Du, Signe, så lad være med at være sur på mig, jeg vil ikke bo sammen med dig.
Må vi så i hvert fald prøve, Mikkel? Signe så ham næsten uden at blinke, hendes kinder blomstrede af rødmen.
Jeg har allerede sagt alt, Mette
Mette Lund var blevet født, mens Mikkel gik i første klasse.
Han huskede sin mor, den smukke og landsdækkende beundrede Lise Lund, med den store runde mave, og den stolte far, Jørgen Lund.
Lise rullede ofte ud af porten med en barnevogn, som Mikkel altid syntes var som et lille mirakel, han længtes efter at kigge ind i.
Mikkel voksede, og lille Mette voksede med ham. En dag løb hun ud af deres forældres port i en lys rosa kjole med en stor sløjfe i de lyse hår. Hun legede med veninderne og byggede et lille hus ved havelågen.
Mikkel så det hele fra vinduet i det modsatte hus på den anden side af gaden, lige overfor Lund-familiens hjem.
Mikkel, før Mette af sted, tak! bad Lise en aften.
Mikkel sagde ja, og han blev næsten et år til hendes formynde.
Først gik de i skole i stilhed; Mette kunne ikke holde ud længere og begyndte at fortælle ham små historier fra timerne. Hendes skoledag sluttede tidligt, og hun ventede tålmodigt på, hvornår Mikkel også kunne gå fri.
Nogle dage gik Mikkel hjem sammen med klassekammeraterne, og Mette gik ved siden af dem. Han vævvede sig ind i rutinen, ventede ved porten hver morgen, greb hendes hånd, og sammen gik de til skole.
I september næste år bad Mette ham stille om lov til at gå med veninderne. Så gik pigerne forrest, mens Mikkel holdt en passende afstand, klar til at træde til, hvis det blev nødvendigt.
En dag stod en gås på vejen, pibende og med vingerne fløjende, og pigerne blev bange. Mikkel stod imellem dem og gåsen, og de løb videre med skrig.
Næste år flyttede Mikkel til den større naboby, Vejle, hvor der var en tiklassers skole, og han kom kun hjem i weekender og på ferier. Mette så ham sjældent, holdt hovedet nede og hilste knapt.
Senere gik Mikkel på luftfartsskole for navigatører og kom næsten aldrig hjem.
Mor, hvem er det der står i porten? spurgte han, mens en høj, slank ung kvinde trådte ud af Lunds porte.
Det er vores Mette, svarede moren og kiggede ud af vinduet med et smil.
Hvornår kom hun? undrede Mikkel oprigtigt.
Det er bare tiden, der har bragt hende, sukkede moren blidt, jeg er glad for, at hun har fået så meget fra sine forældre.
Mikkel så Mette kun sjældent, skjult bag gardinerne. En morgen så han hende med spande på en gammeldags vandpumpe, mens vinden blæste i hendes hår som et flagrende flag.
Mette gik i en stram buksedragt for at aflægge sine eksamener. Mikkel følte sig igen draget til at følge hende.
Den sidste dråbe var hendes stemme, da han hjalp far med at reparere hegnet: Med den stemmen kan du gå til verdens ender!
En dag, da han bar spande med vand ud af porten, mødte han hende ved pumpen.
Hej! sagde Mette først, og ramte ham lige i hjertet.
Hej, Mette, stummede han, næsten uden ord.
Spandene blev fyldt langsomt, og han kunne ikke finde på noget at sige. Han gik væk med en underlig, skjult længsel. Det var som om han endelig var forelsket.
Efterfølgende kom indkaldelsen til tjeneste, og Mikkel blev sendt til den arktiske by Skagen.
***
Den næste gang kørte Mikkel hjem med håb. Han drømte om at endelig erklære sine følelser for Mette hun var nu gammel nok.
Den første dag på arbejdet var hård, men far havde som altid udtænkt den mest optimale plan for ekstra arbejdskraft. Om morgenen den anden dag gik de i skoven for at fælde brænde, skulle de splitte dem og stable dem i skuret.
I en kort ferie omarrangerede far badehusets bund, udskiftede dørkarmen og lagde nyt gulv i saunaen. Til sidst gik han på at renovere stalden. Så gik to uger som en tåge.
Mikkel kiggede nu og så igen på naboens låste port, som sjældent åbnedes. Nogle gange kom Lise eller Jørgen ud, men Mette viste sig aldrig.
Mor, hvorfor kan jeg ikke se Mette? spurgte han en dag.
Hun er på universitetet i Århus, svarede moren.
Så vendte Mikkel tilbage til Skagen uden yderligere svar. Et år senere så han hende kun én gang, og det var ikke til hans tilfredshed. Han fandt sig selv skjult bag en gardin, som en observerende skygge.
Ved siden af hende gik en høj, gangbar landmand, en ung mand fra landsbyen. Han talte vittigheder, lo højt over sine egne jokes, mens Mette smilede overbærende og kastede et underligt blik på ham, som om hun syntes, han var en besynderlig modstander for Mikkel.
Senere fandt Mikkel ud af, at Mette var blevet gift med ham og nu boede i et feriecenter.
Mikkel kom ofte hjem for at besøge sine forældre og så og hørte hende igen.
Mikkel, stop med at lide, du er jo ikke længere en dreng sagde moren, og det gik op for ham, at hans hjerte endelig havde fundet ro.
