Sådan, gutter, fisket kan vente lidt, besluttede Viggo og greb fiskesnøren. Vi må redde den lille stakkels.
Viggo styrede motorbåden gennem den rolige overflade af Østersøens vestlige bugt, mens hans passagerer turister fra København kastede deres fiskestænger i vandet med begejstring. Dagen var skønn: solen skinnede klart, en let brise kærtegnede ansigtet, og fisken nappede ivrigt.
Viggo, ser du noget derude? råbte en af de afslappede turister pludselig og pegede mod horisonten.
Kaptajnen finkiggede ud i den fjerne vandmasse:
Som en fugl nej, der er noget mærkeligt.
Da båden kom nærmere, så alle forbløffede på hinanden. I vandet, kun knap nok over overfladen, kæmpede en orange kat desperat for at holde sig oven vande. Den var gennemblødt, rødhåret og helt udslidt.
Hold da op! rystede hovedet Viggo. Hvordan er den havnet her? Kysten er halvanden kilometer væk!
Måske faldt den i båden? foreslog en turist.
Eller strømmen har båret den, tilføjede en anden.
Katten mjavede svagt og forsøgte at svømme mod båden, men kræfterne svandt.
Sådan, gutter, fisket kan vente lidt, gentog Viggo og greb sit fiskegarn. Vi må redde den.
Det var ikke let at få katten ud; den skreg, kløede og gik fra side til side i panik. Til sidst fik de den i garnet og løftede den forsigtigt ombord.
Den er helt udmattet, sukkede Viggo, mens han pakke den rystende kat ind i en gammel jakke. Hvor længe har den været i vandet?
Katten krøllede sig i et hjørne på dækket og så på mennesker med forsigtige, bange øjne. Den våde pels stod i alle retninger, og vipperne rystede.
Hvor smuk, udbrød en af turisternes koner. Så ung også.
Vi må have den til dyrlægen, bekymrede Viggo. Hvem ved, hvor meget vand den har drukket.
Dyrlægen så på katten og beroligede alle:
Den er rask, kun udmattet. Dehydreret og bange, men den holder. Giv den ti dages hvile, så er den som ny.
Skal vi lede efter ejeren? spurgte Viggo.
Vi kan sætte en annoncering, men den ser ud til at være gadekat, så den mangler ejer.
Viggo tog katten med hjem. Hans hustru, Gitte, bød den nye gæst varmt velkommen:
Åh, hvilken lille skrøbelig en! Vi skal passe på dig!
De første par dage gemte katten sig under sofaen, kom kun frem for at spise. Så begyndte den langsomt at udforske sit nye hjem. En uge senere spandt den, mens Gitte kærligt strøg den langs ryggen.
Ved du hvad, sagde Viggo til sin kone, måske beholder vi den? Ejeren vil nok ikke dukke op.
Jeg er med, smilede Gitte. Jeg har altid drømt om et killinger. Hvad skal vi kalde den?
Held, svarede Viggo med det samme. Ikke alle slipper så glat fra et åbent hav.
Katten, som hørte sit nye navn, løftede hovedet og mjavede højt, som om den godkendte valget.
En måned gik, og Held blev fuldstændig en del af familien. Han mødte Viggo ved døren, lå på Gittes skød, og kravlede snedig efter fisk på køkkenet. Men vand undgik han stadig han nærmede sig sin egen skål med forsigtighed.
Han har sikkert en psykisk arv, fortalte Gitte til naboerne. Efter sådan noget er det forståeligt.
Måske er det skæbnen, der har vendt sig, bemærkede naboen Tove. Den kom lige til jer.
Viggo kærligt gnubbede katten bag øret:
Måske er det virkelig skæbnen. Heldigt at vi gik ud at fiske den dag. Ellers
Den røde kat strøg sig mod hans hånd, spandt tilfreds og syntes at sige: Alt bliver godt. Jeg er nu hos jer for altid.
Og både Viggo og Gitte nikkede stille til den forståelse.
Nogle gange kan en hjælp, givet i rette øjeblik, vende sig til den mest uventede lykke. Redningen kan ske, hvor du mindst forventer det, og den sande held kommer, når du er klar til at gribe den. Det vigtigste er at være opmærksom, når nogen har brug for dig.
For netop i sådanne stunder træder nye, uventede bånd frem, og selv hvis begyndelsen er skræmmende, så blomstrer de stærkeste forbindelser i de svære tider.
