Telefonen vækkede Lærke klokken fem om morgenen. Et ukendt nummer ringede.
Ja, svarede hun kort.
Lærke? lød en høj og glad kvindestemme. Er det dig?
Det er jeg, svarede hun ligegyldigt.
Og så er det mig, sagde kvinden muntert. Kender du mig?
Jeg kender dig, svarede Lærke høfligt, bare for at være venlig, selvom hun ikke havde den fjerneste idé om, hvem der ringede.
Jeg var sikker på, at du ville genkende mig med det samme, fortsatte kvinden glad. Hvor heldigt, at jeg fik fat i dig. Har du tid til at snakke nu?
Ja, jeg kan.
Super. Min mand, børnene og jeg er lige ankommet til stationen i Odense. Vi steg af toget for en time siden. Hører du mig klart?
Ja.
Du har en lidt stille stemme. Er alt i orden, Lærke?
Alt er fint.
Jeg er så glad på dine vegne. Vi ville først bo på hotel, fordi vi troede, vi ikke havde nogen slægtninge i byen. Men så kom vi i tanke om, at du bor her. Forstår du?
Jeg forstår.
Så er det godt, at vi tænkte på dig. Du kan slet ikke forestille dig, hvor glade vi er. Børnene er i særdeleshed begejstrede.
Det kan jeg da forestille mig.
Min mand sagde straks: Ring til Birgit. Hun vil ikke skuffe dig.
Han sagde rigtigt. Jeg vil ikke skuffe dig.
Så vil I så have lov til at bo hos mig? Har jeg forstået rigtigt?
Det er rigtigt, jeg giver jer lov.
Vi bliver kun et kort ophold, kun et par uger. Vi vil se byen og så tage hjem igen. Der er en masse at lave derhjemme, og som man siger: Det er hyggeligt på besøg, men bedst derhjemme. Er du med?
Jeg er med.
Det tænkte vi også. Især min mand. Han sagde straks, at han ikke kunne forestille sig, at Lærke afviser os. Vi er jo familie. Selvom vi er fjerne, selvom vi sidst så hinanden for ti år siden, så er vi stadig familie, ikke?
Jo.
Bor du alene nu?
Ja.
I en treværelses lejlighed?
Sådan er det.
Så vi er på vej til dig?
Kør bare ind.
Vi er der om en time. Bor du stadig der?
Jeg bor stadig der.
Så vent på os. Vi er snart der.
Jeg venter, svarede Lærke.
Birgit lagde på, lagde telefonen på natbordet, vendte sig om, trak et tæppe over hovedet og faldt i søvn uden at tænke meget over, hvem hun netop havde talt med.
En time senere lød der en banken på døren. Birgit så på uret, lukkede øjnene og vendte sig. Telefonen ringede igen. Lærke sov.
Efter et stykke tid begyndte folk at banke på døren. Lærke var ligeglad. Så ringede telefonen igen.
Ja, sagde Birgit uden at åbne øjnene.
Lærke? udbrød den samme kvinde glad.
Ja.
Det er os. Vi er her. Vi ringer og banker, men du åbner ikke.
Ringer I?
Ja.
Hvorfor kan jeg ikke høre jer?
Jeg ved det ikke.
Ring igen, så prøver vi.
Der lød endnu et ring i lejligheden.
Vi ringer, sagde kvinden.
Nej, sagde Lærke, jeg hører jer ikke. Bank nu.
Der blev banket på døren.
Vi banker, sagde kvinden.
Nej, svarede Birgit, jeg hører intet.
Det ser ud til, at jeg har ringet forkert, sagde kvinden.
Hvad? spurgte Lærke.
Hvor er du så, Lærke?
Hvad mener du med hvor? Hjemme.
Hvor hjemme?
I Odense, svarede Birgit det første, der kom i tankerne. Hvor ellers skulle jeg være?
I Odense? Hvorfor ikke i København?
Jeg flyttede for ni år siden, lige efter jeg blev skilt.
Hvorfor?
Hvorfor blev jeg skilt?
Hvorfor flyttede du?
Jeg blev træt af København, så jeg flyttede. Der var for mange dårlige minder.
Er Odense bedre?
Ja, meget bedre.
Hvad er så bedre der?
Alt er bedre. Hvad jeg end laver, så er der ingen dårlige minder. Men hvad snakker jeg om? Kom forbi og se selv. Hvor mange er I?
Vi er fire: mig, min mand og to børn. Den ældste hedder Frederik, den yngste Mikkel. Mikkel vil starte på universitetet for tredje gang i år.
Så kom fire personer og besøg os. Vi har også et fint universitet her.
Hvornår skal vi komme?
Så snart som muligt.
Det kan jeg ikke nu. Jeg har travlt i København. Mikkel vil kun studere i København. Vi er kommet hertil for at finde arbejde. Vi havde planlagt at bo hos dig i et år, men så gik det jo sådan her.
Så I kommer ikke i dag?
Nej.
Det er ærgerligt. Jeg var allerede klar.
Det er også ærgerligt for os. Du kan ikke forestille dig.
Jeg kan forestille mig.
Nej. Du kan ikke forestille dig. Når jeg tænker på, hvad der venter os, får jeg slet ikke lyst til at leve.
Birgit besluttede, at samtalen skulle slutter.
Nå, så, hvis I ikke kan nu, så kom når I kan. Jeg er altid glad for at se jer. Når I er på plads i København, så send mig din adresse med det samme. Så kommer jeg på besøg i et par uger. Så ser vi, hvad der sker. Jeg har jo egentlig ingen andre i København end dig. Har vi aftalt? Du sender mig din adresse?
Telefonen gik pludselig i stykker, så Birgit hørte ikke svaret.
