Vi hadede hende med det samme, så snart hun trådte over dørtrinnet i vores lille rækkehus på Nørrebro.
Hun var krøllet, høj og spinkel.
Jakken hun havde på så ud som om den var lånt fra en vintagebutik, men hænderne skilte sig ud fra morens: fingrene var kortere og tykkere, og hun greb alt med et knasende greb. Benene var endnu spindligere end morens, men fødderne var lange og slanke.
Vi sad med min bror Valdemar, han var syv, jeg var ni, og vi skød sjove kommentarer imod hende.
«Den lange Rigmor er jo kun et kilometer væk, men ingen Milla er på ingen måde!»
Far lagde mærke til vores uvenlige tone og sagde med en hævet stemme: Opfør jer ordentligt, hvad er I, små uduelige?
Bliver hun hos os længe? spurgte Valdemar med en drilsk tone. Han fik lov til at tale sådan, for han er jo kun en dreng.
For altid, svarede far.
Man kunne høre, at han begyndte at blive irriteret. Hvis han mistede besindelsen, ville vi have problemer. Så vi holdt os væk fra at provokere ham.
En time senere besluttede Rigmor sig for at gå hjem. Hun smed skoene på og da hun var ved at gå ud, sneg Valdemar sig frem og prøvede at give hende et lille skub.
Hun næsten toppede ind i trapperne.
Far sprang op og spurgte: Hvad skete der?
Jeg snublede over en anden sko, svarede hun uden at kigge på Valdemar.
Alt er i orden, jeg ordner det! lovede han ivrigt.
Det gik op for os, at far faktisk holdt af hende. Vi kunne ikke slippe hende ud af livet, uanset hvor meget vi prøvede.
En dag, da Rigmor var alene i huset uden far, sagde hun med en rolig stemme:
Jeres mor er død. Sådan går livet nogle gange. Hun sidder nu på en sky og ser alt. Jeg tror hun ikke er så glad for, hvad I laver. Hun forstår, at I kun er onde for sjovs skyld. I beskytter hendes hukommelse på en mærkelig måde.
Vi blev alvorlige.
Valdemar, Kirstine, I er jo søde børn! Skal man så egentlig beskytte mors minde med sådan en grim attitude? En god person viser sig gennem sine handlinger, ikke ved at være så spids som en kaktus!
Langsomt nedbrød hendes hårde ydre, og vi mistede lysten til at opføre os dårligt.
En gang hjalp jeg hende med at tømme indkøbsposerne fra Netto. Rigmor roste mig og klappede mig på ryggen. Ja, fingrene var ikke som morens, men det føltes rart alligevel
Valdemar blev en smule jaloux.
Senere satte hun rene kopper på hylden og roste os begge. Om aftenen fortalte hun far begejstret, hvor hjælpsomme vi var, og han smilede.
Hendes fremmede væsen gjorde, at vi ikke kunne slappe helt af. Vi ville gerne lade hende komme ind i vores hjerter, men det lykkedes ikke. Ikke mor, men alligevel!
Et år gik, og vi kunne knapt huske, hvordan livet var uden hende. Efter en enkelt episode forelskede vi os fuldstændig i Rigmor, præcis som far.
I syvende klasse gik det ikke så let for Valdemar. En dreng ved navn Viktor Højgaard drillede ham. Viktor var lige så høj som Valdemar, men mere fræk.
Viktors familie var samlet, og faren hans sagde åbent: Du er en dreng, så slå dem, vent ikke på, at de får dig på knæ. Så valgte Viktor Valdemar som sin nye måltavle.
Viktor kom hjem og sagde ingenting til mig, hans søster, og ventede på, at tingene løste sig af sig selv. Men problemer løser sig sjældent af sig selv. De drilles af, fordi der ingen konsekvenser var.
Viktor slog allerede åbent til Valdemar. Hver gang han gik forbi, gav han ham et slag på skulderen. Jeg fik ved et stort besvær trukket disse oplysninger ud af Valdemar, da jeg så blå mærker på hans skulder. Han mente, at mænd ikke skulle lægge deres problemer på søstrene, også selvom de er ældre.
Vi vidste ikke, at Rigmor stod bag døren og lyttede til vores snak.
Valdemar bad mig holde det skjult for far, ellers ville det blive værre. Han bad mig også om ikke at gå ud og slås med Viktor lige nu jeg havde lyst til at forsvare ham! Jeg kunne dræbe for min bror! At inddrage far var heller ikke en idé; han kunne ende i en konflikt med Viktor’s far, og fængslet var ikke langt væk
Næste dag var det fredag.
Rigmor sagde, at hun skulle på indkøb, men i stedet førte hun os til skolen og bad os vise Viktor. Jeg viste ham. Lad ham vide, at han er en idiot! tænkte jeg.
Det blev vildt.
Lektion i dansk startede, og Rigmor gik ind i klasseværelset med en fin frisure og neglelak, og med en venlig stemme bad hun Viktor om at komme ud af lokalet, fordi hun havde noget med ham at gøre. Læreren gik med på det uden mistanke. Viktor gik roligt ud, troende at Rigmor var en ny elevassistent. Rigmor greb ham om brystet, løftede ham fra gulvet og råbte:
Hvad vil du have af min søn?
Af hvilken søn? stammede han.
Af Valdemar Rybjerg!!
Ingenting
Jeg vil have intet! For hvis du rører min bror igen, kommer du til at mærke, hvad jeg kan.
Tante, lad mig gå, skreg Viktor svagt. Jeg gør det ikke igen!
Forsvind! sagde en kvinde i lokalet. Prøv ikke at snakke om mig. Jeg sender din far i fængsel for at have opdraget en ung kriminel! Forstået? Fortæl lærerinden, at jeg er din nabo, så du får en nøgle! Og efter timen skal du undskylde over for Valdemar! Jeg holder øje med dig
Viktor gik hurtigt tilbage til sit bord, justerede sin uniform og mumlede noget om naboen.
Efter den dag så han Valdemar i øjnene. Han undgik ham helt, undskyldte den samme dag kort, haklet og stadig rystende, men han undskyldte.
Fortæl ikke far, bad Rigmor os, men vi kunne ikke holde det. Vi fortalte alt. Han blev imponeret.
På et tidspunkt viste hun også mig, hvad der er rigtigt. Jeg forelskede mig, som en seksogtyveårig pige, i en vild kærlighed, hvor hormonerne slørede forstanden, og alt syntes forbudt.
Det er pinligt at huske, men jeg vil fortælle: Jeg gik ind i et forhold med en arbejdsløs, evigt beruset pianist, uden at se de åbenlyse tegn. Han fortalte mig, at jeg var hans muse, og jeg smeltede i hans arme som stearin. Det var min første oplevelse med en mand.
Min mor gik hen til pianisten og spurgte to spørgsmål: Er du nogensinde ædru, og hvad skal vi leve af?
Da der var en stabil livsplan, lovede hun at overveje vores fremtid, forudsat at pianisten tog ansvaret for mig. En simpel lejlighed var ikke nok til at bevise hans seriøsitet.
Han var fem år yngre end Rigmor, men 25 år ældre end mig. Hun var ikke bange for at tale ligeud. Jeg vil ikke gengive hans svar her, men jeg har aldrig følt mig så skamfuld over for mor som nu. Specielt da hun sagde: Jeg troede, du var klogere.
Så sluttede min kærlighedshistorie på en klodset og grim måde. Ingen af os endte i fængsel, takket være Rigmors indgriben i sidste øjeblik.
Siden da er der gået mange år. Valdemar og jeg har familier, hvor de vigtigste værdier er kærlighed, respekt og omsorg, især når en nær er forkert eller forvirret. Alt dette er indprentet i os af Rigmor.
Der findes ingen kvinde i denne verden, der kunne gøre mere for os som søskende. Far er lykkelig, velplejet og elsket sammen med hende.
Engang havde hun en familietragedie, som vi aldrig fik at vide om. Far nævnte det aldrig. Rigmor forelskede sig i far og forlod sin mand. Hun havde engang en søn, men han døde på grund af sin fars fejltagelse. Hun kunne ikke tilgive ham.
Vi håber, at vi har kunnet dæmpe noget af Rigmors smerte. Hendes enorme rolle i vores opdragelse har aldrig og vil aldrig blive undervurderet. Rundt om hende samles altid hele familien. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal gøre hende glad, hvilke tøfler vi skal lægge på hendes fødder. Vi værdsætter og beskytter hende.
For rigtige mødre, selv når der ligger en ond fod i vejen, snubler de aldrig.
