Jeg har levet næsten et halvt liv alene. Nej, jeg var gift, men min ægtefælle gik fra familien et år efter brylluppet. På det tidspunkt var jeg netop blevet far til lille Ane. Til sidst efterlod Peter mig og vores datter en treværelseslejlighed i København i hvert fald et sted, hvor vi kunne holde til. Jeg havde ingen planer om at gifte mig igen. Jeg var også ikke den type, der ville lede efter et nyt liv. Ane voksede op, og jeg måtte sætte hende på benene. Med andre ord var der masser af travlhed, og jeg var ved at holde hovedet over vandet.
Jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men Ane manglede stadig en fars støtte, som jeg ikke længere kunne give. Derfor begyndte hun efterhånden at klamre sig til alle de drenge, hun fik venskab eller forhold med. Ikke alle satte pris på den påtrængenhed. Jeg måtte ofte berolige hende og lappe hendes knuste hjerte. Men Gud er god, og en dag fandt min datter sin mand.
Mikkel Jensen var solid og rar. Jeg var kun glad for, at Ane skulle giftes med ham. Han viste respekt for både mig og Ane. Hvad mere kunne man ønske? Jeg så ham som den perfekte svigersøn. Men eventyr er sjældent så glatte. Et halvt år efter brylluppet begyndte Mikkel at ændre sig markant.
I mellemtiden passede jeg min egen mor, som stadig levede. Hun havde fået mig tidligt, ligesom jeg havde fået Ane, så hun så også sin barnebarn. Men så blev moren syg. Svagheden greb hende så hårdt, at jeg måtte tage hende ind og pleje hende konstant. Der var ingen anden mulighed hun boede nu hos mig. Denne idé faldt Mikkel slet ikke i god jord.
Jeg ved ikke, hvad der såre ham så meget. Jeg tvang ham ikke til at passe den gamle dame. Tværtimod lå alt ansvaret på mine skuldre. Og min mor var ikke en kræsen fyr, hun var rimelig. Jeg forstår stadig ikke, hvad det var, han ikke kunne tåle.
Efterhånden blev situationen kun værre. Ane gik over til Mikkels side, og de to undgik mig. Vi havde engang spist sammen om et bord, men nu gemmer børnene sig på deres værelser. Jeg prøvede at tale med min datter, men hun var tavs og fandt undskyldninger.
De så heller ikke ud til at glæde mig med deres børnebørn. De sagde, at så længe de lever for sig selv, har de ingen hast med at hjælpe. Jeg insisterede i starten, men så slap jeg op. Det er deres sag, de må klare selv. Men Mikkel begyndte at presse mig, som de siger. I mit hus opførte han sig som en rigtig herre, selvom han ikke løftede en finger til at reparere eller købe noget til lejligheden. I stedet forsvandt han ofte ud i natklubber med venner. Jeg forstår ikke, hvor den gode svigersøn, jeg så i starten, er blevet af.
Det er tydeligt, at hans sande ansigt kun har vist sig nu.
Ugen efter uge blev han mere og mere uudholdelig. Så kom julen, og Mikkel nægtede at fejre den sammen med os i familien. Han tog Ane med sig ind på deres værelse, og de fejrede alene med mig og min mor. Klokken tolv gik Ane forbi for at hilse på os, men hendes mand kniprede ikke med øjnene.
Næste dag sagde han til mig: Vi sælger din mors hus og køber en egen lejlighed. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hvorfor skulle de flytte ud, når de allerede har boet hos mig i et halvt år? På min regning? Er det ikke nok?
Nej, det tænker jeg ikke, sagde jeg hårdt. I skal selv tjene til en egen lejlighed. Det er min mors hjem. Vi vil ikke sælge det. Det er hendes ejendom, og hun skal selv bestemme over den.
Det provokerede Mikkel. Samme dag pakkede han sine ting, tog min datter, og kørte til sine forældre.
Det var trist, at Ane ikke engang protesterede, men så er det hendes liv. Hvis hun mener, det er bedre sådan, så lad hende bo hos Mikkel.
Har jeg handlet rigtigt?
Hvordan ville du have handlet i min situation?
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier, så efterlad en kommentar og glem ikke at like. Det giver os energi til at skrive videre!
