Hej, jeg skal lige fortælle dig om den lille kat, der kom til vores gård for et år siden. Den dukkede op på gårdspladsen, helt uventet, og ingen kunne huske, hvornår den egentlig ankom. Den holdt sig i baggrunden, næsten uset, som en skygge en smuk, men snavset og udmagret kat. Man husker kun, at den så frem i foråret.
En pige ved navnKirstine så den indimellem og gav den, hvad hun kunne. Hun åbnede kælderdøren, når den var lukket, lagde et par gamle tøj under den, og engang smurte hun også poten med grøn maling, da den sårede sig. Så levede den lille fyr stille, forsigtigt, næsten som en uset gæst
En dag så jeg den samme pige i en hvid kjole med blomster i håret, gå ud af trappebygningen i armene på en mand i festtøj. Rundt om dem var folk, latter og klapsalver. Alle steg ind i de farvestribede biler og kørte væk. Fra den dag så man aldrig Kirstine igen.
Katten blev alene. Sulten gik den om natten til skraldespandene i mørket var det roligt, og der var en chance for at snuppe noget mad, før gadehundene kom tilbage. Det vigtigste var at undgå de onde rotter, så den overlevede indtil den slemme vinter kom, og den nye ejendomsejer lukkede kælderen for altid.
Hvor skulle den så hen? Den prøvede at komme ind i trappebygningen, men hverken dørmand eller beboere lod den ind. Nogle slog den væk, andre jagede den ud med råb. Ingen ville have den der.
I desperation gik den en aften ind i den femte etage. Den var så udmattet, at den hverken frygtede eller håbede længere den ville bare undgå at fryse ihjel den nat.
Først opdagede den Elise Nielsen, som alle kaldte Lise, på anden etage. Hun holdt på at tjekke postkassen, ventede på huslejebetalingen. Lise var en streng, men retfærdig dame, som alle i gården respekterede. Hun sagde altid sandheden, så selv boligforeningen lyttede til hende.
Katten krøb ind i et hjørne ved radiatoren, åndede svagt. Pelsen var frossen, og øjnene strålede af bøn og udmattelse.
Jeg ser dig, gem dig ikke. Hvad har bragt dig her? Du er frosset, sulten, er du? sagde Lise med en blød stemme.
Katten løftede hovedet i anger, poterne smeltede langsomt af varmen.
Hvad skal jeg gøre med dig vent lidt mumlede Lise.
Hun vidste, hvad sult betød. Katten stod på den kolde gang, men Lise gik op i lejligheden og kom tilbage med en skål mad, lidt vand og en gammel uldtrøje.
Kom, spis. Stakkels lille, vær ikke bange, jeg tager dig ikke fra dig sukkede hun, mens hun så katten sluge havre og et par leverstykker.
Hun lagde uldtrøjen over katten og gik videre, helt glemt huslejen
Katten fandt et nyt hjem: Lise blev dens ejer. For at blive boet væk, opførte den sig stille og ordentligt, som den plejede, da den engang var tam. Lise gav den et navn Misse.
Men ikke alle beboere kunne lide den nye nabo. På tredje sal flyttede Hansen-familien ind. Erik Hansen stod foran Lise og så på Misse med en skæv mine.
Hvad gør du med den vilde kat i vores bygning?
Hans kone, Mette, med en pæn pelsdragt, rynkede på næsen.
Erik, den kat har en plet på pelsen!
Smid den ud! beordrede han.
Lise rejste sig:
Hvorfor? Den generer ingen. Den bliver bare her.
Okay, jeg ringer til politiet, brandvæsenet, alt. Så skal de tage den med og give os en bøde. Det er fælles område!
Perfekt. Jeg kontakter sundhedsstyrelsen, så de kan se, hvordan en simpel lagerarbejder kan leve som en herremand. Naboerne bekræfter det. Prøv bare at skade Misse så får du ondt af dig selv.
Derefter lod de Misse være i fred. Selv den irritable nabo Goga holdt sig væk, som om han ikke så den.
Efter et par uger vænnede alle sig til Misse. Men Lise vidste, at det stadig ikke var helt sikkert for hende. Selvom katten kom tæt på hende, var den stadig vild.
Lise overvejede at tage den helt ind, men Misse undgik lejlighederne, som om den frygtede dem. Det så ud som om noget frygteligt var sket med den.
Lise pressede ikke; hun håbede, at Misse en dag ville gå ind af sig selv.
Og så faktisk, hver gang ejeren lukkede døren, fulgte katten stille efter, kiggede og lyttede, men gik ikke langt væk
I februar, midt i en snestorm, vågnede Elise panisk hun kunne ikke trække vejret. Smerten skar gennem kroppen, og hun kunne ikke skrige. Alt omkring hende var som indhyllet i tåge
Misses desperate miaven vækkede naboerne. Den kradsede på døren, rev i låsen med kløerne.
Folk løb ud, bankede, men der kom intet svar. Så kom naboen Nyssa Sørensen fra tredje sal:
Jeg har nøglen. Vi har aftalt med Elise
De åbnede. Ambulancen blev kaldt. Misse sad under sengen og mjavede hjælpeløst.
Elise havde ingen pårørende. Hele bygningen blev evakueret på grund af blokaden. Hun var helt alene
Men naboerne besøgte hende på sygehuset med små gaver. Hver gang sagde hun:
Pas på Misse. Giv den mad, lad den komme hjem. Den reddede mit liv
Tre uger senere, en martsmorgen, kom Elise hjem. Misse ventede ved døren, som om den vidste det.
Elise rakte hånden ud:
Kom, Misse.
Og de gik sammen ind. Om aftenen holdt Elise Misse i sine arme for første gang. Katten begyndte at spinde, lænede sig op mod sin nye ejer.
Det er okay, Misse vi har stadig tid sammen.
