Telefonen vækkede Kirstine klokken fem om morgenen. Et ukendt nummer ringede.
Ja, svarede hun tør.
Kirstine? lød en høj, glad kvindestemme. Er det dig?
Ja, svarede Kirstine ligegyldigt.
Det er mig, sagde stemmen strålende. Kan du genkende mig?
Jeg genkender dig, svarede Kirstine høfligt, blot for at undgå at såre, selvom hun intet havde at gøre med, hvem der ringede.
Jeg var sikker på, du ville genkende mig med det samme, fortsatte kvinden begejstret. Hvor dejligt, at jeg nåede dig. Kan du tale nu?
Jeg kan, sagde Kirstine.
Perfekt. Jeg og min mand, børnene og jeg er allerede på stationen i Aarhus. Vi steg af toget for en time siden. Hører du mig klart?
Ja, godt.
Din stemme er lidt lav. Er du sikker på, at alt er i orden, Kirstine?
Alt er fint.
Jeg er så glad for dig. Vi havde oprindeligt tænkt på at bo på hotel, fordi vi troede, vi ikke havde nogen slægtninge her i byen. Så kom vi i tanke om dig. Forstår du?
Jeg forstår.
Hvor heldigt, at vi tænkte på dig. Du kan ikke forestille dig, hvor glade vi er især børnene.
Jeg kan forestille mig.
Min mand sagde straks: Ring til Kirstine. Hun vil ikke svigte os.
Han havde ret. Jeg svigter dig ikke.
Så vil I bo hos mig? Forstår jeg rigtigt?
Ja, det er rigtigt. Jeg giver jer lov.
Vi bliver kun kort, fortsatte kvinden med et smil. Kun et par uger. Vi vil se byen, så vender vi hjem igen. Der er så meget at ordne der, og som man siger, gæst er velkommen, men hjemme er bedst. Er du med?
Jeg er med.
Det tænkte vi også. Især min mand. Han kunne ikke forestille sig, at du ikke ville tage os ind. Vi er jo familie. Selvom vi er fjerne, selvom vi sidst så hinanden for ti år siden, er vi stadig familie. Ikke?
Jo.
Bor du alene nu?
Ja.
I en treværelses lejlighed?
Ja.
Så kører vi imod dig?
Kør bare.
Vi er der om en time. Bor du stadig der?
Jeg bor stadig.
Så vent på os. Vi er snart hos dig.
Jeg venter, svarede Kirstine.
Kirstine lagde telefonen på natbordet, vendte sig om, trak dynen omkring sig og faldt i en urolig søvn, mens hun stadig manglende vidste, hvem hun lige havde talt med.
En time senere lød der et banken på døren. Kirstine kiggede på uret, lukkede øjnene og vendte sig. Telefonen ringede igen. Hun lå stadig og sov.
Langsomt begyndte folk at banke på døren. Kirstine var ligeglad. Endelig gik telefonen i gang igen.
Ja, sagde hun uden at åbne øjnene.
Kirstine? udbrød den anden kvinde glad.
Ja.
Det er os. Vi er ankommet. Vi ringer og banker, men du åbner ikke.
Ringer I?
Ja.
Hvorfor hører jeg dig ikke?
Jeg ved det ikke.
Ring igen.
Lyden af en dørklokke lød i lejligheden.
Vi ringer, sagde kvinden.
Nej, sagde Kirstine, jeg hører dig ikke. Kom nu med en bank.
Der kom et kraftigt banken på døren.
Vi banker, gentog kvinden.
Nej, svarede Kirstine, jeg kan ikke høre.
Det lader til, at jeg er for højlydt, sagde kvinden.
Hvad? spurgte Kirstine.
Hvor er du, Kirstine?
Hvor hvad? Hjemme.
Hvor hjemme?
I Aarhus, svarede Kirstine først, der faldt hende ind. Hvor ellers skulle jeg være?
I Aarhus? Hvorfor ikke København?
Jeg flyttede for ni år siden, lige efter jeg blev skilt.
Hvorfor?
Hvorfor blev jeg skilt?
Hvorfor flyttede du?
Jeg blev træt af København, så jeg flyttede. Alt for mange dårlige minder.
Er det bedre i Aarhus?
Helt sikkert. Meget bedre.
Hvad er så bedre?
Alt er bedre. Hver eneste ting. Ingen dårlige minder. Hvad snakker jeg om? Kom og se med egne øjne. Hvor mange er I?
Vi er fire. Jeg, min mand og to børn. Den ældste hedder Poul, den yngste Anders. Anders vil starte på universitetet for tredje gang i år.
Så kom fire af jer. Her har vi også et fremragende universitet.
Hvornår skal vi komme?
Så snart som muligt.
Det kan jeg ikke nu. Jeg har mange ærinder i København. Anders vil kun studere i København. Vi er her for at finde et job. Vi havde tænkt os at bo hos dig i et år. Men så gik alting galt.
Så I kommer ikke i dag?
Nej.
Det er en skam. Jeg har allerede forberedt mig.
Det er også en skam for os. Du kan ikke forestille dig.
Jeg kan forestille mig.
Nej. Du kan ikke forestille dig. Når jeg tænker på, hvad der venter os, får jeg simpelthen ikke lyst til at leve.
Kirstine besluttede, at samtalen skulle slutter.
Nå, så er det i orden, sagde hun, hvis I ikke kan nu, så kom når I kan. Jeg er altid glad for at se jer. Når I har fundet et sted i København, så send mig adressen. Så besøger jeg jer også for et par uger. Så ser vi, hvad der sker. For i København har jeg i øvrigt ingen andre end dig. Vi er enige? Du sender mig adressen?
Men Kirstine hørte ingen svar; forbindelsen gik pludselig af.
—Kirstine lå stille i mørket, mens telefonens sidste klik forsvandt i nattens tavshed.
