Jeg husker, hvordan jeg som fjortenårig gik gennem livet med følelsen af, at hele verden stod imod mig nærmere sagt, ingen ville forstå mig.
Den der ballademager igen! mumlede tanteLærke fra tredje etage, mens hun hastigt skiftede side af gården. Kun én mor til at opdrage en dreng. Sådan ser resultatet ud!
Mikkel gik forbi med hænderne gliddende ned i lommerne på sine slidte jeans, som om han ikke hørte. Men han hørte.
Anne arbejdede igen sent ud på natten. På køkkenbordet lå et lille stykke papir: Kødboller i køleskabet, varm dem op. Der var stilhed. Altid stilhed.
Det var netop efter skole, hvor lærerne endnu en gang havde holdt en samtale om hans opførsel, at han gik derned. Han forstod, at han var blevet et problem for alle. Han forstod men hvad gav det?
Hey, dreng! råbte onkelViggo fra første sal. Har du set den lamme hund her omkring? Den må vi have væk.
Mikkel stoppede, så nærmere efter.
Ved skraldespandene lå faktisk en hund. Ikke en hvalp, men en voksen, rødbrun med hvide pletter. Den lå stille, kun øjnene fulgte folkene. Kloge, triste øjne.
Hvem kan så passe den? Den er nok syg! fortsatte tanteLærke.
Mikkel gik tættere på. Hunden rørte sig ikke, kun halen vaklede svagt. På den bageste pote så han en revne, der blødte.
Hvad så? sagde onkelViggo irriteret. Tag en stok, smid den væk!
Der gik noget i Mikkel i stykker.
Prøv nu bare at røre ved den! skreg han pludselig, mens han kastede sig over hunden. Den gør ingen ondt!
OnkelViggo så overrasket ud. En beskytter, ser vi!
Mikkel satte sig ved siden af hunden, rakte forsigtigt ud. Den snusede til hans fingre og så med en let slurk på hans hånd.
Noget varmt bredte sig i hans bryst. For første gang i lang tid mærkede han venlighed rettet mod ham.
Kom, lad os gå sammen, hviskede han til den. Kom med mig.
Hjemme lavede Mikkel en lille seng af gamle jakker i et hjørne af sit værelse. Anne var på arbejde til sent, så ingen ville skælde ud eller smide ham ud.
Poten så forfærdelig ud. Mikkel gik på nettet, fandt artikler om førstehjælp til dyr, læste og slog hovedet sammen med de medicinske udtryk, men han gemte hvert eneste ord i hukommelsen.
Først skal den skylles med hydrogenperoxid, mumlede han, mens han rottede i medicinskabet. Så med jod på kanterne men pas på, så det ikke gør smerte.»
Hunden lå roligt, lagde den sårede pote på Mikkels skød og så ham taknemmeligt an første gang siden længe, at nogen så ham.
Hvad skal jeg kalde dig? bandt Mikkel forsigtigt den første bandage om poten. Du er rød, hvad med ‘Rødder’?
Hunden gøede lavmælt, som om den godkendte.
Om aftenen kom Anne hjem. Mikkel forberedte sig på en skænderi, men hun så stille på Rødder, strøg bandagen.
Gik du selv i gang med at bind dem? spurgte hun blidt.
Ja. Jeg fandt vejledningen på nettet.
Hvad vil du give ham at spise?
Jeg finder på noget.
Anne stod længe og så på sin søn, så på hunden, som nu slikkede hendes hånd.
Vi tager ham til dyrlægen i morgen, besluttede hun. Lad os se, hvad der kan gøres ved poten. Har du allerede et navn?
Rødder, svarede Mikkel.
For første gang i mange måneder var der ingen mur af misforståelser mellem dem.
Næste morgen stod Mikkel op en time tidligere end sædvanligt. Rødder forsøgte at rejse sig, men vredes af smerten.
Bliv liggende, beroligede drengen ham. Jeg henter vand, og du får noget at spise.
Der var intet hundefoder i køkkenet. Mikkel måtte give den sidste kødbolle, smadre den i mælk. Rødder spiste grådigt, men med måde, og slikkede hver eneste krumme.
I skolen gik Mikkel den første gang i lang tid uden at bryde sammen med lærerne. Alt han tænkte på, var Rødder gør han ondt? Keder han sig?
Du virker anderledes i dag, bemærkede klassens formand.
Mikkel trak bare på skuldrene. Han ville ikke fortælle; han frygtede latter.
Efter skole skyndte han hjem, ignorerede de misbilliggende blikke fra naboerne. Rødder mødte ham med et glad skrig han kunne næsten stå på tre ben.
Skal vi ud på gaden, kammerat? lavede Mikkel en snor om et stykke reb. Pas på poten, men lad os gå en tur.
I gården skete noget uventet. TanteLærke så dem og råbte næsten ud af forbløffelse:
Han har da nemlig trukket ham hjem! Mikkel, er du helt tosset?!
Mikkel svarede roligt: Hvad er der så galt? Jeg plejer ham. Han kommer snart på benene igen.
Plejer du ham?! kom nabokvinden ind. Hvor får du pengene til medicin? Stjæler du dem fra din mor?
Mikkel knyttede næverne, men holdt igen. Rødder lænede sig mod hans ben, som om han mærkede spændingen.
Jeg stjæler ikke. Jeg bruger mine egne sparepenge. Jeg har sparet op fra morgenmaden, sagde han stille.
OnkelViggo rystede på hovedet:
Dreng, du ved, hvad du har påtaget dig? Det er ingen legetøj. Den skal fodres, behandles og gå ture med.»
Hver dag begyndte nu med en gåtur. Rødder helbredte hurtigt, kunne løbe igen, selvom han stadig gik lidt skævt. Mikkel trænede ham i timer, tålmodigt.
Sidd! Flot! Giv pote! Sådan!
Naboerne så på fra afstand. Nogle rystede på hovedet, andre smilede. Mikkel så kun de trofaste øjne fra Rødder.
Han ændrede sig. Ikke på én gang, men trin for trin. Han holdt op med at råbe, hjalp til derhjemme, karaktererne steg. Han fik et mål og det var kun begyndelsen.
Tre uger senere indtraf det, Mikkel frygtede mest.
Han gik hjem med Rødder fra en aftenudflugt, da en flok gadehunde sprang frem fra bag garageportene. Fem eller seks hunde, sultne, med glødende øjne i natten. Lederen, en stor sort hund, brølede og gik forrest.
Rødder trådte instinktivt bag Mikkel. Poten gjorde stadig ondt, så han kunne ikke løbe hurtigt, og de andre mærkede hans svaghed.
Tilbage! råbte Mikkel, svingede snoren. Gå væk!
Flokken trak sig ikke tilbage. Den sorte leder knurrede højere, klar til at springe.
Et skrig lød fra oven. Det var tanteLærke, der råbte fra vinduet: Løb! Slip hunden!
OnkelViggo råbte: Du er bare en lort, dreng! Den kan ikke flygte!
Mikkel så på Rødder. Den rystede, men løb ikke væk. Den holdt sig fast ved hans ben, klar til at dele enhver skæbne.
Den sorte hund sprang først. Mikkel gik automatisk ind i en forsvarsholdning, men slaget ramte hans skulder. Skarpe tænder gennemborede hans jakke og nåede huden.
Alligevel kastede Rødder sig frem, på trods af den syge pote, og sank sine tænder i lederen, hængende på sin krop.
Kampen begyndte. Mikkel kæmpede med ben og arme, forsøgte at beskytte Rødder mod bidene. Han fik ridser og snitsår, men gav ikke op.
TanteLærke skreg fra oven: Gud, hvad sker der?! Viggo, gør noget!
OnkelViggo løb ned ad trappen, greb en stok, så en jernstang alt han kunne finde.
Hold ud, dreng! Jeg kommer straks!
Mikkel holdt på at falde under angrebet, da han hørte en kendt stemme:
Kom så væk!
Det var Anne, der sprang ud fra indgangen med en spand vand og skyllede hundene. Flokken sprang tilbage, såret.
Viggo, hjælp! råbte hun.
Viggo løb med sin stok, og flere naboer kom ned fra deres lejligheder. Gadehundene, indså deres overlegenhed, løb væk i panik.
Mikkel lå på asfalt, holdt Rødder tæt ind til sig. Begge var dækket af blod og rystede, men levede.
Anne satte sig ved siden af ham, så på hans ridser.
Min dreng, du skræmte mig så meget, sagde hun stille.
Jeg kunne ikke lade ham gå, mor, svarede han med en hvisken. Forstår du? Jeg kunne ikke
Jeg forstår, svarede hun blidt.
TanteLærke kom ned i gården, gik tættere på og så på Mikkel med et forvirret blik, som om hun så ham for første gang.
Dreng, du kunne have dødd på grund af den der hund, sagde hun tøvende.
OnkelViggo afbrød: Det er ikke ‘på grund af hunden’, men for en ven. Forstår du forskellen, Lærke?
Lærke nikkede stille, tårerne løb ned ad kinderne.
Anne sagde: Lad os gå hjem. Vi skal pleje sårene. Og også Rødders.
Mikkel rejste sig så godt han kunne, løftede hunden. Rødder klynkede svagt, men halen vaklede kun let glad for at være hos sin ejer.
Vent lidt, sagde Viggo. Skal I i morgen til dyrlægen?
Ja, vi skal,» svarede Mikkel.
Jeg kører jer. Jeg betaler for behandlingen den hund er en helt, sagde onkelViggo, mens han klappede drengen på skulderen.
Mikkel så forbløffet på ham.
Tak, onkelViggo. Men jeg klarer mig selv.
Kæmp ikke. Du tjener penge senere, så kan du betale. Indtil da er vi stolte af dig. Ikke sandt?
Naboerne nikkede stille.
En måned gik. En almindelig oktoberaften gik Mikkel hjem fra dyrlægeklinikken, hvor han nu også hjalp frivilligt i weekenderne. Rødder løb ved siden af ham pote såret var helet, og den lille halt var næsten væk.
TanteLærke råbte: Vent lige, Mikkel!
Han stoppede, klar til at modtage endnu en kritik, men hun rakte ham en pose med dyrfoder.
Det er til Rødder, sagde hun genert. Godt og dyrt foder. Du passer så godt på ham.»
Tak, tanteLærke, svarede han oprigtigt. Vi har allerede foder. Jeg tjener lidt på klinikken, så Annika betaler mig.»
Tag det lige med, du ved aldrig, hvornår du får brug for det igen, sagde hun.
Hjemme lavede Anne aftensmad. Da hun så på sin søn, smilede hun:
Hvordan gik det på klinikken? Er Annika tilfreds?
Hun siger, jeg har sikre hænder og tålmodighed. Måske vil jeg blive dyrlæge. Jeg tænker seriøst over det.
Og skolen?
Går fint. Selv fysiklærer Petersen roser mig for at være mere opmærksom.
Anne nikkede. Mikkel havde forandret sig så meget på en måned, at han næsten var en anden dreng. Han var ikke længere barsk, hjalp hjemme, hilste på naboerne og vigtigst, han havde et mål, en drøm.
Anne sagde: I morgen kommer Viggo igen. Han vil tilbyde dig et ekstra lille job i en opdrætter, han kender.»
Mikkel spurgte: Virkelig? Må jeg tage Rødder med?
Jeg tror ja. Han er næsten som en tjenestehund nu.»
Om aftenen sad Mikkel i gården med Rødder og trænede en ny kommando beskyt. Hunden udførte øvelsen flittigt, stirrede på ham med de trofaste øjne.
Viggo satte sig ved siden af på bænken.
Skal du i morgen til opdrætteren? spurgte han.
Ja, med Rødder.
Så skal du i seng tidligt i aften. Det bliver en hård dag.
Da Viggo gik, sad Mikkel lidt længere i stilheden. Rødder lagde hovedet på hans knæ og sukkede tilfreds.
De havde fundDe gik hånd i pote hjem, sikre på at de aldrig igen skulle stå alene i mørket.
