telefon frem fra lommen:
Mor, jeg er hjemme. Hvem er det?
Dreng, lad hende bo lidt hos os.
Hvad vil du?
Han lukkede telefonen, så på Freja fra top til tå, og gik tilbage mod køkkenet.
Skal jeg lave dig te? spurgte pigen.
Jeg klarer mig selv.
***
Freja fortsatte med støvsugeren, børstede støvet og lyttede til hver raslen fra køkkenet.
Drengen spiste morgenmad, gik ind på badeværelset,
kom ud fra det uden tøj og duftede af lotion.
Hey, ejer, giv mig en flaske mere! råbte en stemme fra gaden.
Hvad er det nu? drengen gik hen til vinduet.
Åbn ikke for dem! skreg Freja panisk.
Han så på hende, smilede og gik mod udgangen.
Freja løb mod vinduet. Ved hegnet stod Mikkel med sin ven og råbte noget. Freja fik kuldegysninger.
Sønnen af værterne kom ud, og drengene løb efter ham. Pludselig faldt de begge i sneen, som om de faldt samtidigt.
Drengen bøjede sig over dem, sagde noget, de rejste sig med hovedene nedsænkede og gik mod huset, hvor Frejas mor boede.
***
Drengen kom tilbage, så på den frosne Freja og gik hen:
Er du bange?
Uden at kunne styre sine bevægelser, kiggede hun ind i hans bryst og brød ud i gråd.
Hvad hedder du? spurgte han pludselig.
Freja.
Jeg er Rasmus. Græd ikke. De kommer ikke igen.
Rasmus gik op på sit værelse og kom ikke ned før aftenen. Freja lavede borscht, satte sig ved bordet og tænkte.
Selv om hun gerne ville blive hos de venlige folk, vidste hun, at hun havde overskredet grænsen for høflighed.
Værterne kom tilbage. Polina rystede på hovedet over den ryddelige stue. Oskar bedømte borschten med et tilfreds nik.
Jeg tror, jeg skal hjemad, sagde Freja tungt. Tak for alt.
Freja, bliv et par dage mere!
Tak, Polina! Jeg må hjem, gentog hun.
Hun gik mod døren og standsede. Siden gårsdagen gik hun rundt i huset i en fremmed morgenkåbe og fremmede sko.
Kom! greb værtsens kone hende i skulderen og førte hende ind i stuen.
Hun åbnede et skab, så længe på tøjet, trak et par jeans, en sweater og en varm sportjakke frem.
Tag dem på! Vi er næsten lige høje.
I behøver ikke
Du skal ikke gå nøgen hjem. Tag det på! sagde Polina.
Freja tog tøjet på, kastede et blik i spejlet. Hun havde aldrig haft så pæne klæder.
I gangen fik hun sat en hue på og vinterstøvler på.
Freja, tag det med velbehag!
Tak, Polina!
***
Livet gik videre i en ny rytme. Moren fik et job på en gård. Medbeboeren forsvandt med sin ven et sted i landet.
Foråret kom. En dag sad Freja ved sine bøger, da der bankede på døren. Hun kiggede ud og så Rasmus ved hegnet. Han nikkede, som om han sagde: kom ud!
Hun stod ikke, hun fløj ud.
Hej! smilede Rasmus.
Hej!
Mor kaldte på dig.
***
Hun trådte ind i huset, hvor hun havde haft den lykkelige dag.
Hej, Freja! mødte værtsens kone hende på døren og omfavnede hende.
Hej, Polina!
Kom ind! Lad os drikke te!
Polina satte hende ned, hældte te op og satte sig selv ved bordet.
Jeg har en lille opgave til dig. Min mand og jeg flyver til Tyrkiet i en måned, sagde hun med et drømmende smil. Sønnen er sjældent hjemme. Kunne du passe på huset? Jack, hunden, og katten, Misser, skal også fodres. Der er mange planter, der skal vandes.
Selvfølgelig, Polina!
Så er det godt, rakte hun ud med en pose penge. Tyve tusind kroner.
Hvorfor? spurgte Freja.
Tag dem! Vi kan ikke blive fattige. Gå, så viser jeg dig alt.
Freja gik omhyggeligt rundt i huset, lærte, hvor de mange blomsterpotter stod, hvor hundens foder var, og hvor kødet til hunden lå. Så råbte Polina:
Rasmus! drengen kom løbende ud af sit værelse. Præsentér Freja for Jack!
Kom! lagde drengen sin hånd let på Frejas skulder.
De gik ud i gården, befriede Jack fra sit reb og gik en tur.
Hele vejen fortalte Rasmus om sine studier, om karate og om familiens forretning med sin far.
Freja tænkte på noget helt andet. Hun så klart, at afstanden mellem hende og Rasmus var lige så stor som mellem hendes mor og Ruslands forældre. De var gode mennesker, men dette var ingen askepost; det var livet.
«Om to måneder har jeg eksamen på kollegiet. Jeg vil bestå. Jeg vil studere, arbejde, dreje rundt i livet og blive en voksen. Jeg vil gifte mig, men ikke med den smukke fyr. Han er en dejlig dreng, men han er ikke min!
Jeg er taknemmelig for tøjet og de tyve tusind kroner, Polina har givet mig. Det giver mig mindst et par uger i byen.»
En indre stemme fortalte hende, at hendes barske barndom nu var forbi. En ny voksen tid begyndte, sværere, men kun hun selv kunne forme den.
De nåede frem til sommerhuset. Freja klappede Jack på halsen, smilede til Rasmus og gik hjemad. I morgen starter hun sit job i huset. Kun arbejde og intet andet!
