Far, har du egentlig fået en kat? spurgte datteren Sille, da hun kom på besøg i weekenden.
Peter Vestergaard stirrede irriteret ud af vinduet. Der sad den røde kat igen på hans bede allerede tredje dag i træk.
Først knuste den tomaterne, i går sov den i agurkerne, og i dag har den bare lagt sig på den unge hvidkål.
Gå tilbage til dine ejere, mumlede den gamle mand, mens han bankede på glasset.
Katten løftede hovedet, stirrede med sine gule øjne og blev siddende, som om den troede den havde ret til at være der.
Peter trak i sine gummistøvler på og gik ud på marken. Katten løb ikke væk den gik blot et par skridt frem og satte sig ved siden af hegnet. En tynd, forslidt kat med et revet øre og en hale, der var ved at blive af i spidsen.
Hvad har du gjort, du stakkels ting? sagde Peter, mens han gik ned til hvidkålen og så på skaderne. Har du så ingen, der vil have dig hjem?
Katten mjavede svagt og trist. Peter indså pludselig, at dyret var sultent. Det så helt udmagnet ud, og øjnene brændte.
Hvor er dine ejere? spurgte han, mens han satte sig på knæene.
Katten kom tættere på, gnubbede hovedet mod hans støvle og spandt stille, som om den takkede for, at han ikke jagede den væk.
Bedstefar, hvorfor bor katten i haven? spurgte hans barnebarn Mikkel, som var kommet på hytten for at besøge.
Det er en nabokats. Den er væk eller smidt ud jeg ved det ikke.
Hvem ejede den så?
Peter sukkede. Han vidste, hvem. Det var bedstemor Anna fra nabohuset. Hun var gået bort for en måned siden, og familien var kun kommet for begravelsen. Huset var låst, ejendele fjernet og så var katten glemt.
Katten tilhørte Anna. Hun er død.
Så er den bare blevet alene?
Ja.
Mikkel så på den røde, slæbende kat med medlidenhed.
Bedstefar, skal vi ikke tage den med hjem?
Helt sikkert ikke! afviste Peter. Jeg har slet ikke brug for endnu en kat. Jeg har selv alt for lidt at spise, og så
Men om aftenen, da barnebarnet tog af sted tilbage til byen, lagde den gamle mand en skål med resterne af sin suppe ved verandaen. Katten listede sig forsigtigt hen og slørede, som om den var i hast.
Så er det i orden, mumlede Peter. En gang kan man gøre.
Den ene gang blev til hver dag. Om morgenen stod katten allerede ved porten, ventende i tavshed uden at mjavede eller bede. Først fodrede Peter den med rester, så begyndte han at lave specielle grødretter og købe billige dåsefoder. Han sagde til sig selv: Det er midlertidigt, indtil den finder nye ejere.
Kom her, røde, råbte han. Jeg kalder dig Rødhal, som Anna kaldte dig, ikke?
Katten reagerede på alle navne, så længe den blev kaldt.
Efterhånden vænnede Rødhal sig. Om dagen lagde den sig i solen på bede, om aftenen kom den til verandaen og sov i den gamle hundeskure, der var tilbage fra den gamle hund.
Midlertidigt, gentog Peter. Bare midlertidigt.
Uger gik, men katten gik ingen vegne. Peter indså, at den var blevet vant til hans røde ansigt ved porten, den stille spinden om aftenen, den varme krop, der sommetider krøb op på hans skød, når han sad på verandaen.
Far, har du virkelig fået en kat? spurgte Sille igen.
Jeg har ikke fået den. Den kom selv. En nabokat, og ejeren er død.
Så hvorfor fodrer du den? Du kan jo finde et andet hjem til den.
Hvem har brug for den gamle kat? gnubbede Peter Rødhal bag øret. Lad den leve.
Det er jo ekstra udgift. Foder, dyrlæge, alt din pension er allerede lille.
Det klare jeg, svarede Peter kort.
Sille rystede på hovedet. Peter var blevet mærkelig de seneste år; han talte med planterne, og nu havde han også en kat.
Måske skulle du flytte til byen? Til os? foreslog hun igen. Hvorfor bliver du ved at være alene her?
Jeg er ikke alene. Rødhal er her.
Du er alvorlig?
Jeg taler alvorligt. Vi har både haven og katten.
Sille sukkede. Det var svært at tale med sin far på det seneste. Han var indelukket efter mors død.
En efterårsaften blev Rødhal svag. Den stoppede med at spise, lå i skuret og trakkende åndede. Peter blev bekymret, som om katten var en egen familie.
Hvad er der galt, min ven? satte han sig ved skuret. Er du syg?
Katten åbnede øjnene, mjavede svagt. Peter tog mod til at køre den til dyrlægen i den lokale by. Han brugte næsten hele sin pension på behandlingen, men fortrød det ikke.
Du har en god kat, sagde den unge dyrlæge. Den er klog og venlig, men alderen er på den, og immunforsvaret er svækket.
Vil den overleve?
Hvis du passer godt på den, kan den klare sig længere. Du skal bare give medicin og passe på den.
Hjemme byggede Peter et lille plejeområde på verandaen: gamle tæpper, skåle med mad og vand, og han gav dagligt piller og målte temperaturen.
Kom dig, sagde han. Jeg bliver ked af det uden dig.
Det var sandt. I løbet af månedene blev katten ikke kun et kæledyr, men en ven. Den eneste levende væsen, der glædede sig over at se Peter, og som gav ham mening.
Bedstefar, er Rødhal rask? spurgte Mikkel, som var kommet på vinterferie.
Ja, se, han sover på sin pude.
Rødhal lå på en varm pude, krøllet sammen, pelsen skinnede, øjnene klare. En sund kat.
Bliver den boende her for altid?
Hvor skulle den gå hen? gned Peter Rødhal. Vi er hinandens selskab. Jeg giver ham et hjem, og han giver mig liv.
Har du nogensinde følt dig ensom, far?
Peter tænkte tilbage. Efter konens død var huset stille, suppen blev lavet til én, fjernsynet summede i stilhed, og han gik i seng i et tomt værelse.
Jeg har været meget ensom, min pige. Meget ensom.
Nu?
Nu er jeg ikke længere ensom. Rødhal møder mig, når jeg kommer fra haven, spinder, mens jeg laver aftensmad, og sover på mine knæ, mens jeg ser fjernsyn. Det har gjort mig glad.
Mikkel nikkede. Han elskede også dyr og forstod, hvordan de kan fylde tomrummet.
Hvad siger din mor om det?
Hun var imod det. Hun sagde, det er ekstra udgift og besvær.
Hvad med dig?
Jeg tror, det ikke er et besvær. Rødhal giver mig glæde, og glæde er ikke en byrde.
Foråret bragte en uventet overraskelse. Niece af den afdøde Anna, en ung kvinde med et lille barn, kom på besøg.
Far, undskyld jeg forstyrrer, sagde hun. Jeg er Signe, Annas niece. Jeg har hørt, at du har hendes kat?
Peter mærkede sit hjerte springe. Ville han miste Rødhal?
Ja, den bor her, svarede han forsigtigt. Hvad vil du?
Vi tænkte på, at vi glemte den, da vi hurtigt kørte efter begravelsen. Det er pinligt, vi vil gerne have den med hjem.
Peter følte en knude i brystet.
I er sikkert trætte af ham? spurgte han.
Nej, han er en god kat.
Signe kiggede ud på haven, hvor Rødhal lå i solen ved bedene.
Hvor meget har du gjort for ham! Han så helt udslidt ud, men nu er han så smuk!
Jeg har behandlet ham. Givet god mad.
Tusind tak! sagde hun oprigtigt. Vi vil hente ham, og betale alle udgifter.
Peter var tavs. Juridisk set var katten ikke hans Annas slægt havde ret til at tage den med. Men de sidste måneder havde Rødhal blevet en del af Peters liv.
Må vi se ham? spurgte Signe.
De gik hen til katten. Rødhal løftede hovedet, så skeptisk på de fremmede, men gik så hen til Peter og gnubbede benet.
Det er mærkeligt, udbrød Signe. Han genkender mig ikke. Jeg besøgte ofte tante Anna.
Tiden har gået, forklarede Peter. Han har glemt, måske.
Men han forstod, at katten ikke blot havde glemt, den havde valgt en ny ejer ham, der fodrede, helbredte og elskede den.
Hvad hvis han bliver hos jer? spurgte Signe pludselig. Jeg kan se, han er vant til jer. I har knyttet jer til ham.
Hvordan mener du? undrede Peter sig.
Vi bor i en lejlighed med et lille barn, og katten er gammel, vænner sig til friheden. Vi vil ikke stresse ham med flytning.
Men han er jo jeres
Han var Annas. Nu er han også vores. I har reddet ham fra sult og sygdom så er han også vores.
Peter kunne næsten ikke tro sin lykke.
Virkelig? Må vi beholde ham?
Selvfølgelig! Bare giv besked, hvis du har brug for medicin eller foder så hjælper vi.
Efter Signe gik, sad Peter længe på verandaen og strøg Rødhal.
Du bliver hos mig, min ven? sagde han. For altid.
Katten spandt og lukkede øjnene i tilfredshed.
Senere ringede Sille:
Far, hvordan går det? Er katten i live?
Ja, han er min nu. Ejere kom forbi, men vi fik lov at beholde ham.
Så er det godt. Hvis han er vant til dig
Sille, ved du hvad jeg har indset?
Hvad?
En ensom mand og en ensom kat kan redde hinanden. Jeg reddede ham fra sult, og han reddede mig fra ensomhed.
Far, lad være med at blive filosofisk
Jeg taler ikke filosofi, jeg taler sandhed. Nu har jeg mening jeg står op, laver mad, giver medicin. Og jeg har glæde, når han spinder ved porten.
Sille var stille. Måske for første gang forstod hun, hvor vigtigt katten var for ham.
Far, vil du virkelig ikke flytte til os?
Aldrig. Jeg har alt her huset, haven, Rødhal. Hvad skal jeg bruge byens larm?
Så bliver du?
Jeg bliver. Vi bliver.
Et år gik. Peter og Rødhal lever et roligt liv. Om morgenen spiser de morgenmad og går i haven; om dagen arbejder de på gården, mens katten sover i skyggen; om aftenen spiser de middag, ser fjernsyn, og katten ligger på hans skød.
Naboerne ser dem ofte sammen:
Peter Vestergaard, din kat er helt tam!
Den er ikke bare min. Vi er én for anden.
Det er sandt. De har reddet hinanden en gammel, ensom mand og en gammel, uønsket kat. De fandt i hinanden den varme, forståelse og mening, de begge søgte.
Hvad mere behøves for at være lykkelig?
Rødhal spinder på hans skød, og Peter tænker: Hvor heldig jeg var, da jeg ikke jagede den sultne vovebjørn væk. Hvor godt jeg har vist medfølelse
Nogle gange træffes de vigtigste beslutninger i livet ikke med fornuft, men med hjertet og de viser sig at være de rette.
Hvad synes du? lyder en stemme i baggrunden.
