Hvordan kan du sælge?! udbrøder Sofie Andersen forvirret, mens hun stirrer på sin søn. Hvor skal jeg bo? I trappeopgangen? På stationen? Har du besluttet at give mig et plejehjem?
Mor, hvorfor starter du igen sukker Kristian Jensen.
Skal du give mig en vaskemaskinekasse som gave? løfter hun stemmen. Har du mistet forstanden, Kristian?!
Skru ned for stemmen. Jeg vil bare tale om mulighederne
Hvad skal vi snakke om? Et hus er ikke noget, du kan sælge, når du har det svært! hun springer voldsomt op fra bordet. Jeg er født her, du er bare komet. Og du besluttede at lægge det ud til salg!
I det øjeblik træder naboen Lydia Nielsen ind uden at banke.
Sofie! Hvor sidder du fast som en sten? Du sagde selv, at du i år skal så alle dine bede. Sidste vinter var du næsten ved at gå i stå! Hvor er dine haveplaner?
Lydia, jeg prøvede ærligt sænker Sofie blikket. Spirerne er lige kommet, men jeg kan ikke få mig selv til at rive dem ud
Ikke rive dem ud! Jeg gav dig for en måned siden telefonnummeret til landmanden Ib fra Limfjordbyen! Han ville pløje hele marken for dig og så noget grønt! Du skulle så afgrøder i stedet for kun roser, som du nu beundrer i dine år
Kristian sagde, at han måske kommer med venner om sommeren. Grill, bål. Jeg har syrener, roser
Dine «roser»! fnuser Lydia. I de sidste fem år er din søn kun kommet tre gange. Og så med øl, ikke med grill.
Han har travlt. Han har meget at lave
Husker du vinteren, hvor der ingen mad eller medicin var? Heldig at jeg kom forbi. Hvor var din «arbejdssomme» søn? Ikke engang at ringe til!
Han dukker altid op, når jeg kalder
Sofie, du er som en pige: du tror og venter. Tiden går. Du må tænke med fornuften, ikke kun med hjertet. Du har brug for bede, ikke rosenbuske!
Måske laver jeg bede. Hvor syrenerne allerede vokser
Sådan er det. Hvad hører du fra din datter?
Det er som altid. Kristian snakker af og til med hende fødselsdag, nytår det er alt.
Jo sjældnere din Kristian kommer på besøg, jo færre bekymringer har du. Jeg vil ikke presse, men tingene bliver kun roligere
Sofie Andersen bor på gården Bergerup, nær Viborg. For tyve år siden mister hun sin mand i en trafikuheld. Datteren Lærke blir født først. Hun er snu, lærer tidligt at vaske og lave mad. Kristian kommer senere, da moderen er over fyrre. Han bliver hendes trøst. Der er femten års aldersforskel. Forskellige tider, forskellig opdragelse.
Lærke flytter først.
Mor, jeg vil gifte mig.
Med hvem? Med den Rasmus fra landsbyen? Det tillader jeg ikke! Han har hverken fag, uddannelse eller kultur!
Det er mit liv, mor. Jeg er allerede atten.
Har du set ham? Der er intet hjerte i ham alt er fedt!
Det er ikke udseendet, han er rar, klog. Han har fået et job i byen.
Og du vil rejse med ham?! Hvem skal jeg være til?
Jeg skal uddanne mig. Og bo.
Sofie græder, beder. Lærke pakker sin taske og springer ud af vinduet. Ingen breve, ingen telefonopkald. Kun sjældne rygter gennem bekendte.
Kristian bor længe hos sin mor. Han anlægger en lille have: en pergola, en gynge, en grill, græsplæne, blomster. Ingen bede, ingen kartofler.
Mor, hvorfor skal du have bede? Der er en butik i Bergerup! Alt findes kartofler, squash, grønt. Hvorfor bøje ryggen?
Det er sådan, vi plejer
Det var engang! Nu er vi i det 21. århundrede!
Sofie går med til det. Hun lever beskedent, men hyggeligt. Kristian bringer mad, medicin, kører til lægen. Så møder han en pige, Marlene. De gifter sig. Sofie accepterer hende, men de to har svært ved at finde sammen. Sofie skjuler sin foragt for landlivet og især for svigermor.
Ved et af sine besøg omfavner Kristian sin mor, lægger mad på bordet.
Mor, jeg vil tale. Jeg har en idé Den er rigtig god.
Igen forretning?
Mor, i Bergerup køber folk jord! De vil bygge et lille villaområde. Infrastruktur, alt som skal til. Hvis vi sælger dit hus med grund, kan jeg købe en fin etværelses lejlighed i Viborg. Jeg får også kapital til at starte.
Vent Hvad med mig? Hvor skal jeg bo?
Mor, lad være med at bekymre dig. Vi kan leje en lejlighed på et pensionat. Ikke på gaden!
Du vil have mig i en lejlighed?! I et område, hvor hver en træstub er hjemme? Er du skør?! Det er vores families hjem!
Mor, det er bare et hus. Gammelt, besværligt. Så længe prisen holder, må vi sælge.
Aldrig! knytter Sofie næverne. Så længe jeg lever, bliver huset stående. Jeg vil ikke skrive dig ind i min testamente!
Kristian rejser sig brat, griber nøglerne og går uden at sige farvel.
Sofie går ud i haven. På blomsterbedet står en rosenbusk i halv blomst. I den ene hånd holder hun en skovl, i den anden en økse. Hun vil vende bedet til grøntsager, men kan ikke få den til at flytte.
Er du stadig i gang? høres Lydia fra siden af hegnet.
Jeg har ingen styrke. Ikke i hænderne, ikke i sjælen.
Det er for sent! Sæsonen er gået. Din Kristian vender måske ikke tilbage.
Hvad foreslår du?
Tænk klart. Få styr på papirer du får en etværelses lejlighed i Viborg. Lægehus tæt på, butik, varme, naboer. Civilisation.
Sofie sover ikke hele natten, tænker. Om morgenen hopper hun på bussen og tager til Viborg. Til Kristian. Hun beslutter at give efter, tale roligt.
Hun går op på tredje sal. Står stille ved døren.
Inde høres en stemme:
Vibe, hun vil ikke sælge! Stædig som en bulldozer!
Så gå som lagerarbejder! Hvordan skal jeg holde min forretning?! Vi er ved grænsen, og du drømmer! Lad den dø i Bergerup!
Sofie fryser. Så banker hun med vrede.
Mor? svarer Kristian.
Tak, min søn, for du har allerede begravet mig! stemmen ryster. Jeg kom for at tale, forsones. Men nu ved du: jeg vil ikke sælge! Aldrig! Jeg vil hellere grave mig ned i jorden, end at give den til din forretning!
Mor
Forsvind med din djævel! råber hun. Lad hans forældre sælge lejligheder! Mit hus må du ikke røre!
Sofie vender om og går. Hun tilbringer natten på stationen, vender om morgenen hjem. Tre dage ligger hun, så samler hun øksen, men kan ikke nå rosenbusken.
Om morgenen banker der på døren.
Hvem er der?
Mor, det er mig. Lærke.
Lærke?! Sofie stopper op. Min datter
Mor, hvordan har du det?
Som stemmen brister.
Kristian ringede. Han sagde, du er gået amok, du vil ikke sælge huset. Jeg sagde til ham: lad være. Han troede, du allerede er færdig Men så forstod jeg, det er tid til at komme hjem.
Datter men vi
Hvor er det nu? Jeg har tre børn. Og nu forstår jeg dig rigtig godt!
Børn?
To døtre og en søn. Rasmus er nu slank, dyrker sport, arbejder i IT.
Og du ?
Vi kommer på weekend. Jeg tager mad, alt hvad du har brug for. Vi er snart tæt på, mor.
Hvad med bedene?
Du behøver dem ikke længere. Nu har du børnebørn.
Sofie græder og omfavner sin datter.
