Så I vil have mig tilbage på børnehaven? Tante sagde, at I skyndte jer, tog mig med, fordi I ikke vidste, at et barn skulle fødes. Men jeg er ikke deres
Mette stod ved komfuret og stegte pandekager. Om lidt skulle manden komme hjem fra arbejde, så familien kunne spise aftensmad sammen.
Det var mærkeligt, at lille Søren sad så stille i sit værelse i dag. Normalt, når Mette bagte sine yndlingspandekager, snurrede drengen rundt ved siden af hende, kiggede ind i hendes øjne og spurgte:
Mor, må jeg have en pandekage til?
Mette gav ham en, og Søren virkede mæt, men snart kom han igen og med tydelig fornøjelse strakte han ud og sagde:
Måmmmor, må jeg få en mere?
Mette indså, at Søren allerede var mæt; han ville bare høre ordet mor igen og igen. Ofte lagde hun pandekagepanden til side, samlede ham op i armene han var kun fem år, ikke så tung endnu og sagde: Så, dreng, skal vi gå og møde far, når han kommer hjem?
Søren svarede begejstret:
Ja, mor, lad os hente far! og hans øjne strålede af begejstring. Han havde aldrig haft en mor eller far før, men nu havde han dem.
Søren havde nu sit eget værelse og sin egen seng. På væggen hang en lille legeklatrevæg med gynger far havde købt den til ham. Der var også biler, en robot, et byggesæt og mange andre legetøj, alt kun hans. Om aftenen læste Mette bøger for ham, kælede i hans hår og sagde, at hun elskede ham. Søren var næsten helt fyldt med den kærlighed og begyndte at glemme, hvordan det havde været før.
Mette ville kalde på sin søn, men drengen gned pludselig i hendes mave.
Mette lagde hånden på ham og pigen gned igen.
Gud, Mette bønner hver dag for denne uventede gave, håber bare, at alt går godt for dem. De havde allerede fundet et navn til den lille pige: Kirstine. Far sagde, at hun skulle hedde Kirstine. Hans mor hed Karen.
Man havde sagt til Mette, at hun ikke kunne få egne børn, så hun og Mikkel havde hentet Søren fra børnehaven, og efter et år skulle nu en lille pige snart komme til verden!
Mette gik i tanke for sig selv og glemte næsten at vende pandekagen. Så kaldte hun på sin søn:
Søren, min dreng, kom nu, hvorfor er du så stille i dag?
Men igen var der stilhed. Hørte han ikke?
Mette slukkede komfuret og gik mod børneværelset.
Det var mærkeligt, selv lyset var slukket i rummet, hvor var Søren?
Pludselig lød der en lyd i værelset. Mette tændte lyset og så Søren sidde på sofaen i en jakke og en hue. Han holdt en rygsæk, helt fyldt med sine yndlingsbiler.
Hvor sidder du i mørket? spurgte Mette overrasket og fortsatte muntert: Kom nu, stå op og klæd dig på. Skal du på tur? Kom, vi spiser dine pandekager med flødeskum og syltetøj, kom nu, Søren, hvorfor er du så?
Søren smilede ikke, han så på et punkt med et barns alvor, og så spurgte han pludselig:
Må jeg tage de her legetøj med mig? Jeg har jo nok ikke brug for bilerne?
Hvad siger du, søn? Hvor skal du hen? Mette sagde, og hendes hænder sank. Var hun en dårlig mor, så han ikke mærkede hendes kærlighed? Måske var han jaloux, for snart skulle han have en søster? Det var mærkeligt, for lige i går var han så glad.
Så I vil have mig tilbage på børnehaven? Tante sagde, at I skyndte jer, tog mig med, fordi I ikke vidste, at et barn skulle fødes. Men jeg er ikke deres
Søren havde tårevåde øjne, han holdt sig på tværs og så til siden.
Søren, min dreng, hvad snakker du om? Hvilken tante? og så huskede Mette, hvordan hun for få dage havde set nabokvinden. Hun begyndte at tale om, at Gud skulle takkes for, at barnet snart kom, og så pegede hun med læben og blikket på Søren. I skyndte jer, lille pige, I skyndte jer!
Mette troede, at Søren stadig ikke forstod noget. Hun sagde farvel til den ufølsomme nabo uden at skændes med ham. Men Søren, han forstod alt.
Pludselig tænkte han, at han var en fremmed, alene i verden.
Mette gav ham et hurtigt kram; han skubbede væk først, men så faldt han i hendes favn og begyndte at græde.
Min dreng, du forstår ikke, den tante ved bare intet. Far og jeg elsker dig så højt, vi giver dig aldrig væk!
Mette tog hans hue og jakke af, og de sad stille sammen på sofaen i lang tid.
Da Kirstine blev født, var Søren og far alene hjemme, og så kørte de for at hente mor og lille søster.
Søren var bekymret for, at han måske ikke ville passe på sin søster.
Men da han så, hvor lille hun var, lo han blidt. Mor, hvor skal hun hen, så lille uden storebror? Jeg vil lære hende at lege med biler, så bliver det sjovt for os alle sammen!
Nu kan Søren ikke lade være med at holde øje med sin lillesøster, venter på at hun vokser, og forældrene vil flytte hende ind på hans værelse.
Indtil da er han mors første hjælper
Den aften kaldte Mette på ham: Søren, jeg har pakket Kirstine, lad os skynde os og hente far fra arbejdet.
Søren stod allerede påklædt i gangen: Mor, jeg holder døren, så du kan komme ud med vuggen!
De gik i elevatoren, kom ud, og pludselig trådte den samme nabo ind i indgangen.
Søren greb Mettes hånd hårdere, som om han var bange.
Søren, du er en stor dreng, hjælp din tante, kald på elevatoren, hun har tunge tasker.
Ja, mor! sagde han stolt, trykkede på knappen, og løb efter hende.
I morgen er weekend, så familien tager i Fælledparken. Det er en skam, at Kirstine stadig er så lille, men snart bliver hun større, og så kan de sammen tage på forlystelser. Og Søren, som storebror, vil holde fast i hende, hvis hun bliver bange. For de er søskende for altid!
