Hvem er du?Maria Jensen og Nikolaj træder ud på verandaen og ser på den nye gæst.Jeg er til Maria Jensen! Jeg er hendes barnebarn, nærmere hendes oldebarn. Jeg er barnebarn af Ole den ældste søn af Maria Jensen.
Maria Jensen sidder på den solbeskinnede bænk og nyder de første varme forårsdage. Endelig er foråret kommet. Kun Gud ved, hvordan hun har overlevet den lange vinter.
Endnu en vinter kan jeg ikke klare! tænker hun og sukker lettet. Hun er ikke bange for at gå ud igen. Tværtimod har hun ventet på dette øjeblik. Gulerødder er allerede samlet, og hun har købt nye klæder.
Intet kan holde Maria Jensen på jorden længere.
***
Engang havde hun en stor familie manden, Frode Andersen, en høj mand, og fire børn tre drenge og en pige. De levede i harmoni, hjalp hinanden og skændtes kun sjældent. Børnene voksede op én for anden og spredte sig i alle retninger.
De to ældste sønner gik på universitetet og flyttede derefter til forskellige byer for at arbejde. Den mellemste klarede sig dårligt i skolen, men blev senere en succesfuld forretningsmand, som flyttede ud i udlandet og blev boende der. Datteren forlod også landsbyen, flyttede til hovedstaden, og indtog snart ægteskabet.
I starten besøgte børnene ofte deres forældre. De skrev breve, og da mobiltelefonerne kom, ringede de. Et efter et kom oldebørnene på besøg. Maria Jensen samlede en gammeldags, slidt kuffert og tog på besøg hos sine børnebørn.
Efterhånden voksede oldebørnene ud af bedstemors omsorg. Besøgene blev sjældnere, opkaldene færre. Tanken om at komme på besøg gled ud af deres sind arbejdet, familierne, de egne voksende børn fyldte dem.
Grunden til, at de kom tilbage til familiens gamle hus, var nyheden om, at hendes mand, Frode Andersen, var gået bort. Man havde troet, at en så robust mand ville leve til hundrede, men virkeligheden viste sig anderledes.
Da de sagde farvel til ham, gik børnene hver til sit. Først ringede de til deres mor, men opkaldene svandt efterhånden.
Maria Jensen prøvede selv at ringe, men indså hurtigt, at børnene ikke længere havde tid til hende, og hun trak sig tilbage. Sådan har hun levet de seneste ti år. Hvert år ringer et af børnene ind for at sige hej, og så går hun en uge med et lille smil til sig selv.
En dag sidder Maria Jensen på bænkens kant og tænker over sit liv.
Goddag, tante Maria!en ung mand står bag hegnet og smiler bredt.Kan du huske mig?
Maria blinker for at finde ud af det:
Nikolaj!hvad er der?
Ja, tante Maria!siger han glad og træder ind i gården.
Nikolaj er søn af naboerne, som aldrig kan klare en dag uden mad på bordet. Maria husker ham som den altid sultne dreng, hun plejede at fodre, give ham tøj fra sine egne børn og lade ham overnatte, når hans forældre gik til fest.
Hans forældre savnede ham hurtigt. De døde, og Nikolaj blev taget bort og placeret i en institution. Siden da har Maria Jensen ikke set ham og savner ham dybt.
Hvor har du været, Nikolaj?spørger hun begejstret.
Først i børnehjem, så tjente jeg i fængslet, og efterfulgt af studier. Nu er jeg tilbage i den lille danske jord. Jeg vil genopbygge vores landsby!
Hvad skal du bygge?ryster hun hånden.Alle er flyttet.
Intet!sværger han.Jeg vil ikke forsvinde!
Så begynder et nyt kapitel i Maria Jensens liv. Nikolaj får arbejde hos den største landmand i landsbyen, Jens Iversen.
I sin fritid reparerer han den gamle stue, han har arvet fra sine forældre, og hjælper Maria med husarbejdet. Maria griner og kalder ham ikke sønn men kompis. Så lever de sammen i tre år.
Jeg skal af sted, tante Maria,siger han en dag, som om han ville undskylde.Jens Iversen er uretfærdig. Han vil have arbejde, men betaler ikke. Jeg tager ud for at tjene penge. Tag ikke dét personligt!
God rejse, Nikolaj!svare hun.Gå med Gud!
Maria er igen alene. Nogle gange fyldes hun af tårevågen ensomhed. Så forsvinder dagene i venten på en afsked, men noget holder hende i live.
****
Goddag, tante Maria!en velkendt stemme råber. Maria kigger over hegnet og ser et velkendt ansigt.
Nikolaj!er det dig?
Ja, tante Maria!den høje, velklædte unge mand træder ind i gården.Jeg er tilbage! Helt og holdent!
Åh, hvilken glæde!udbrister Maria.Kom ind, Nikolaj! Jeg sætter straks teen i kog!
Te er perfekt!smiler Nikolaj.Jeg er lige på vej hjem, vidste ikke jeg ville finde dig, så jeg har ingen gaver med!
Om en halv time sidder den lykkelige Maria og den lige så glade Nikolaj ved bordet, drikker te af smukke, gamle tekopper og taler uden at kunne få nok ord.
Jeg er lige ved at give mig selv afkald på livet, Nikolaj,siger Maria med en tåre.
Kom nu!kaster han et spøjst fingertegn.Jeg er kommet, så vi kan leve sammen, tante Maria! Alle vil misunde os! Jeg har tjent penge, og snart vil jeg udvide min gård! Så du skal aldrig gå igen!
Er der nogen hjemme?en klar, ung kvindestemme bryder den stille stemning. Maria kigger ud af vinduet og ser en pige i en kort frakke med høje hæle i gården.
Hvem er du?Maria og Nikolaj går ud på verandaen og ser på den nye gæst.
Jeg er til Maria Jensen! Jeg er barnebarnet, nærmere oldebarnet. Jeg er barnebarn af Ole, hendes ældste søn.
Pigen og manden udveksler et blik.
Jeg har ringet, men telefonen var slukket! Så jeg kom her på skæve ben!
Kom bare ind!siger Maria, lidt forvirret, mens Nikolaj løber frem og tager hendes lille kuffert.
Maria Jensen og Nikolaj ser på Vira, som smilende tager imod de delikatesser, de har lagt frem, og begynder at fortælle om sig selv.
Jeg kan ikke lide byen. Jeg vil bo på landet! Men mine forældre forstår mig ikke. Min bedstefar Ole har foreslået, at jeg bor hos jer i et par måneder. Han siger, hvis jeg bor her, vil jeg aldrig længes efter byen igen! Han har ringet til jer. Min far har ringet. Jeg også. Men vi har aldrig kunnet få fat på jer. Undskyld! Jeg vil ikke være en parasit! Jeg har penge! Og din far og bedstefar har også sendt gaver! Jeg vil bo indtil eksamen jeg læser på deltid og så rejser jeg!
Bo så længe du vil!endelig siger Maria.Det gør mig bare glad!
En måned går. Maria sidder på bænkens kant og ser Vira arbejde på køkkenet. Det er tydeligt, at hun har lært at dyrke i haven.
Med Nikolajs hjælp spader Vira den forladte jord, deler den i rækker, sætter et drivhus op, køber frø af naboerne og begynder ivrigt at så.
Nikolaj bruger sine tjente penge på at bygge en moderne gård. Han ansætter arbejdere til at reparere Marias tage og installere individuel opvarmning i stedet for den gamle brændeovn.
Maria stråler. Et smil sidder fast på hendes læber. Hun er ikke længere alene.
Kun sjældent falder en skygge af sorg over hendes ansigt, når hun tænker på, at Vira snart tager hjem igen. Hun er blevet så vant til sin oldebarn. Men tiden går, og Vira skal tilbage til byen.
Hvordan skal jeg klare haven alene, Vira?sukker Maria, mens hun pakker små kager til sin oldebarn på rejsen.
Bare husk at fylde vand i tønden. Nikolaj vil vande! Og jeg kommer igen og høster!smiler Vira.
Kommer du tilbage?spørger Maria med glæde.
Selvfølgelig!svarer Vira.Jeg kan ikke forlade dig! Jeg elsker dig, bedstemor, af hele mit hjerte. Og Nikolaj har foreslået: Vi gifter os til efteråret! Hvor skal jeg uden en mand? Han er en landsbymand!
Et år senere nyder Maria solen, mens hun vugger sin lille oldebarn i en tremmesvogn. Vira og Nikolaj er på gården, og deres fælles indsats får gården til at blomstre og gavne hele landsbyen.
Maria ser på sit lille oldebarn, der sover sødt, og tænker:
Jeg vil aldrig give slip på livet! Jeg skal hjælpe mine børnebørn!
Synes du historien er god? Del dine tanker i kommentarfeltet, og glem ikke at give et like. Det inspirerer os til at skrive flere fortællinger!
