Jeg har levet næsten et halvt århundrede i ensomhed. Nej, jeg var gift, men min mand, Henrik, gik fra familien et år efter brylluppet. Det var netop da, jeg fik min datter, Rikke. Til sidst efterlod Henrik os med en treværelses lejlighed på Nørrebro i hvert fald noget, der var hans sidste bidrag. Jeg havde ikke tænkt mig at gifte mig igen. Og jeg var heller ikke den type, der søgte et andet ægteskab.
Rikke voksede op, og jeg måtte lære hende at stå på egne ben. Livet var et virvar af gøremål, så jeg var ofte i søvnens hænder. Jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men alligevel manglede Rikke den støtte, kun en fars skulder kan give. Den manglende farsfigur kunne jeg ikke længere tilføre. Således begyndte min datter at knytte sig alt for stærkt til hver eneste dreng, hun fik venner eller relationer med. Ikke alle brød sig om den påtrængenhed. Jeg blev ofte nødt til at berolige hende og lappe hendes knuste hjerte. Men Gud er god, og med tiden fandt Rikke sin mand.
Mikkel var en husejer med et godt hjerte. Jeg håbede kun, at Rikke skulle gifte sig med ham. Han behandlede både mig og Rikke med respekt. Hvad mere kunne man ønske? Jeg så ham som den ideelle svigersøn. Men som i mange gamle fortællinger, gik det ikke så eventyrligt videre. Et halvt år efter deres bryllup ændrede Mikkel sig kraftigt.
I mellemtiden plejede jeg min egen mor, som stadig var i live. Hun havde født mig ung, ligesom Rikke, og hun havde også set sine børnebørn. Men så begyndte moderens helbred at svigte. Svagheden greb hende så hårdt, at jeg måtte flytte hende ind og tage mig af hende døgnet rundt. Der var ingen anden plads at gå hen, så moren boede hos mig. Mikkels reaktion på dette var dog alt andet end forstående.
Jeg ved ikke, hvad der såre ham så meget. Jeg tvang ham ikke til at passe den gamle dame. Tværtimod lå al byrden på mine skuldre. Min mor var ikke krævende; hun var blot en rolig gammel kvinde. Jeg kan ikke se, hvad han fandt så ulækkert.
Som tiden gik, blev tingene kun værre. Rikke lagde sig på Mikkels side. De undgik mig som en dårlig lugt. Hvor vi engang spiste ved samme bord, gemmer de sig nu i deres værelser. Mine forsøg på at tale med Rikke gik til spilde; hun svarer kun med tavshed og undskyldninger.
Det var ikke kun min datter, der skuffede mig. Mine børnebørn sagde, at de levede for sig selv og kun tænkte på fremtiden. Jeg insisterede først, men så lod jeg dem gå sin vej. Det var deres affære. Men Mikkel begyndte at optræde som en hersker i mit hus. Han rørte sig ikke en finger for at reparere eller købe noget til lejemålet, men forsvandt ofte ud i natklubber med sine venner. Jeg forstod ikke, hvor den engang så beundrede svigersøn er blevet af.
Det var tydeligt, at hans sande ansigt kun nu viste sig. Hver uge blev han mere uudholdelig. Så kom juleaften, og Mikkel nægtede at fejre den sammen med os. Han trak Rikke ind på deres værelse, og de holdt deres egen lille fest. Klokken tolv kom Rikke for at hilse på os, men hendes mand løftede ikke engang næsen.
Næste dag sagde han til mig: Vi sælger din mors hus og køber en ny lejlighed til os. Jeg stod målløs. Lejligheden var jo kun halvt år, at jeg havde haft den. Hvorfor skulle jeg stå for alt?
Nej, det tror jeg ikke på. I skal finde en egen lejlighed. Det er min mors hjem, og vi vil ikke sælge det. Det er hendes ejendom, og hun vil klare sig selv, udbrød jeg.
Mikkel blev rasende. Samme dag pakkede han sine ting, tog Rikke og drog mod sine forældre. Det var trist at se, at min datter ikke sagde et ord imod, men det var hendes liv. Hvis hun tror, det er bedre sådan, så lad hende bo hos Mikkel.
Var jeg som kvinde handlet rigtigt? Hvad ville I have gjort i min situation?
Venner, hvis I gerne vil læse flere af vores fortællinger, så del en kommentar og glem ikke at give et like. Det giver os energi til at skrive videre!
