Jeg er seksti år. For første gang i mit liv føler jeg mig næsten usynlig: hverken for mine børn, mine børnebørn, min eksmand eller for hele verden.
Kroppsligt er jeg her. Jeg går på gaden, besøger apoteket, køber rugbrød, fejer lilleparken under vinduet. Men indeni vokser et tomrum hver morgen, nu hvor jeg ikke længere skal rusle til arbejdet. Ingen ringer længere og spørger: «Mor, hvordan går det?»
Jeg bor alene. Det har jeg gjort i mange år. Mine børn er voksne, har hver deres familie og bor i andre byer: min søn i Aarhus, min datter, Lærke, i Odense. Mine børnebørn vokser op, og jeg kender dem næsten ikke. Jeg ser dem ikke på skole, jeg strikker ikke deres halstørklæder, jeg fortæller dem ikke godnathistorier. Jeg er aldrig blevet inviteret på besøg ikke engang én gang.
En dag spurgte jeg min datter:
Hvorfor vil du ikke have mig på besøg? Jeg kunne hjælpe med børnene
Hun svarede roligt, men koldt:
Mor, du ved jo min mand kan ikke holde ud at have dig omkring. Du blander dig i alt, og du har dine egne vaner
Det slog som et slag i hjertet. Jeg følte mig ydmyget, vred og såret. Jeg forsøgte ikke at påtvinge mig, jeg ville bare være nær. Budskabet var tydeligt: »Du er ikke velkommen«. Ikke af mine børn, ikke af mine børnebørn. Det er, som om jeg er blevet slettet. Selv min eksmand, som bor i en lille dansk grænseby i Sydslesvig, finder aldrig tid til at komme forbi. En gang om året får jeg en kold julehilsen, som om det var en pligt.
Da jeg gik på pension, tænkte jeg: endelig tid til mig selv. Jeg skulle strikke, gå morgenture, tage det malerkursus, jeg altid har drømt om. I stedet kom angsten.
Først kom mærkelige symptomer: hjertebanken, svimmelhed, en dyb frygt for at dø. Jeg gik til flere læger. De lavede undersøgelser, EKG, MR alt var i orden. Så sagde en læge:
Fru Jensen, det er af følelsesmæssig oprindelse. I har brug for at tale med nogen, for at socialisere. I er meget ensom.
Det var værre end enhver diagnose, for der findes ingen pille mod ensomhed.
Nogle gange går jeg i supermarkedet bare for at høre kasseassistentens stemme. Andre gange sætter jeg mig på en bænk i den lille park med en bog, foregiver at læse, i håb om at nogen vil komme forbi. Men folk haster altid. Alle har et mål. Og jeg eksisterer bare. Jeg trækker vejret. Jeg husker.
Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor er min familie flyttet væk? Jeg opdragede dem alene. Deres far gik tidligt bort. Jeg arbejdede i tovagter, lavede mad, strøg deres uniformer, plejede dem, når de var syge. Jeg drak ikke, jeg gik ikke ud. Jeg gav alt, hvad jeg havde.
Og nu er jeg bare et overskud.
Var jeg for streng? For autoritær? Jeg ville kun det bedste for dem. Jeg ville have, at de blev gode og ansvarsfulde mennesker. Jeg holdt dem væk fra dårligt selskab. Til sidst er jeg alene.
Jeg søger ingen nåde. Jeg vil bare forstå: Har jeg virkelig været en så dårlig mor? Eller er det bare tempoet i det moderne liv realkreditlån, fritidsklubber, uendelige løb hvor der ikke er plads til en ældre kvinde?
Nogen siger:
Find en partner. Tilmeld dig en datingside.
Men jeg kan ikke. Jeg har svært ved at stole på folk. Efter så mange år alene har jeg ikke længere kræfter til at åbne mig, forelske mig, lade en fremmed komme ind i mit liv. Og helbredet er ikke som før.
Jeg kan ikke arbejde længere. Før var der en gruppe: samtaler, grin. Nu er der kun stilhed. En så tung stilhed, at jeg nogle gange tænder fjernsynet bare for at høre stemmer.
Jeg tænker nogle gange: Hvis jeg forsvandt, ville nogen så lægge mærke til det? Hverken mine børn, min eksmand eller naboen på tredje sal. Den tanke gør mig bange.
Men så trækker jeg vejret dybt. Jeg rejser mig, laver en kop te i køkkenet og siger til mig selv: måske går det bedre i morgen. Måske vil nogen huske. Måske kommer et opkald. Et brev. Måske tæller jeg stadig for noget.
Så længe der er håb, vil jeg holde fast i livet.
