Mikkel bliver smidt ud igen. Det er tredje gang i hans korte liv. Heldet har tydeligvis vendt ryggen til ham.
Han er kun et år gammel, og allerede fra tre familier er han blevet kastet væk. Først bliver han skubbet fra hånd til hånd, men så
Så bliver han trukket ud på gaden, lagt i affaldsspanden og forsvinder, så han ikke kan finde vej hjem. Men han leder ikke engang efter den.
Han forstår straks, hvad ansigtet på manden siger. Hans kone bliver dybt ked af det, da Mikkel kradser den nye lædersofa.
Den er dyr, kostede fem tusinde kroner. Hun dømmer ham. Og manden? Hvad med manden? Han nikker altid bare.
Han tager den ettårlige killen under armen og går mod skraldebilen i nabohaven. Mikkel løber ikke efter den. Han ser dommen i mandens øjne og forstår.
Alt er forgæves. Han ville have sagt farvel som et menneske, strøkt katten en sidste gang, bedt om tilgivelse. Men det ender på en anden måde.
Som en spand fuld af affald vælter.
Mikkel sukker og prøver at finde noget spiseligt i skraldet, tygger på et gammelt stykke kylling. Han rejser sig, sætter sig ved den store grønne tank og ser på solen.
Han blinker, men vender ikke blikket væk. Den store lyse cirkel varmer ham, og han nyder det.
Det er de sidste solstråler sommerens, efterårets, vinterens. En lille optøning. En isklump smelter.
Men i Mikkels sjæl fryser det.
Aftenen og natten er kolde efter solnedgang. Vinden og frosten gør deres arbejde.
Den røde kat fryser. Han ved ikke, hvor han skal gemme sig. Så finder han en stor bunke af visne, røde løv og krøller sig sammen i dem. Først er det iskoldt, han ryster, men så
Da den våde, iskrystalliserede vind blæser ind i hans røde pels, bliver den hård, men mærkeligt varm. En stemme i dybet hvisker blide ord.
De vugger ham og beder ham lukke øjnene, glemme al smerte og ulykke.
Rul dig sammen, sov. Sov, sov, sov. Han føler varmen sprede sig gennem den stive ryg.
Det er så simpelt. Man skal bare give op, så passer det hele. Fred og evighed vil komme. Skyld og smerte vil flygte.
Mikkel sukker en sidste gang og giver efter. Hvorfor kæmpe? Hvorfor?
For i morgen venter samme kulde og sult. Samme trang til at lukke øjnene for evigt.
Gadelamperne tændes først i det fjerne. Mikkel kaster et sidste blik på dem. Han har ofte set lyset fra sit vindue. Den røde kat absorberer lyset en sidste gang, og hans øjne lyser i den mørke, der svinder.
Det lille lys fanger opmærksomheden på en lille rødklædt pige. Hun går hjem med sin far. Hun trækker i hans ærme.
Der! siger hun Der er noget i bunken.
Der er ingen der, siger faren, kuldet knækker hans stemme. Lad os hjem, jeg fryser.
Han prøver at trække hende væk fra den store, mørke bunke af blade. Den røde pige trækker på skulderen.
Jeg så det. Jeg så lyset.
Lys i en bunke løv? spørger faren, overrasket. Det kan da ikke ske.
Men pigen er allerede ved bunken og bryder igennem den øverste lag. Hun støder på ham den røde kat.
Far! råber hun.
Jeg så det. Det er ham.
Hvem? spørger faren, nærmer sig.
Her, siger pigen og forsøger at løfte den frosne krop.
Lad den være, siger faren.
Den er allerede død. Vi bærer ikke en død kat hjem.
Den er ikke død, svarer den røde pige. Jeg ved det. Jeg så lyset i hans øjne.
Lys i en kats øjne? sukker faren.
Han kommer tættere, løfter forsigtigt den hårde krop og prøver at mærke et slag.
Mikkel ønsker bare at sove. Søvnen lægger sig over hans øjenvipper, varmen fylder hans krop, og en stemme i ham hvisker:
Sov, sov, sov Åbn ikke øjnene.
Den lille, barnlige stemme gentager vedholdende:
Lys i hans øjne.
Hvad vil de have af mig? Hvorfor plager de mig igen? Hvorfor får jeg ikke hvile?
Han åbner knap øjnene, ser dem. Noget forstyrrer ham lige nu.
Her! råber den lille stemme. Her! Jeg sagde det. Så du? Igen. Lyset!
Hvilket lys?
Han bliver overrasket, smider sin jakke, pakker den røde krop ind i den og går mod huset.
Dattersøsteren løber ved hans side, skynder sig.
Far, far, kom hurtigere. Han fryser.
De forsvinder i trapperummet, og ovenpå femte sal tændes lyset i vinduerne.
Mikkel får varmt vand og lun mælk. Pigen hvisker:
Dør ikke ud. Dør ikke, jeg beder dig.
Isen på hans pels smelter, og også den i hans sjæl.
Den store røde kat betragter med forundring, hvordan far og datter plejer ham. Han vågner, og nu er han virkelig varm.
Varmen strømmer gennem ham, ikke fra radiatorer, men fra et lille barns hjerte.
Udenfor står han, den, der af og til hjælper. Han står og ser på de tændte vinduer på femte sal.
Han taler:
Alt, hvad jeg kan. Alt, hvad jeg kan.
Han holder et øjeblik, tænker, og tilføjer:
Lys ser ikke alle. Ikke alle, der ser, kan holde det.
Mikkel, mens han ser på den røde pige, tænker ikke på menneskets storhed. Sådan tænker mennesker. Han tænker på sit eget.
Han ser lyset. Lyset i hendes øjne.
Sæt et like og skriv kommentarer, hvad I synes?
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier efterlad kommentarer og glem ikke likes. Det giver os lyst til at skrive videre.
