Jeg husker, hvordan min svigerdatter råbte højt i gården: Hun kan ikke bo her, hun er ingen for os! og peger med den lille hånd på mig, mens hun fortæller sin bror, at jeg skal ud af huset, som jeg har boet i de sidste femten år.
Vent lidt, Maria, så er det ikke så enkelt. Hvor skal tante Tove så hen? sagde Jens, min svigersøn, den jeg altid har set som den mest fornuftige og ærlige af de to, mens jeg i femten år med min mand havde lært at læse mellem linjerne.
Min mand gik bort for ikke så længe siden. Hans børn fra det første ægteskab kom med det samme for at fordele arven. Arven var ingen lille sag: en villa i Køge, en stor have, en garage og en Volvo 240.
Jeg havde aldrig gjort krav på noget, men ærligt talt havde jeg ikke forestillet mig, at jeg så hurtigt skulle blive kastet ud af døren.
Jeg og Lars mødtes først, da vi begge var i et godt modent livsstadium, hver med et mislykket ægteskab i baghovedet og børn, der allerede var voksne. Jeg havde to døtre Ingrid og Else og Lars havde én datter, Mette, og en søn, Henrik.
Jeg havde lige fejret mit halvtredsindstyvende år og sat min ældste datter i ægteskab. Hun bragte sin svoger hjem, og så var den yngste datter stadig ugift. Jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle få plads i den lille lejlighed, vi havde.
Men kort efter blev jeg introduceret for Lars, der var fem år ældre end mig og havde levet alene i mange år. Hans børn var allerede ældre, gift, og han havde både en søn og en datter, som han havde sørget for med eget hus, fordi han tidligere havde haft ledende stillinger og tjent en anstændig løn.
Uden tøven tilbød Lars mig at flytte ind i hans landlige bolig. Jeg tænkte grundigt over det og sagde: Hvorfor ikke? Han var en god mand, både som menneske og som ægtemand, og han behandlede mig med respekt.
Jeg flyttede ind i Lars’ sommerhus på Lolland. Vi holdt en travl gård sammen; han havde både en køkkenhave, høns, kaniner og på et tidspunkt også en ko og en gris. Børnene kom ofte på besøg både mine og Lars’ og vi sendte dem altid hjem med fyldte kurve, aldrig med tomme hænder.
Lars og jeg var aldrig officielt gift. I starten talte vi om at blive det, men efterhånden syntes den papirstempel i vores alder ikke så vigtig.
Det blev femten strålende år, vi delte, og jeg har ingen fortrydelser.
I samme periode giftede den yngste datter sig også. De to søstre kom snart i konflikt om, hvem der skulle eje lejligheden. Den ældste, som allerede boede der, ville hverken dele med sin søster eller lade hende med sin mand bo ind, så de indgik en økonomisk kompensation, som syntes at løse striden.
Et år senere gik den yngste ud af sit ægteskab, vendte tilbage med sit lille barn og flyttede ind igen. Den ældste var ikke begejstret, og husets stemning blev igen præget af skænderier.
Jeg håbede stadig, at søstrene kunne finde fred, men indtil videre har de ikke.
Nu er min mand også væk, og jeg må vende tilbage til den gamle lejlighed. Jeg ved, at der også er trang der uden mig.
Tante Tove, hvis I vil, kan I blive her, indtil vi finder købere foreslog Jens den næste morgen.
Jeg blev glad for hans generøse tilbud, men så kom Maren ind og præciserede betingelserne: Jeg skulle fortsætte med at drive gården selv, men nu som enlig. Det betød, at jeg skulle blive deres gratis arbejdskraft, som om jeg skulle arbejde for ingenting, blot fordi jeg ikke betaler husleje?
Det tiltaler mig ikke. På landet kræver både haver og husdyr meget arbejde, og jeg er ikke ung længere; jeg er sekstifem år.
Jeg står i en svær situation: Skal jeg blive og være ansat hos andres børn, som kan smide mig ud, så snart de finder købere, eller skal jeg vende tilbage til lejligheden, som formelt stadig er min, selvom jeg føler mig overflødig der også?
Hvad skal jeg gøre? Jeg håber på et klarere udsyn fra siden.
Venner, hvis I vil læse flere af vores fortællinger, så efterlad en kommentar og giv et like. Det giver os energi til at skrive videre.
