Hej du, så hør lige denne lille saga fra vores liv du vil nok kunne relatere!
Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus? spurgte Mikkels forældre direkte.
Er du ved at misforstå? spændte Freja sig op.
Nå, I har jo allerede gjort alting, så vi tænker, at I snart vil invitere os med.
Mikkel, forstår du, at det her går over alle grænser? Freja kunne ikke holde sine følelser tilbage længere, især fordi hendes mand lod som om, han ikke forstod, hvorfor hun blev så ophidset.
Måske havde de hele tiden lagt en plan, så hun skulle investere flere år af sit liv og alle sine opsparede kroner i den her bygning, for så at blive efterladt med ingenting?
De unge gik ikke den traditionelle vej med at købe små, dyre lejligheder. Da Freja og Mikkel mødtes, talte de om at bygge deres eget hjem i fremtiden det er jo billigere, hurtigere og mere givende. I stedet for 30 kvadratmeter fik de 130 for de samme penge.
Der vil være plads til både børn og kæledyr, sagde Freja glad.
Heldigvis havde de allerede et stykke jord. Det tilhørte Frejas tante, som havde overdraget det til sin niece, da hun så, hvor seriøse de var.
Jeg gav jer ikke meget til brylluppet, så her er min gave: et sted, hvor I kan få børnene til at vokse op, sagde tanten, grunden har stået ubrugt i tyve år, så lad den endelig komme i brug.
Det var dog ikke let, for for at spare penge gjorde de selv en del af byggeriet. De arbejdede efter deres almindelige job, i weekender og selv i regn.
Freja måtte også trække på arven. Hun fik penge fra salget af sin bedstemors lejlighed og lægger dem i byggeriet.
Da huset endelig stod færdigt, indså de, at hver eneste time var umagen værd. Selv om der stadig manglede detaljer i både konstruktion og indretning, var det allerede beboeligt og det gjorde dem vildt begejstrede.
De begyndte at tilbringe nætter i deres nye hjem og invitere venner over. Freja sukkede kun over én ting: at Mikkels forældre aldrig havde hjulpet, selvom de ofte bad om assistance.
Foreldre har altid travlt med deres egne vigtige sager, så de kunne hverken sætte et hegn, plante juletræ eller levere et køleskab. De har en stor firehjulstrækker med trailer præcis den bil, man har brug for udenfor byen men i sidste ende måtte parret betale for leveringen selv.
Er de virkelig så travle? Men med hvad? De er jo pensionister, undrede Freja.
De lyver vel ikke, hævede Mikkel med et skulderløft.
Freja gik ud fra, at svigerforældrene måske bare havde andre gøremål og ikke ramte timingen med deres anmodninger, men en lille tvivl krydsede hendes sind.
Freja, i dag kommer den nye fjernsyn til levering. Kan du tage imod? sagde Mikkel, mens han hastede af sted til arbejde med en sandwich i den lyse nye køkken.
Ja, selvfølgelig. Hvad tid kommer de?
De sagde i anden halvdel af dagen, mellem kl. 15 og 20. Jeg har givet dem dit nummer, de lover at ringe en time før.
Perfekt. Her, jeg har pakket en madpakke til dig.
Tusind tak, jeg må skynde mig, sagde Mikkel og kyssede Freja på kinden, før han løb ind i entreen.
Omkring kl. 16 banker det på døren.
Freja var sikker på, at det var leveringen, men det var mærkeligt, at de ikke havde ringet som lovet.
Hun åbnede, og på dørtrinnet stod Mikkels forældre Lilly og Ole.
Åh, stammede Freja af overraskelse, så hun kun nåede at stønne.
Hej, lille Freja! Gjenkender du os? Vi bliver rige! sagde Lilly med et stort smil.
Undskyld, jeg genkender jer selvfølgelig, jeg havde bare ikke forventet, at I kom.
Må vi komme indenfor? blinkede Ole.
Åh, stødte Freja igen, kom endelig.
De gik ind i den store stue, der åbnede sig op til køkkenet, og så sig omkring.
Hold da op, så er det smukt her! udbrød Lilly. Det er da rart, at I byggede et hus i stedet for at købe en lejlighed. Et hus er solidt, rummeligt der er plads til alle!
Ja, nikkede Freja.
Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus? spurgte forældrene igen.
Forstår du mig ikke? spurgte Freja, lidt anspændt.
Så I er færdige, så vi regner med, at I snart vil invitere os, sagde Ole.
Vi havde ikke regnet med, at huset skulle være til fire, mumlede Freja, forvirret over svigermorens spørgsmål.
Hvad tror I, vi er, nogle konger? En enkelt stue er nok til os! lo Ole.
Vi, Freja, har besluttet os for at tage en ekstra pension til os selv og udleje vores lejlighed, nu hvor vi har et sted at bo, forklarede Lilly.
Har I snakket om det med Mikkel? Freja var ikke så begejstret for idéen.
Ikke endnu, men han vil nok være med, det er jeg sikker på.
Freja blev helt målløs over så meget ukritisk. De havde aldrig hjulpet, og nu ville de både bo i deres hus og tjene lidt på lejen.
Hun havde ikke modet til at give svigerforældrene en afvisning, men håbede på Mikkel.
Er vi bare fremmede? protesterede Ole. Giv os i hvert fald en kop te!
Ja, selvfølgelig, svarede Freja ydmygt.
Svigerforældrene nippede langsomt til teen, mens de slog sig ned ved spisebordet i stuen, da telefonen ringede.
Leveringschaufføren undskyldte, at han havde glemt at ringe en time før, men han var allerede på vej.
Freja gik ud for at modtage fjernsynet. Kurerne hjalp med at bære den store kasse ind og sagde farvel med et høfligt nik.
Hold da op, den er enorm! udbrød Ole. Hvor skal den hænge?
Her, pegede Freja på den tomme væg.
Perfekt! Så kan vi sidde på sofaen om aftenen og se nyhederne.
Vi havde egentlig ikke planlagt at få en antenne,
Ha, hvad er det med jer unge! Hvad skal I så kigge på? Et tomt skærmbillede?
Nej, film, serier, apps. Folk ser jo ikke længere tv på den gamle måde kun de gamle, så tror jeg, hævede Freja brystet.
Så er det vores opgave! lo Lilly. Jeg taler med Mikkel om at få antennen sat op.
Freja tjekkede tiden, indtil Mikkel skulle komme hjem, og håbede, at han ikke blev forsinket på arbejdet. Heldigvis kom han til tiden.
Så er Mikkel her! udbrød hun, da hun hørte motoren.
Hun løb ud i entreen for at møde ham.
Dine forældre er kommet og vil flytte ind hos os, hviskede hun i hans øre og gav ham et kærligt omfavn.
Hvad?! råbte han.
Stil nu, de vil snart fortælle alt.
Siden hvornår? spurgte Mikkel.
De kom bare for at se, hvordan det ser ud. Det ser os rigtig godt ud! sagde Ole stolt.
Hvis der får komme en baby, er der ikke plads, kom Mikkel med en bekymret tone.
Åh, men I har jo to ekstra værelser på loftet! indblandede Lilly.
Ja, et børneværelse og et gæsteværelse. Vi har ofte venner på overnatning, små fester Vi er jo unge, grinede Mikkel.
Åh, vi kan ikke lide larm, sagde Lilly og så på ham.
Så må I nok blive lidt mere stille, nikkede han.
Hvorfor tror I på det? undrede Mikkel.
Vi har allerede fortalt Irina, at vi vil flytte ind og leje vores lejlighed ud for en lille indtægt, sagde Ole selvsikkert.
Så har vi ikke plads, rullede Mikkel med øjnene.
Min dreng, hvordan kan det være? Er der slet ikke plads til forældrene? udbrød Lilly med en lille snert af sorg.
Har forældrene overhovedet haft tid til at hjælpe os? svarede Mikkel. De kunne ikke engang levere køleskabet! I har aldrig været her, og nu vil I tjene penge på vores hus? Nej, det vil jeg ikke. Jeg elsker jer, men der er simpelthen ingen plads.
Ole og Lilly så på hinanden.
Lad os gå, Lillie, vi har travlt, sagde Ole kort.
Ja, lad os gå.
De stod stille og gik ud i entreen.
Da de var gået, kastede Freja sig i Mikkels arme.
Tusind tak! Jeg var virkelig bange for, at du ville tage deres side de er jo dine forældre!
Hvorfor skulle jeg? Jeg har set, hvor frustreret du har været hver gang de afviste at hjælpe. Hvorfor skulle jeg tage imod dem for en så mærkelig grund? Vi vil tjene lidt på lejen er det en undskyldning for at bo hos os?
Tak! krammede Freja ham endnu tightere.
Ingen årsag, smilede han, men som tak skal du nemlig lave middag til mig.
Det var hele historien, jeg ville dele med dig. Vi har stadig masser af planer og udfordringer foran os, men lige nu er vi bare glade for, at vi har et sted, hvor vi kan bygge vores lille verden sammen. Håber du kan mærke varmen gennem min stemme!
