Da Freja til sit indflytningspresent fik en helt sort britisk kat, sad hun et øjeblik helt målløs.
Den beskedne, renoverbare etværelseslejlighed i en forstad til København, som hun knap nok havde sparet op til, var stadig tom. Der var andre ting, der krævede hendes opmærksomhed.
Så kom kattungen. Da chokken havde lagt sig, kiggede hun ind i de ravgulde øjne på den lille, sukkede, smilede og spurgte den, der havde givet hende gæsten:
Er det en hane eller en høne?
En hane!
Okay, du bliver Bent, sagde hun til killingen.
Den åbnede sin lille mund og mjavede blidt.
*****
Det viste sig, at britiske katte er helt tilpas. Nu er det tredje år, som Freja og Bent lever i fuld harmoni. Under deres fælles liv har hun opdaget, at Bent har en rørende sjæl og et stort hjerte.
Han hilser altid på hende, når hun kommer hjem fra arbejde, varmer hende i drømmene, ser film ved siden af hende, krøller sig omkring hendes ben og svinger med halen, mens hun gør rent.
Liv med en kat er blevet farverigt. Det er skønt, når nogen venter på dig hjemme, så du både kan grine og sukke sammen med dem. Og vigtigst af alt forstår de dig på et enkelt ord.
Det skulle bare være at leve og nyde, men
På det seneste har Freja mærket smerter i højre side. Først tænkte hun, at hun bare havde strakt sig forkert eller belastet en muskel, så kom hun til at skyde skylden på fed mad. Da smerterne blev værre, gik hun til lægen.
Da lægen gav diagnosen og fortalte, hvad der ventede, brød Freja ud i tårer hele aftenen, mens hun gravede sig ind i puddet. Bent, som mærkede hendes uro, krøb stille ved siden af og forsøgte at berolige hende med sine blide spinden.
Uden at bemærke det faldt Freja i søvn til Bents spinden. Om morgenen, efter at have accepteret sin situation, besluttede hun at holde sygdommen hemmelig for sine nærmeste hun ville slippe af med de medfølende blikke og de ubehagelige forsøg på at hjælpe.
Hun holdt fast i et lille håb om, at lægerne kunne klare hendes lidelse. De foreslog et behandlingsforløb, som kunne forbedre hendes tilstand.
Spørgsmålet om, hvor katten skulle bo, kom på banen. I sit hjerte, mens hun accepterede, at hendes sygdom måske kunne ende tragisk, besluttede hun at finde et nyt hjem til Bent og gode ejere.
Hun lagde en annonce på nettet, hvor hun skrev, at hun gav den racerede kat væk til gode hænder.
Den første, der ringede, spurgte om årsagen til, at hun ville give den voksne kat væk. Freja, uden helt at forstå sig selv, sagde, at hun under graviditeten havde fået en allergi over for kattehår.
Tre dage senere var Bent i en transportkasse med alt sit tilbehør på vej til de nye ejere, og Freja lå på hospitalet.
To dage senere ringede hun til de nye ejere for at høre, hvordan Bent havde det. De undskyldte hundredvis gange og fortalte, at katten var løbet væk den samme aften, og de ikke kunne finde ham.
Det første hun tænkte, var at flygte fra hospitalet og gå efter katten. Hun bad endda den vagtende sygeplejerske om at få lov til at gå ud, men sygeplejersken skarpt beordrede hende tilbage på afsnittet.
Kammeratsengen i afsnittet, der så den unge kvindes uro, spurgte: Hvad er der sket? Freja, i tårer, fortalte alt.
Vent lidt med at sørge, pige, sagde den spinkle, ældre dame, i morgen kommer en god ven fra Århus. Jeg har også en dårlig diagnose, min søn er forretningsmand og vil flytte mig til en anden klinik, men jeg har sagt nej. Jeg vil bede den ven at kigge på dig også, så du ser, at det ikke er så slemt, sagde hun, mens hun blidt klappede Freja på skulderen.
*****
Da Bent slap ud af transportkassen, opdagede han, at han var i et fremmed hus. En helt ukendt person rakte hånden frem for at puste ham.
Benten kunne ikke holde det ud, slog med poten i hånden og sprang ind i et mørkt hjørne.
Peter, lad være med at røre ham endnu, lad ham vænne sig til det, hørte Bent en blød kvindestemme, men det var ikke hans nye ejer.
Bents hjerte hamrede dunkelt, tankerne fløj, sjælen gjorde ondt. Hvorfor havde hans ejer givet ham væk til fremmede? Hvorfor havde hun forladt ham?
De ravgule øjne flakkede rundt i rummet. Et åbent vindue så de. Med et sort flæk fløj Bent gennem det og landede udenfor!
Heldigvis var det kun anden sal, og under vinduet lå en velplejet græsplæne. Fra den startede Bents vej hjem igen.
*****
Den gode ven viste sig som den venlige Maria, en kvinde i starten af fyrreårene. Hun introducerede sig som Maria Pedersen, gik grundigt igennem behandlingsplanen og foreslog, at Freja lå på en sofa og lagde sig på venstre side.
Hun stillede mange spørgsmål om, hvor det gjorde ondt, hvor smerterne var, og så på skemaet igen. Så gik de i gang med de nødvendige undersøgelser på det medicinske udstyr.
Freja havde ikke store forventninger til resultatet. Hun gik tilbage til sin seng, hvor hendes kammerat lå.
Så, hvad sagde de, pige? spurgte hun.
Ikke meget endnu, de sagde, de kommer tilbage senere.
Forstået. Jeg har også fået en trist diagnose, svarede Maria, og så sagde hun: Jeg er ked af det, og tak for alt, du har gjort.
En halvtimes tid senere kom Maria tilbage med flere læger.
Freja, jeg har gode nyheder. Din sygdom kan behandles, jeg har lavet et forløb, du skal hvile i to uger, så bliver du rask, sagde hun med et smil.
Da lægerne gik, sagde kammeraten: Det er dejligt. Jeg er glad for, at jeg nåede at gøre en god gerning, inden jeg gik. Vær lykkelig, pige.
*****
Bent havde ingen klar stjerne at følge, men han vidste, at han måtte finde hjem på sin katteinstinkt. Vejen gennem hårde gader til stjernerne var fuld af farlige eventyr og morsomme øjeblikke.
Uden at kende gaderne, blev den noble britiske kat på én dag til en vild jæger med skarpe instinkter.
Han undveg støjende gader og veje, sprang, krøb og fløj over jorden (så tænkte han, da han flygtede fra hunde), og løftede sig på træer på vej mod sit mål.
I en stille lille gård, hvor han endte, mødte han en erfaren gadekat. Den genkendte Bent med det samme, mjavede højt og gik efter ham. Bent, som var blevet til en rasende bandit, trak sig ikke tilbage.
Kampen varede kun kort. Den lokale katteboss gemte sig beskæmmet i buskene og efterlod et let revet øre som minde.
Det var selvfølgelig sådan. Bossen ville bare vise, hvem der var chefen. Bent fortsatte mod hjemmet, intet kunne stoppe ham.
På hjemvejen huskede Bent sine fjerne forfædre og lærte at sove i træer, hvor grenene gav et godt hvilested.
Ja, det er pinligt, men Bent lærte også at spise fra affald og stjæle mad fra andre gårdskatte, som de velstående beboere smed ud.
En dag stødte han på en flok gadehunde. De jagtede ham op på et svagt træ, gøede og skubbede med poterne. Folk, der var tiltrukket af larmen, jagede hundene væk. En kvinde besluttede at tage Bent med hjem, lokkede ham med en lækker pølse.
Sult og frygt gjorde, at Bent gik i hendes favn, lod sig blive kælet og løftet op. Men
Efter at have slappet af i varmen og roen, huskede Bent, hvor han skulle hen, sprang han ud af døren og gled ind i trappeåbningen, som netop var åben, og fortsatte sin vej hjem.
*****
Da Freja blev udskrevet fra hospitalet, kørte hun hjem. De ord fra den venlige dame, der ønskede hende lykke, gik stadig i hendes hoved. Naturligvis var hun lettet over, at diagnosen ikke blev bekræftet, og hun følte sig sund.
Men hendes hjerte smerte, smerte for Bent. Hun kunne ikke forestille sig at komme ind i den tomme lejlighed uden nogen, der ville møde hende.
Lige så hun gik ind i sin lejlighed, ringede hun til dem, der havde overtaget Bent, og bad om den præcise adresse. Da hun ankom, fandt hun ud af, hvordan Bent var løbet væk, og besluttede at følge hans spor.
De sagde, at det var umuligt, at to uger var gået, at en indendørs kat nok ikke overlevede på gaden, men hun ville ikke tro på det.
Freja gik til fods, kiggede i hver gård, hver lille plads, hver garage. Hun prøvede at tænke som en kat, der aldrig var på gaden, kaldte på Bent, så ind i mørket under kælderens vinduer.
Da hun nærmede sig et hus, så hun, at Bent var væk sporløst. Det virkede umuligt, at han, som ikke kendte byen, kunne nå så langt på to timers gåtur.
Hun gik ind i sin egen gård, tårene trillede, hjertet var tungt. Gennem tågen i hendes øjne så hun, at en sort kat kom gående på fortovet fra den anden side.
En sort kat, tænkte hun. Hun stoppede, så på den, og indså. Med et råb: Bent! løb hun frem.
Katten sprang ikke efter hende, den havde ingen styrke længere, sank ned og, med et lykkeligt blink, mjavede svagt: Endelig hjemme!
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier, så smid en kommentar og husk at like. Det giver os energi til at skrive videre.
