Hej ven, jeg må lige fortælle dig, hvad der skete i går hjemme hos mig. Så jeg vågnede om morgenen og hørte min mand, Søren, lægge sit hoved på mig, krammede mig blidt og hviskede i øret:
Godmorgen, Julie.
Han sukkede sødt og lå videre og sov.
Jeg lå stille og åbnede øjnene, men holdt mig helt stille af frygt. Alt inde i mig gik i stå hvad i alverden var sket? Alt havde jo været fint, eller var det det ikke?
Søren gabte, strakte sig og sagde:
Ælva, du er så kold, jeg får sved på panden bare af at se dig. Alt er vel? Det er sommer, men du fryser under dynen. Jeg laver straks en kop te.
Han gik så i køkkenet, nynnende på en munter melodi. Jeg lå lidt længere, rejste mig langsomt, gik på badeværelset benene føltes som bly, og i hovedet var der en hvid susen. Måske var det virkelig tid til te.
Søren spurgte om en lille pandekage. Jeg så på ham med et mørkt blik.
Du kaldte mig Julie i morges.
Hvad, skat?
Søren, lad være med at spille dum. Du sagde Julie.
Du har misforstået, min kære. Det må have været søvnmangel, at du så Julie i stedet for Ælva. Du er så kold og sur, og jeg skal på arbejde sulten.
Jeg gik rundt i huset, prøvede at finde mig selv, vandede blomsterne, bagte en lille pandekage, tog hurtigt på og kørte til Sørens arbejde. Måske havde jeg bare hørt forkert: Ælva Julie Ja, det var nok bare en drøm.
På hans kontor var der en ny sekretær, Lykke. Hun var ung, smuk, med en rødhåret krøllede manke og en kraftfuld figur.
Søren Yrrie er optaget i dag, han kan ikke tage imod dig. Jeg kan sætte dig på listen til næste uge.
Det er dig selv, du skal skrive dig ind, du har brug for det kom ud af mig, sagde jeg pludseligt.
Hvad? Lykke løftede de store øjne. Hvem er du?
Jeg er Gråhuld, Ælva Viktorovna, Søren Yrries kone. Gå væk. Der er en masse gadekatte her.
Pludselig lød Sørens stemme fra højttaleren:
Ælva, kan du hente en kaffekop til mig? Ælva?
Jeg sukkede:
Ja, lad mig gøre det. Jeg bringer den.
Han stod med et fad i kontoret, så på mig og spurgte:
Hvad er der, Ælva?
Her er din kaffe, og en pandekage. Du får en skilsmissepapir med posten. Velbekomme.
Ælva, hvad i alverden sker? Jeg er vred som en heks på en kost.
Der er en heks i din venteparti, hvorfor er hendes hår ikke sat? Så en solid tandlæge med en vulgær sekretær, så billigt.
Ælva, hold op. Jeg kan ikke holde på dine udbrud. Jeg tager en uge på sommerhuset, så du kan falde til ro. Ring når du er kølet ned.
For sent, Søren. Jeg er alvorlig. Jeg vil ikke tolerere utroskab. Fortæl mig hvorfor.
Søren sukkede træt, tog en tår kaffe og grimasserede:
Varuna har sluttet. Jeg tog Julie på hendes anbefaling.
For længe siden?
For en måned siden.
Hvorfor sagde du intet? Du delte altid nyhederne.
Jeg regnede ikke med, at Julie ville blive hos mig så længe. Men hun klarer arbejdet fint.
Jeg tror på det.
På arbejdet! han rødmede. Hun klarer arbejdet!
Ikke kun det.
Det var en tilfældighed! Jeg ville ikke!
Jeg ville ikke, men du så det. Jeg pakker mine ting og flytter ud i dag.
Hvorhen? Jeg sagde, jeg bruger en uge på sommerhuset. Bare rolig. Ælva, jeg vil ikke skilles!
Men jeg må. Jeg kan ikke høre mit eget navn fra din mund. Ælva, Julie. Din rødhårede sekretær vil altid være i mine tanker. Ødelæg ikke min psyke yderligere. Jeg har allerede et stressende arbejde og børn.
Hvor skal du? Bliv i lejligheden.
Hvorfor din lejlighed? Jeg har mit eget hus.
I den øde skov? Et gammelt træhus?
Det er mit hus. Punkt.
Det gamle hus var arvet fra mine forældre, og det lugtede af gammelt træ. Jeg ville græde. Så mange minder, kun en muggen lugt. Min veninde Bodil kom forbi og sagde:
Du kan ikke bo her, Ælva, find lejligheden igen. Sælg huset, få et realkreditlån. Så kan du måske…
Lad os ikke tænke på det. Jeg kan ikke. Kunne du klare det?
Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre i din situation.
Jeg gik omkring i huset, åbnede alle vinduer.
Ved du, det er faktisk fint her. Med tiden kan det blive hyggeligt. Det er kun 15 minutter i bil til København. Mange har bygget nye huse her, så jeg tror alle kommunikationer allerede er på plads. Jeg har boet her fem år og har aldrig set så meget.
Ja, men så meget arbejde! Jeg har brug for et sted at bo i dag. Måske kan jeg lidt bo her?
Hvor? I skabet?
Sasha er på ferie hos min mor, så du kan bo i hendes værelse indtil efteråret.
Et teenageværelse er helligt, du er en forælder?
Glem det.
Føler du lugten? spurgte jeg pludselig. Det er græs, sommer, barndom.
Ja, græsset er vokset, det skal klippes. Ælva, du kan ikke klare det alene.
Jeg klarer det. Jeg kan hyre et hold til at grave om i haven. Jeg har sparepenge. Jeg har levet fem år på Sørens klinik på hans penge. Han betragtede min løn som en underholdning, så jeg sparede på “underholdning”.
En god fyr, tænkte Bodil.
Så troede jeg også. Men det er hårdt i sjælen.
Du ville endda trække tanden ud på Julie, så Søren kan lave nye?
Du er gammel og syg, ja? snød Bodil. I 40er starter livet.
Hvordan skal jeg forklare det til Pernille? Jeg vil bare sige, vi bliver skilt. Så hun ikke droppet ud af studiet for at trøste mig.
Det er forståeligt. I 20 år sammen, ingen sorg?
Jeg er så træt.
Du er så hård, tænkte Bodil. Jeg troede, du ville græde.
Det får du ikke.
Stressen tager over, sagde jeg.
Måske. Så lad os få vand til den nye vandtank. Håndter gulvet, vinduerne, støvet.
Jeg ville hellere bo på hotel og ikke rode med det gamle hus.
Hvorfor ikke? Det er mine forældres hus, jeg vil ikke rive det ned eller sælge.
Bodil sagde:
Anskaf designere og håndværkere, så det får en ordentlig stand. Det er jo vores fælles lejlighed.
Jeg sagde:
Jeg tror Søren vil give vores datter huset, så han kan bo på sommerhuset. Så lad Pernille bestemme. Det er egentlig hendes lejlighed, jeg behøver den ikke.
Bodil:
Søren har købt et luksus-kottage, bedre end dette, med toilet og vand.
Så vil jeg også have vand.
Vi gik udenfor, men den gamle vandtank var væk. Der stod kun en flot ny bygning bag en høj hegn.
Jeg er ikke overrasket, sagde Bodil skeptisk. Så mange år er gået, og jeres huse ligger tæt sammen de vil udvide.
Hvor fik du idéen?
Gå en tur rundt om huset. De har hegn på tre sider, og din side har kun pæle. Måske har de ikke fået sat hegn på endnu.
Pludselig kom en bil kørende ind. Ejeren var en høj fyr med sort hat.
Undskyld, jeg leder efter vand. Har du en vandkilde?
Jeg svarede:
Jeg har brug for brænde.
Han så på mig:
Er du ejer af dette hus?
Ja, jeg er. Tidligere var der en vandtank her. Jeg har brug for vand.
Jeg har ingen andre tanke. Gå til min brønd.
Er der ingen andre vandkilder?
Ikke længere.
Så skal jeg gå til min brønd.
Hvorfor gik I ikke direkte?
Jeg hader brønde.
Bodil hviskede:
Har du drikkevand?
Ja, jeg tog det. Kør hjem nu, du er stresset.
Om morgenen blev jeg vækket af en svinelyd, som bar mig tilbage til min barndom. Der var ingen duft af kage, ingen døre smækkede. Tårerne begyndte at trille. Hvorfor kom jeg her? Måske stress. Pludselig lød den igen, men denne gang fra haven. En mand råbte:
Hvem er der? Jeg ringer til politiet!
Bare rolig, jeg er naboen. Jeg skal hente min gris, Gustav.
Jeg gik ud i pyjamas.
Hvem er Gustav? Hvad snakker du om?
Manden råbte ind i den vilde have:
Gustav! og så kom en lille sort gris frem fra buskadset.
En racegris?
Jeg ved ingenting om grise.
Hvorfor har du den?
Den er ikke min. Den kom til mig på gården, boede i skuret. Jeg har ledt i hele området, ingen leder efter den. Jeg har bare knyttet mig til den.
Hvorfor er du i en så lille landsby?
Her er natur, frisk luft, ro, og byen er lige i nærheden. Du ser også ud til at være bybo.
Jeg sagde:
Lad os droppe alt. Jeg er ved at blive skilt om en uge, jeg er stresset. Jeg voksede op her, vi havde grise. Stop med at kigge på mine hænder. Jeg kan hugge et træ med en granhånd.
Manden sagde:
Gustav, lad os gå, det er farligt her.
Næste morgen vågnede jeg til en hundes hyl. Jeg gik ud på verandaen og så en lille hvalp.
Naboen åbnede endelig porten, iført pyjamas, ligesom mig. En anden lille grise, Gustav, var ved hans fødder.
Er det din hvalp? spurgte jeg.
Hvorfor tror du det?
I har ingen hegn, grise kan gå ind, måske også hunde.
Har du ikke lyst til en hvalp? Jeg skal til et hundehjem i næste uge.
Jeg har aldrig haft en hund. Men du har ordnet din gris.
Så lad os kalde den Arne.
Ikke Arne, jeg hedder Arne. Det er mærkeligt at navngive hunden efter mig.
Så lad os kalde den Tusk. Du har allerede Gustav.
Tusk og Gustav? Perfekt! Tak! Hvad hedder du?
Ælva.
Smukt navn.
Jeg går nu.
Jeg stod tilbage, med både grisen og hvalpen, men også en tung sorg og minder.
Søren kaldte pludselig:
Hør her, møde.
Jeg præsenterede:
Søren, det er Arne. Arne, det er Søren, min mand fremtidig eks. Hvorfor er du her?
Jeg så din port åben, tænkte du vil have vand. Jeg vil bare spørge, om du stadig vil blive skilt? Jeg har også set dine scener. Hvor længe har det stået?
Længe, sagde Arne alvorligt. Ælva ville ikke gøre dig ked af det. Men nu… Hvilken dato er din skilsmisse? Vi kan gifte os samme dag, hvad siger du?
Jeg rystede på hovedet og holdt mig neutral.
Forstået, sagde Søren. Min datter kom forbi i dag. Jeg troede, sommerhuset var tomt. Du kan snakke med hende. Måske ringer hun til dig.
Søren gik ud gennem porten. Jeg så på naboen og spurgte:
Hvorfor gør du dette?
Sådan er det. Dit hus er gammelt, ingen vand, ingen gas, toilet udendørs, du vil jo komme til mig hele tiden. Så lad mig flytte dig ind. Jeg kan ikke slippe af med jer. Jeg er også skilt, har to børn, så lad os bo sammen og dele dyr. Du har allerede en datter, jeg har to. Så lad os leve i vores eget lille paradis.
Jeg sagde:
Er du gal? Jeg ved ikke, om du er en psykopat. Hold dig væk fra mig. Jeg er ved at blive skilt, jeg kan ikke klare det.
Et år senere gik vi igennem en ceremoni, og vi fik en kat ved navn Misse.
Det er hele historien, min ven. Jeg håber, du kan mærke, hvor mærkelig alting har været. Vi ses snart!
