Kære dagbog,
I dag har jeg igen holdt øje med Olav Sørensen, så diskret at han knap har bemærket det. Jeg har jo i mange år arbejdet i politiets efterforskningsenhed jeg er jo en professionel! Indtil videre har jeg ikke haft noget konkret grundlag for at gribe ind; Olav har hverken bragt nogen hjem til sig eller gjort noget mistænkeligt.
Alligevel ved jeg, at man ikke kan lade en sag hvile på sig selv. Jeg må vente, indtil Olav giver efter for sine egne handlinger. Min intuition lader mig ikke i tvivl; den vil vise mig, hvad der skal ske.
Dette er vigtigt for mig på et meget personligt plan det handler om mig, om min familie og om min datter. Hvor lykkelig var jeg, da Bodil var lille! Da hun blev født, blev jeg først overrasket over, at det var en pige i stedet for en dreng. Jeg skjulte min glæde for de andre, men i mit hjerte bankede en blid tromme en lille pige!
Hvorfor havde jeg så frygt for, at jeg ikke længere havde en dreng, jeg kunne tale med på den maskuline måde, når livet blev svært? Hvem skulle jeg lære til livets udfordringer, hvis ikke min egen datter?
Jeg giftede mig sent. Arbejdet holdt mig altid på vagt, og de mange lange timer gjorde det svært for kvinder at finde mig attraktiv. Så gik det op for mig, at jeg måtte finde et hjerte, der kunne holde mig fast.
Det var sådan, at jeg mødte Lise. Hun var også næsten fyrre år gammel, så drømme om sønner begyndte at synes fjerne. Så kom den uventede lykke: Da Bodil første gang smilede til mig og greb mig blidt i næsen med sin lille hånd, gik jeg i stå.
En dag gik hun usikre skridt mod mig, fløjtede noget, og så løb hun hen til mig og råbte: Far, far! Jeg løftede hende op, pressede hende ind til mig, og i det øjeblik forstod jeg, at min største prioritet i livet er hendes lykke. Min lille stjerne, min pige, vil jeg aldrig lade blive såret.
Bodil lo så lystigt: Viggo, du forkæler os! Jeg købte gaver til hende og de andre piger i nabolaget, og jeg så den gnist i deres øjne og følte mig lykkelig.
Det er mærkeligt, hvordan tiden flyver. Før i går holdt hun fast i min store hånd, mens vi gik til børnehaven. Hun kiggede op på mig med store øjne og sagde: Far, du er så stor! Må du købe mig en bjørn? Jeg følte mig som en gud i hendes blik. Nu er hun færdig med folkeskolen, går på deltid på erhvervsskolen og har fundet et arbejde på egen hånd. Hun har selv taget ansvar for sin fremtid.
En dag bød Lise på kage, og jeg spekulerede på, om pigerne måske ville spørge mig om at købe noget til dem. Men nej det var noget helt andet, som jeg ikke havde forestillet mig. Bodil var netop blevet tyve år.
Far, smilede hun, jeg har inviteret Olav på kaffe i dag. Han er en god fyr, og vi tænker på at søge om ægteskab. Han ringer lige nu! Lise gik i gang med at åbne døren og hilste: God aften, kom indenfor. Jeg er Lise Andersen. Dette er min mand, Viggo Andersen. Jeg nikkede, gav Olav et fast håndtryk, men i munden føltes det som om der stod tørhed.
Tanken om, at en fremmed mand skulle tage min eneste datter fra mig, gik som et koldt gys op ad ryggen. En indre stemme spurgte mig: Hvorfor vil du nægte din datter lykken? Han er en god mand, stærk og pålidelig. Ønsker du virkelig, at hun tilbringer hele sit liv med kun dig?
Jeg lod den fornuftige stemme tie. Jeg besluttede, at Olav var uegnet, og jeg måtte bevise det. En plan voksede i mit hoved: Jeg ville teste ham, så han ikke kunne såre min datter.
Efter et par uger satte jeg mig i min tjenestebil ved Olavs hus. Jeg havde flere gange i hemmelighed fulgt ham, efter han havde kørt Bodil hjem, for at undersøge ham nærmere.
En dag kom en ung kvinde med en lille pige til Olavs indkørsel. Jeg så dem tage en taske og forsvinde indenfor. Det bekræftede, at Olav måske ikke var den, han foregav at være. Samtidig virkede han på en overraskende måde kendt som om jeg selv havde set lignende i min ungdom, åben og ligetil.
Bodil mødte mig med et stort smil: Far, om en uge skal vi giftes! Jeg har reserveret en café med Olav. Jeg er så lykkelig. Jeg så på hende og blev ramt af skam over, at jeg havde fulgt hendes kommende mand. Hun fortsatte: Far, Olavs forældre kommer i morgen for at møde os, og de skal overnatte hos ham. I aften kommer Olavs søster med sin datter, Natalia, fra Århus. Hendes mand er på forretningsrejse, men han vil komme senere.
Jeg dansede med Lise til den gamle melodi, som om jeg var ung igen. Jeg indså, at jeg måtte lægge mistanken til side og nyde livet med dem, jeg elsker.
Et år senere blev Bodil mor til en lille dreng, som vi kalder Søren. Jeg blev så rørt, at jeg næsten brød ud i tårer. Drømme blev til virkelighed. Jeg har nu en søn, som jeg kan tale med om de hårde ting i livet, og Olav har vist sig at være en sand gentleman.
Søren vokser hurtigt, skriger i køkkenet og kan snart begynde at tale ordentligt. Livet er fyldt med glæde! Jeg vil aldrig fortælle andre om, hvordan jeg testede Olav det er en hemmelighed, jeg holder for mig selv og mine nærmeste.
Det er alt for i dag. Jeg takker for den ro, som min familie giver mig, og for de små øjeblikke, der gør hver dag værd at leve.
Viggo AndersenJeg ser frem til at følge Søren vokse op, mens kærligheden mellem Bodil og Olav blomstrer gennem livets stille stunder.
