Lone Jensen, jeg vil ikke leve sammen med jeres søn, så fortæl ham det, sagde Signe. Og med hvem vil du så bo? Hvem har du brug for, når du har et barn? Jeg ser jo ikke nogen prins i horisonten, mumlede svigermoren.
Signe pakkede sin datters ting. De få mest nødvendige ting lagde hun i en taske kun de vigtigste stykker. Resten ville hun tage sig af senere.
Hun gik roligt og metodisk til værk lagde den varme vinterjakke til lille Freja i tasken og markerede mentalt, at den var sat på plads. Hun pakkede også de små støvler et sæt mere.
Tårerne var væk, bekymringerne forsvundet den søvnløse nat havde givet hende klarhed til at træffe beslutningen: hun og Mikkel måtte skilles.
Hun havde hørt, da han kom hjem. Han smuttede ind på soveværelset, men da han ikke fandt hendes kone, gik han ind på børneværelset. Signe foregav at sove.
Morgenen efter, da Mikkel skulle på arbejde, stod han foran døren til Frejas værelse. Han tøvede, gik frem og tilbage, men turde ikke træde ind han udsatte samtalen med sin kone til aftenen.
Aftenen kom dog aldrig, for Signe ringede efter en taxa på halvanden time, og sammen med den toårige Freja kørte hun til sine forældre.
Det, der var sket dagen før, gjorde, at hun hverken ville tale med eller se Mikkel.
Hun var vant til, at han kom under fluerne hver fredag, men i går var det onsdag. Om morgenen havde Signe bedt sin mand om at komme hjem tidligt og passe på datteren, mens hun mødtes med sin veninde Birgitte, som havde lovet at finde hende et fjernarbejde.
Hun turde ikke overlade Freja til Mikkel i den tilstand og ringede til Birgitte for at flytte mødet. Mikkel var ikke tilfreds:
Hvem ringer du til? Hvad er det for et møde? gav han ud af sig til Signe.
Jeg taler med Birgitte. Vi havde aftalt at mødes, men jeg kan ikke efterlade Freja hos dig.
Hvorfor ikke?
Se dig selv i spejlet hvem ligner du? Gå og sov, du skal på arbejde i morgen, sagde Signe og gik mod køkkenet.
Stå! råbte Mikkel og greb hende om håndleddet. Hvad er der ved mit væsen, du ikke kan lide? Kom lidt ind med drengene, i dag har Vickes fødselsdag. Du tror, du er en prinsesse! Jeg bestemmer selv, hvornår jeg kommer hjem. Forstået?
Signe forsøgte at slippe hans greb:
Slip mig! Det gør ondt! Du er helt ude af forstanden!
Hun trak ham fri, Mikkel vaklede og faldt næsten.
Åh, sådan er du! udbrød han, og hans knytnæve fløj mod hendes kind.
Signe greb sig om ansigtet. Mikkel, som tydeligvis ikke havde forventet sin egen handling, slap hendes hånd og forsøgte at sige noget. Men hun vendte sig om og gik mod datteren.
Du tror, du er en prinsesse! råbte han igen og stormede ud af lejligheden.
Svigermoren kaldte Signe for prinsesse. Ungen faldt straks hende fra godkendelse hos Natalia Stepanovna.
I en alder af 21 år sidder hun stadig på forældrenes nakke. Jeg var på den alder allerede mor til ét barn, med et andet på vej.
Ægtemand, hus, have, forretning! Og hun skal studere! Prinsesse! Du vil blive drænet, Mikkel. Du skulle have valgt en mere enkel pige!
Signes forældre var heller ikke begejstrede for svigersønnen.
Signe, hvor er du på vej hen? Mikkel er ikke den sidste mand på jorden! Har du forelsket dig? Så kan I mødes, måske endda bo sammen, selvom jeg er skeptisk.
Ikke løbende ind i ægteskabet! Overvej: er du klar til at leve med denne mand hele livet? Se på hans familie. Så træffer du beslutningen.
Signe tog sin beslutning. Det tog et halvt år, før hun indså, at beslutningen var forkert. Hun kunne have forladt ham, men først var det pinligt at indrømme, at forældrene havde haft ret. Dernæst havde hun allerede håb.
Frejas ankomst ændrede ikke Mikkel. Han fortsatte med at mene, at huslige pligter og omsorg for barnet kun var hustruens ansvar.
Hans undskyldninger hendes dårlige helbred, datterens sygdom eller andre hændelser dækkede ikke, hvis middagen ikke var klar eller hjemmet ikke var ryddeligt.
Du kan ikke klare én barn! Sådan klarer andre kvinder det! Når jeg går på arbejde, lægger du dig i sengen!
Det er umuligt, at man hele dagen ikke kan gå i butikken og lave aftensmad, sagde han til Signe.
Freja får tandforskræk, hun er sur, og jeg kan ikke lave mad med hende i armene. Jeg bestilte levering. Kan du lave frikadeller selv? Eller hold Freja, så laver jeg middagen.
De røde briller var for længst væk. Signe begyndte at tænke, at hendes mor havde ret, da hun råbte på at vente med ægteskabet og undersøge Mikkels familie nærmere.
Flere gange overvejede hun at flygte, men Mikkel lovede at ændre sig, og hun troede på hans ord.
Men efter gårsdagens episode, hvor han første gang rakte ud efter hende, forstod Signe, at hun ikke længere kunne udholde hans vold.
Det var pinligt over for forældrene, men at leve med en mand, der ikke skammede sig over at slå sin hustru, var uacceptabelt. Endnu mindre ønskede hun, at Freja skulle vokse op under sådanne forhold.
Mors vindue viste en taxa stande ved deres hus, og Signe kom ud med Freja i armene.
Kasper, se, Signe er kommet med sine ting. Hjælp hende med at bære posen, sagde hun til sin far.
Da Signe trådte ind og tog sine mørke solbriller af, så forældrene hendes hævede venstre øje og et blåligt mærke under det.
Er det Mikkel? undrede moren.
Signe nikkede.
Jeg ordner det med ham nu, skyndte faderen mod døren.
Far, nej, lad mig håndtere det selv. Jeg vil straffe ham på min måde. Men hjælp mig med at hente Frejas seng og vores ejendele fra hans lejlighed.
Faderen og onklen, Signes ældre bror Jens, samlede tingene, og faderen afleverede Signe på skadestuen.
Hvis I vil anklage Mikkel, hjælper en lægeerklæring ikke; I skal i retsmedicinsk institut, forklarede onklen.
Vi skal i morgen afsende papirer, sagde faren, og så booke en tid.
Mikkel kom hjem fra arbejde med en buket til sin kone og en legetøj til datteren, men huset var tomt. Hverken hans ejendele eller Frejas seng var der.
Han ringede til Signe, men hendes telefon var slukket. Så ringede han til svigermoren. Hun svarede:
Ja, Signe og Freja er hos os. Du skal holde dig væk min mand har stadig hænderne fyldt med smerte. Signe selv vil anmode om skilsmisse.
Mikkel forsøgte igen at nå sin kone, endda ved at ventet ved svigerforældrenes dør, men hun svarede aldrig. Når hun gik tur med Freja, holdt hun sig kun i gårdspladsen.
En uge senere modtog Mikkel skilsmissepapirerne. Så gik det til angreb: svigermoren, Natalia Stepanovna, dukkede op ved porten.
Mor, jeg vil ikke tale med hende, sagde Signe.
Jeg synes vi burde tale, så alle i får deres prikker, svarede moren. Lad os gå ind, vi inviterer hende ikke, især fordi Freja sover; vi kan tale i haven.
Skal du skilsmisse? spurgte svigermoren straks. Hvis du ikke er enig, skriv da straks en anklage?
Mikkel har overfaldet mig, sagde Signe.
Så du har bevis! En mand, der kommer hjem under fluerne, skal du ikke hænge fast ved ham, vent på at han falder i søvn.
Du rokkede dig ind for at afklare forholdet, så du får en knytnæve. Så nu vil du skilles? Efterlade barnet som en forældreløs?
Natalia Stepanovna, jeg vil ikke leve med jeres søn, så fortæl ham det, sagde Signe.
Med hvem vil du så bo? Hvem har du brug for med barnet? Jeg ser ingen kø af prinsesser bag haven, sagde svigermoren.
Jeg klarer mig selv, svarede Signe.
Så du forventer ingen lejlighed fra Mikkel, og ingen børnebidrag, så sagde svigermoren med et smil.
Jeg behøver ikke hans lejlighed, men jeg vil kræve børnebidrag og retten vil stå på min side.
Det lykkedes: de blev straks skilt. Dommen om fysisk skade spillede ind. Børnebidraget blev fastsat, plus fire tusinde kroner om måneden til Signe, indtil Freja fylder tre år.
Fem år gik. Den første september stod en ceremoni ved skolen: larmende klasser med ældre elever og de yngste med store blomster. Freja blev afbragt til første klasse af bedsteforældre og mor.
Kommer far? spurgte pigen og så på mor.
Han kommer, han har ringet, han er på vej, svarede Signe. Der er han!
Signe vinkede til en høj mand, der søgte dem i den farverige mængde.
Det var dog ikke Mikkel. For tre år siden var Signe blevet gift med Alexander, en kollega, og de ventede nu på et barn.
Mikkel var stadig alene. Der var piger, han kunne lide, og piger, der kunne lide ham, men så snart det skulle blive alvorligt, kom hans ekskone med historien om, hvorfor den første ægtefælle gik fra ham.
Den lille by, Horsens, vidste alt om hinanden. Mikkel fik tilnavnet sofapunderen.
Måske vil en dag en kvinde se forbi hans slag, men indtil da har loven om boomerangen sin kraft selv om ikke alle tror på den.
Hvad mener I? Del jeres tanker i kommentarfeltet, og giv et like, hvis historien rørte jer.
Venner, hvis I vil læse flere fortællinger som denne, så skriv en kommentar og glem ikke at trykke synes om. Det giver os mod til at skrive videre.
