Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus? spurgte svigerforældrene direkte.
Er du ikke forstået? strammede Iben sig.
Nå, så I er færdige, så vi regner med, at I snart vil byde os ind, svarede Ole.
Nikolaj, forstår du, at det er over grænsen? Iben kunne ikke holde sine følelser tilbage længere, især når hendes mand forega, at han ikke forstod, hvorfor hun var så ophidset.
Måske havde de hele tiden planlagt, at hun skulle lægge flere år af sit liv i den byggeproces, investere alle sine tjente penge, for så at blive efterladt med ingenting?
De unge fulgte ikke deres jævnaldrende, der købte små lejligheder til skyhøje priser. Da Nikolaj og Iben stadig gik sammen, besluttede de, at de en dag selv skulle bygge et hjem. Det var billigere, hurtigere og mere fordelagtigt. I stedet for tredive kvadratmeter fik de hundrede tredive for de samme penge.
Der vil være plads til både børn og kæledyr, kunne Iben næsten synge af glæde.
Heldigvis var grunden allerede i deres besiddelse. Den tilhørte Ibens tante, som havde overdraget den til sin niece, efter at have hørt om den unge pars alvorlige intentioner.
Jeg har ikke rigtig givet jer noget til brylluppet, så dette er min gave så I har et sted, hvor børnene kan vokse, sagde hun, mens hun pegede på den tomme jord, der havde ligget ubrugt i tyve år.
Alligevel var det ikke let. For at spare penge påtog de sig flere byggeopgaver selv. De arbejdede efter deres almindelige job, i weekenderne og endda i regnvejr.
Iben måtte også trække på arven. Fra salget af bedstemorens lejlighed fik hun penge, som hun også investerede i bygningen.
Da huset endelig stod færdigt, indså de, at hver eneste arbejdsmoment havde været umagen værd.
Selvom huset ikke var fuldstændigt færdigt der manglede stadig detaljer i både konstruktion og indretning var det allerede beboeligt, og det fyldte dem med ren begejstring.
De begyndte at tilbringe nætter i det nye hjem og invitere venner. Iben fortrød kun én ting: hendes svigerfar Nikolajs forældre havde aldrig hjulpet, trods gentagne bønner om assistance.
Forældrene havde altid påstået, at de havde vigtige ærinder, så de kunne hverken hjælpe med at sætte et hegn, plante juletræer eller endda levere et køleskab. De ejede en stor firehjulstrækker med trailer præcis den transport, man behøver udenfor byen. Så endte de unge med at betale for leveringen selv.
Er de virkelig altid optaget? Hvad kan de så lave? De er jo pensionister, undrede Iben sig.
De vil jo ikke lyve, svarede Nikolaj med et skulderløft.
Iben forstod, at måske svigerfaderen faktisk var optaget, men et lille tvivlsspirer gnagde hendes bevidsthed.
Iben, i dag leverer de den nye fjernsyn. Skal du tage imod? spurgte Nikolaj, mens han hastigt tygede på en sandwich i sit lyse køkken på vej på arbejde.
Ja, selvfølgelig. Hvad tid kommer de?
De sagde, anden halvdel af dagen, mellem kl.15 og 20. Jeg har givet dem dit nummer; de lovede at ringe en time før.
Fint. Her har jeg lavet en madpakke til dig.
Tak, det er alt, jeg må løbe, sagde Nikolaj og gav sin kone et hurtigt kys på kinden, før han skyndte sig ind i entreen.
Om klokken fire bankede det på døren.
Iben troede, det var leveringen, selvom de ikke havde ringet som lovet. Da hun åbnede, stod Nikolajs forældre Lise og Ole på dørtrappen.
Åh, udbrød Iben overrasket, og i stedet for en høflig hilsen kunne hun kun stamme.
Hej, lille Iben! Kan du ikke genkende os? Vi bliver rige! grinede Lise med et stort smil.
Undskyld, jeg genkendte jer, jeg forventede bare ikke, at I kom.
Må vi komme indenfor? spurgte Ole med et blink.
Jo, kom endelig, sagde Iben, mens hun trak dem ind i den rummelige stue, der åbnede ud i køkkenet, og de kiggede sig omkring.
Hvor smukt! udbøjlede Lise begejstret. Det er jo så godt, at I har bygget et hus i stedet for at købe en lejlighed. Et hus er solidt, rummeligt! Der er plads til alle!
Ja, svarede Iben lidt tøvende.
Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus? spurgte svigerforældrene igen.
Hørte du ikke? spurgte Iben med en anspændt klinge i stemmen.
Da I er færdige, regner vi med, at I snart inviterer os, svarede Ole.
Vi havde ikke regnet med, at huset skulle være til fire, stammede Iben forvirret.
Vi er da ikke prinser! En enkelt stue er god nok til os begge! grinede Ole.
Vi, Iben, har besluttet at udnytte vores pension og udleje vores lejlighed, nu hvor vi har et sted at bo, forklarede Lise.
Har I talt om det med Nikolaj? spurgte Iben, som blev utilpas ved tanken om mænds indblanding.
Ikke endnu, men han vil nok ikke protestere, svarede Ole selvsikkert.
Iben blev kølet af den ubesværede holdning. De havde aldrig svaret på hendes bøn om hjælp, og nu ville de både bo i deres hus og tjene lidt på det.
Hun fandt ikke modet til at afvise svigerforældrene, men håbede på Nikolajs støtte.
Skal vi nu opføre os som fremmede? udbrød Ole. Skaf os i det mindste en kop te!
Ja, selvfølgelig, svarede Iben lydigt.
Svigerforældrene slappede roligt en kop te, mens de lå sig på spisekammeret i stuen, da telefonen pludselig ringede.
Leveringschaufføren undskyldte, at han havde glemt at ringe en time før, og fortalte, at han stod lige udenfor.
Iben gik ud for at tage imod fjernsynet. Budene bar den store kasse ind i huset og vinkede høfligt farvel.
Hold da op, så er den enorm! udbrød Ole. Hvor vil du hænge den?
Hertil, pegede Iben på den tomme væg.
Fantastisk! Vi kan sidde på sofaen om aftenen og se nyhederne.
Vi havde egentlig ikke planlagt at få en antenne.
Ha! Hvad skal I så kigge på? Et tomt billede?
Nej, film, serier, apps. I dag ser man næsten ikke TV længere. Kun de ældre gør det, svarede Iben med et skulderløft.
Så er det vores ansvar! lo Lise. Jeg taler med Nikolaj om at få en antenne installeret.
Iben tælte minutterne indtil Nikolaj kom, og håbede, han ikke blev forsinket på arbejdet. Heldigvis ankom han præcis til tiden.
Her er Nikolaj! udbrød hun, da hun hørte motorens brummen.
Hun skyndte sig ind i entreen for at møde ham.
Dine forældre er kommet og vil flytte ind hos os, hvisket hun, mens hun omfavnede ham om halsen.
Hvad?! råbte han.
Rolig, de fortæller alt selv.
Hvorfor nu? spurgte Nikolaj.
De kom for at se jeres hytte. Vi er virkelig vilde med den! svarede Ole.
Når barn kommer, er der ikke plads nok, forudså Nikolaj.
Åh nej! Vi har to ekstra værelser ovenpå! indskød Lise.
Ja, et børneværelse og et gæsteværelse. Vi har ofte venner på overnatning, så der er fest hele tiden Vi er unge i sjælen, grinede Nikolaj.
Vi kan godt lide stille, sagde Lise og så på ham.
Så må I blive roligere, accepterede han.
Hvorfor det? spurgte Nikolaj forvirret.
Vi har allerede sagt til Iben, at vi vil flytte ind og leje vores lejlighed ud, for at tjene lidt ekstra, svarede Ole beslutsomt.
Vi har ingen plads, svarede Nikolaj.
Min skat, hvordan kan der så ikke være plads til forældrene? spurgte Lise beskæftiget.
Har dine forældre overhovedet haft tid til at hjælpe os? spurgte Nikolaj. De kunne ikke engang levere et køleskab! I har aldrig vist jer, og nu vil I tjene penge på vores hus? Nej, så går det ikke. Jeg elsker jer, men vi har ikke plads, sagde han.
Ole og Lise så på hinanden.
Lad os gå, Lise, tiden er knap, sagde Ole kort.
Ja, lad os.
De rejste sig tavst og gik ud i entreen med stolte trin.
Da de var kørt, kastede Iben sig om Nikolaj og krammede ham om halsen.
Tusind tak! Jeg var ærligt talt bange for, at du skulle stå på deres side de er jo dine forældre!
Hvorfor skulle jeg? Jeg har set, hvordan du bliver ked af det, hver gang de nægter at hjælpe. Hvorfor skulle jeg acceptere, at de vil tjene penge på vores hus? «Vi vil tjene lidt på lejen» er det en grund til at bo hos os?
Tak! sagde Iben og holdt ham endnu tættere.
Det er så lidt, smilede han, lad os fejre med en god middag.
