Ingen grund til at være bedrøvet, Kurt! Du skal ikke sulte i sorgen! Du fejrede dog nytåret så storslået!
Endelig var han tilbage i den lille hjemby, Esbjerg. Kurt gik af perronen, trådte ud på stationspladsen og gik mod busstoppet. Han havde ikke fortalt sin kone, Karin, at han ville ankomme den dag.
Stemningen var tung hos Kurt, for han havde netop haft en ubehagelig samtale med Karin. Hun ville igen kritisere ham, klage over hans tilsyneladende ligegyldighed og kalde ham egoistisk.
Hvorfor ligeglad? Han havde jo ønsket at ønske hende godt nytår, men hun havde slukket for telefonen. Det så ham som en fornærmelse!
I tre dage forsøgte han at ringe, men Karin løftede aldrig røret. Så blev han selv så såret, at han holdt op med at ringe.
Og for at gøre ondt på såret, havde hun ikke engang ønsket hans forældre eller søsteren god nytår, endsige ham selv. Han ville jo snart stå ved døren og gøre hende opmærksom på det.
Det var ikke kun hende, der havde fejl; også han havde sine mangler, så lad hende svare! Som man siger: Den bedste forsvar er et modangreb.
Kurt lod modet vende, og da han gik ind i indgangen til sin lejlighed, var han i kampklar stemning.
Lejligheden mødte ham med stilhed.
Hej! Er der nogen her? Åh, Karin, jeg er hjemme! råbte Kurt højt, men intet svar kom.
Han kastede et blik på køkkenet ingen Karin, så videre til stuen tomt. I en anden værelse så han, at barnetæppet og den lille seng ved væggen var væk; kommoden med babyudstyr, som hans svigerforældre havde givet dem, var forsvundet.
Han gik til garderoben: den halvdel, hvor Karins tøj normalt hang, stod også tom.
Er hun faldet ud af forstanden? Har hun smidt mig? tænkte Kurt.
Han ringede til svigermor, men ingen svarede. Så prøvede han Katrine, Karins veninde. Også stilhed. Endelig fik han fat i Morten, Katrines mand.
Hej, Morten! Giv mig Karins telefon, jeg kan ikke nå hende, bad han.
Katrine er i deres sommerhus i Skagen med barnet vi fejrede nytår der. Der kan forbindelsen være dårlig, svarede Morten.
Jeg kom i går, for jeg skulle på vagt i dag. De hviler stadig, svarede Morten. Hvorfor vil du tale med Katrine?
Jeg håber hun ved, hvor min lille Signe er. Jeg kom fra sine forældre, men hun er væk hjemme, og alt, vi har købt til barnet, er også væk, sagde Kurt.
Så din kone skulle næsten blive mor, men du rejste væk på helligdage og lod hende alene? spurgte Morten overrasket.
Hun ville ikke med. De havde sat en deadline den tiendeellefte januar de kunne have rejst i tide.
Tillykke, Kurt, du er en skygge, grinede Morten.
Hvorfor? spurgte Kurt.
Fordi du sandsynligvis allerede er enlig. Dum! Ring til hospitalet, hun er sikkert der, rådte Morten.
Ti dage senere.
Jeg forstår det ikke, Kurt, sagde hans mor i røret, hvorfor skal du sidde hjemme på helligdage? Signe vil ikke rejse, du kan bare komme. Hun har kun to uger til fødsel, du kan nå at komme tilbage.
Især fordi næsten hele familien samles: tante Vera med onkel Søren kommer, Niels med Vibeke, Lise med Poul. Og vi med far og Vicky med Henrik.
Vicky har reserveret et værelse i et landhotel i skoven til fire dage, fra den tredive til den anden.
Den tredive første i restauranten er der en banket med inviterede kunstnere. Jeg har betalt for dig, du betaler mig tilbage. Du bor hos os til jul, og den ottende skal du rejse. Du når lige i tide til Karins deadline.
Signe ville ikke rejse:
Kurt, jeg kan blive fanget enhver dag. Forestil dig, at alle fejrer, og pludselig går det i mig. Hotellet uden for byen vil ambulancen nå frem?
Nej, jeg drager ingen vegne.
Det er rigtigt, hvad mor siger: Kvinder måler deres heltemod på sygdommen, ikke på fødslen. Hun bragte os tre til verden, gik næsten aldrig i barsel og fik alting til at gå.
Kurt vidste, at Signe havde ret på noget. Men han forestillede sig, hvor kedeligt det ville være hjemme på nytårsaften kun ham og Karin ved et beskedent bord. Karin havde allerede sagt, at hun ikke ville lave et særligt måltid. En melankoli overmandede ham.
Mens familien ville synge og danse i restauranten, gik han alene af sted.
Det landlige hotel var virkelig festligt. Omkring halv ét på nytårsnatten gik Kurt ud af salen og ind i lobbyen for at ringe til Karin, men hun svarede ikke.
Så er det sådan, du er sur, men du er også skyldig. Hun kunne have været her og fejret med os, tænkte Kurt.
Næste dag udtrykte hans mor sin vrede over svigerdatteren:
Signe har ikke engang ringet og ønsket os et godt nytår med far. Se nu, hun er så sur! Du har ladet din kone gå i stykker, min søn.
Hun forstår ikke, hvad en rigtig familie er. Vi er alle her, mens hun er alene. Lad hende sidde og tænke.
Den nat var Signe ikke hos dem. Hvis hun tænkte på nogen, så var det Kurt, ikke svigerfar eller svigermor eller deres mange slægtninge.
Da hendes forældre fandt ud af, at deres datter havde siddet alene i ferien, kaldte de hende hjem. De havde ingen store fejringer planlagt.
Signes bror boede i København, arbejdede på et døgnåbent produktionsanlæg, og havde ingen fri på den type helligdag, så forældrene ville fejre nytåret kun som to.
Den tredivte december klokken ni om aftenen lagde Signe og hendes mor borddækning, da Signe pludselig faldt om.
De kaldte på ambulancen. Mor gik med Signe, far fulgte efter i sin bil.
Signe tilbragte nytårsaften på hospitalet, mens hendes forældre ventede i venteværelset. Signe blev mor til en lille dreng
Kurt fulgte sin vens råd og ringede på hospitalet.
Det er warden? Hun blev udskrevet i går, svarede en telefonist.
Udskrevet? kunne Kurt ikke tro det. Har der allerede været et barn?
Ja. Den første januar klokken halv ét.
Hvem hentede hende? spurgte Kurt.
En ung mand, den information noterer vi ikke i journalen!
Kurt indså, at kun forældrene kunne have hentet Signe, så både hun og barnet var hos dem.
Han købte en buket roser og satte kursen mod deres hus.
Han ringede. Døren åbnede svigerfaderen.
Hvad vil du?
Goddag, jeg er kommet for at se Karin, sagde Kurt.
Hvorfor? spurgte Karins far.
Jeg er hendes ægtemand, svarede svigersønnen.
Signe! råbte svigerfaderen højt. En fyr står her og siger, han er din mand. Vil du tale med ham?
Nej, lad ham gå, svarede Signe fra indersiden af lejligheden.
Svigerfaderen rystede på hovedet:
Hun vil ikke. Farvel, unge mand! og smækkede døren.
Kurt stod i et par minutter og ringede igen.
Denne gang åbnede svigermoren en høj, robust, røstfuld kvinde. Ærligt talt skræmte hun Kurt en smule.
Forstår du ikke? spurgte hun.
Lad mig komme inden, sagde Kurt modigt. Jeg har ret til
Før han nåede at afslutte, greb hun buketten ud af hans hænder og smækkede den i hans ansigt flere gange.
På hvad har du ret? En advokat vil fortælle dig! Ring ikke mere, min barnebarn sover, sagde hun, smedte roserne på gulvet og lukkede døren.
Kurt gik hjemad. På vejen tørrede han ansigtet med hænderne roserne var smukke, men de havde torne.
Da han kom hjem, ringede han først til sin mor.
Forestil dig, de lod mig ikke engang ind i lejligheden, og jeg fik ikke se min søn.
Tag det roligt, Kurt. Din Signe kommer tilbage med barnet i armene. Hvor kan hun tage hen? Du må ikke ringe eller sende penge.
Lad hendes forældre fodre hende, hvis de er så kloge. En uge eller to vil hun selv vende hjem. Sov nu, du har arbejde i morgen.
Kurt gjorde som hun sagde: han spiste frosne frikadeller, han købte i kiosken, og gik i seng.
Han sov trygt, uden at vide, at dette var den sidste nat han overnattede i den lejlighed.
Da han næste dag kom fra arbejde, lå alle hans ejendele i kasser og sorte poser på trappeplatformen.
Han ringede. Døren gled op for svigermor, som ejede den toværelses lejlighed, hvor Signe og Kurt havde boet.
Så, min kære svigersøn? Kan du huske adressen på dit kollegieværelse, eller skal jeg minde dig? Pak dine ting. Alt, hvad der er tilbage, smider rengøringspersonalet ud i morgen!
Kurt måtte flytte til kollegiet.
De blev skilt ved retten. Kurt havde fået nok af kollegiet, så han ville leje en lejlighed, men da lønnen, efter at skat og børnebidrag var trukket, kun lå på fem tusinde kroner, indså han, at der knap nok var til livets basale udgifter.
Spar mere op! Du skal stadig samle til din egen lejlighed, sagde Morten. Ingen grund til at være ked af det, Kurt! Nytåret fejrede du dog med stil!
Signe boede tre år hos sine forældre, som hjalp hende med den lille Frederik. De lejede deres lejlighed ud i mellemtiden.
Da Signe gik på arbejde igen, flyttede hun og Frederik tilbage til deres egen bolig. Efter renoveringen var der intet, der mindede om Kurt og hans familie.
Hvad synes du om Kurts handling? Skriv dine tanker i kommentarer, giv et like.
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier efterlad en kommentar og glem ikke at like. Det giver os energi til at skrive videre.
