**Dagbog, 15. april**
Hvormalplaceret er deres sølvbryllup, tænker jeg, mens jeg sidder på køkkenbordet. De har fundet tid til at fejre, og så i den lille landsby ved Glestrup.
Jeg hører brudstykker af en utilfreds stemme fra min mand Jens bror, som har inviteret os til et 25året sammenlevnedag, som vi i Danmark kalder sølvbryllup. Det er mærkeligt, for kun to dage siden besluttede vi, at vi skulle skilles. Konflikterne har ligget som en tung sky over os, der har trukket os længere fra hinanden for hver dag, der er gået.
Måske vil du selv tage af sted, Jens, så du kan møde din fætter, siger min søsterinlaw, Tine, mens hun forsigtigt prøver at holde samtalen i gang. Jeg savner at se Tove, men du er hans bror, så du må jo deltage. Det er altid så hyggeligt, når vi besøger hinanden.
Hvordan kan vi så ankomme til den fest og råbe, at vi er ved at skilles? Bussen fra København til den lille landsby tager fire timer, og den gamle Volvo, der har stået i garagen i tre måneder, er stadig uden motor. Vi har tidligere kørt den til Glestrup, hvor Jens voksede op, men nu er den ude af drift, og jeg ved ikke, om det er tid til at reparere den eller købe en ny.
Jens tænker højt for sig selv:
Det er usandsynligt, at Lise vil tage med, hun vil nok sige nej. Så må jeg rejse alene Så må jeg fortælle Søren og Tove, at vi er på vej til skilsmisse. Det ville føles som at smide en kniv i midten af deres fest. De fejrer sølvbryllup, og jeg vil ikke ødelægge stemningen.
Da jeg gik ind i stuen, sagde han:
Søren ringede, skal vi køre af sted? Vi skal ikke fortælle dem om vores problemer nu. Så kan vi måske ordne splitningen på vejen?
Jeg nikkede. Ja, de har fest, så lad os bare komme derud.
Bussen stoppede ved en lille halte, og chaufføren råbte: Alle af! Bussen kører ikke videre!
Hvad mener du? udbrød Jens. Landsbyen er kun fem kilometer væk!
Vejen er mudret, regnen har kun lige stoppet, og jeg kan ikke køre videre. Der er ingen, der kan trække bussen ud. Find en medpassager eller gå til fods, sagde han bestemt.
Jens greb sin taske, og vi gik ud af bussen. En femkilometers vandring var ikke på planen. Skal vi vente på medpassager eller gå? spurgte han mig.
Vi kan vente til morgenen, men så må vi gå, svarede jeg.
Vi gik langs grusvejen, mens regnen slap, men jorden var stadig blød og fyldt med store vandpytter. Jeg gik ved siden af Jens, som gik forrest, og han så på mig med en slags tomhed, som om han ventede på, at jeg skulle bryde stilheden.
Halvt på vejen nåede vi et lille egetræsgærde, der førte os ind i den sidste strækning mod Glestrup. Jeg kunne mærke, hvordan mine fødder begyndte at gøre ondt, og jeg tænkte på, hvordan vores liv har ændret sig gennem de sidste tyve år.
Træt? spurgte Jens og så lidt skyldfuld ud, for han havde tvunget mig til denne tur.
Ja, lidt. Måske kan jeg hvile mig på den store stubbe, svarede jeg og pegede på et faldet træ.
Vi satte os, trak vejret dybt og lyttede til fuglene, som stadig sang, og til sommerfuglene, der dansede omkring. Solen havde allerede begyndt at gå ned, men himlen var stadig lys i den gyldne farve. Jeg mindedes, hvordan vi for næsten tyve år siden kørte til Glestrup til min brors sølvbryllup. På den tid var skoven mindre, ejerne mindre, men nu stod de høje, majestætiske egetræer omkring landsbyen.
Jens smilede og sagde: Tiden flyver, alt forandrer sig. Husker du, hvordan vi næsten mistede et hjul på bilen den dag? Du i din brudekjole på høje hæle, jeg i en slidt jakkesæt, mens vi gik langs grusvejen og ventede på, at Søren skulle skifte hjulet. Så gik vi til fods, men du slog dig lidt på stenen.
Jeg lo og sagde: Ja, min fod blev øm, men heldigvis fik Søren bilen fixet hurtigt. Vi ville aldrig have vandret så langt i dag.
Efter en kort pause gik vi videre, stadig i stilhed, hver med sine egne tanker. Jeg tænkte på vores søn, som nu tjente i forsvaret, og hvordan han sikkert ville finde ud af, at vi er ved at skilles. Jeg mærkede en knugende fornemmelse i brystet, men jeg vidste også, at vi er nødt til at finde ud af, hvad vi vil.
Da vi endelig nåede landsbyen, så jeg de grønne enge og de farverige huse, der lå spredt ud i bakkedraget. Det var smukt her om sommeren sol, varme, duften af nyklippet græs.
Vi gik ind på gården, hvor Søren allerede havde sat borde op. Han løb hen og omfavnede os.
Gik I til fods? Hvor er bilen? Hvorfor sagde I ikke, at I kom? Jeg havde ventet på jer med bil, men vejen var helt forhindret. sagde han let forgæves.
Jeg forklarede, at bussen var stoppet, og at vi måtte gå. Søren lo og sagde, at frisk luft var en god start på festen.
Tove, hans kone, kom ud for at møde os med et stort grin. Åh, hvor er det dejligt at se jer! Det er længe siden! I ved, i morgen er vores sølvbryllup. Tiden er fløjet, og vi har stadig så meget at fejre.
Vi talte indtil sen aften, spiste, drak og lo. Søren fortalte, hvordan han og Tove havde tilbragt et kvart årti sammen, og hvor meget han elskede sin kone. Jeg kunne mærke den varme stemning omkring os, og selvom jeg stadig havde tvivl om min egen ægteskab, så fyldte latteren rummet.
Senere lagde jeg mig på den nye sofa, som Tove havde bragt ind, mens Jens lagde sig ved siden af mig. Jeg krøb ind i hjørnet af sofaen, så Jens sagde:
Lise, du sidder så hårdt op ad væggen. Læg dig ud til mig, der er plads nok for os begge. Mine ben er sikre efter fem kilometer.
Det er mærkeligt, hvordan du er så rolig, selvom jeg er så træt, svarede jeg og smilede svagt.
Jens trak sit tæppe ned og begyndte at massere mine fødder. Jeg sukkede lettet.
Det vil gå over, siger han. Så snart natten falder på, vil alt føles bedre.
Den næste dag hjalp vi med at dække bordene i gården, og gæsterne begyndte at ankomme. Stemningen steg, musikken spillede, og folk begyndte at danse. Jeg så på Jens, der så på Tove med kærlighed i øjnene, og jeg følte et stænk af jalousi, men også en stille forståelse.
Forestil dig, Jens, at vi har været sammen i tyve år. Vi har haft op- og nedture, men vi har altid fundet hinanden igen, sagde han med et grin.
Jeg så op på ham, og et glimt af den gamle kærlighed blinkede i hans øjne. Jeg tænkte: Måske er vi ikke helt så færdige med hinanden endnu. Måske er det netop denne fest, der minder os om, hvorfor vi valgte hinanden i første omgang.
Da vi gik ud på terrassen igen, kiggede jeg på den klare himmel, på de lyse stjerner, og jeg følte, at lykken hang i luften over os. Jeg mærkede Jens hånd på min skulder, og en varm fornemmelse bredte sig i mig.
Næste morgen spurgte jeg ham om bilen: Skal vi reparere den gamle Volvo, eller købe en ny? Jeg ved, at en ny bil vil koste mange kroner, men den gamle er ikke kørende længere, og jeg er træt af at stole på den.
Du ved bedst, hvad der giver mening, svarede han. Lad os gå på bilmarkedet i morgen, så vi kan finde noget, vi begge kan blive enige om.
Vi gik ned til bussen, som Søren havde fundet en erstatningskørsel til, og han kørte os tilbage til byen. På vejen følte jeg, at vores samtaler om skilsmisse var forsvundet som dug for solen. Måske var det denne lille rejse, der mindede os om, at vi stadig kan finde hinanden, selv når livet er svært.
Nu sidder jeg her igen, med en kop kaffe, og tænker på, hvordan alt har udviklet sig. Vores søn er vendt hjem, han er gift, og livet fortsætter. Måske er vi stadig lykkelige, på vores egen måde.
Jeg er taknemmelig for, at vi har denne dag, tænker jeg, mens jeg skriver. Jeg mærker en ro, som jeg næsten ikke har haft i lang tid.
**Slut på dagens indførsel**.
