Kære dagbog,
I dag gik der en ny runde i husstanden, som om alting pludselig ville blive revet fra mig. Jeg hørte min svigerbrors søn, Mikkel, råbe højt til den ældste datter af min afdøde mand, Kirstine, at jeg skal ryge ud af huset, som jeg har boet i i de sidste femten år.
Vent lidt, Søren, det er ikke så sort/hvidt, sagde Anders, min søn, som jeg altid har haft mere respekt for end hans søster. Jeg har boet sammen med min nye partner i femten år, så jeg har set en del.
For nogle uger siden gik min mand, Lars, bort. Hans to børn fra første ægteskab kom straks for at gøre krav på arven: huset på Nørrebro, et lille sommerhus i Sjælland, garage, bil og en lille jordlod. Jeg havde ingen store forventninger, men jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle blive jaget ud af døren så hurtigt.
Anders og jeg mødtes først i moden alder, efter at begge havde gennemgået mislykkede ægteskaber og opdraget børn. Jeg har to døtre Freja og Yrsa mens Anders har en søn og en datter, Marie. Jeg havde lige fejret min 50års fødselsdag, og min ældste datter, Freja, var ved at blive gift. Hun medbragte sin kommende svoger hjem, mens den yngste, Yrsa, stadig var ugift. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan vi skulle klare den lille lejlighed i Indre By med så mange mennesker under ét tag.
Kort tid efter mødte jeg Anders, der var fem år ældre end mig og havde levet alene i mange år. Hans børn var allerede voksne og havde deres egne familier. På grund af hans tidligere lederstillinger havde han haft en god indkomst og kunne forsørge både sin søn og sin datter med eget bolig.
Uden tøven sagde han, at jeg kunne flytte ind hos ham på hans landsted uden for Roskilde. Jeg tænkte over det, nikkede og sagde: Hvorfor ikke? Anders var en god mand, og han behandlede mig med respekt. Så flyttede jeg ind i den store, røde gråstensvilla, hvor vi havde en køkkenhave, høns, kaniner og engang også en ko og en gris.
Børnene fra begge familier kom ofte på besøg. Vi gik aldrig fra hinanden med tomme hænder; vi sendte altid med en pose fuld af hjemmebag, syltetøj eller frisk æg. Anders og jeg var ikke formelt gifte i starten snakkede vi om det, men efterhånden blev vi enige om, at en underskrift i passet ikke var så vigtig, når vi begge var over seksoghalvtreds.
Det har været femten fantastiske år, og jeg har ingen fortrydelse. Min yngste datter, Yrsa, blev også gift, men der opstod strid mellem hende og den ældre søster om, hvem der skulle have retten til lejligheden i København. Freja, som allerede havde slået sig ned i lejligheden, ville hverken dele den med sin søster eller lade hende flytte ind med sin mand. Så betalte hun en økonomisk kompensation til Yrsa, og vi troede, sagen var afklaret.
For et år siden gik Yrsa gennem en skilsmisse og vendte tilbage med sit lille barn til vores hus. Freja var ikke begejstret, og igen opstod der skænderier om plads og ansvar. Jeg håbede, at de ville finde fred, men indtil videre har de ikke gjort det.
Nu er Lars også væk, og jeg må vende tilbage til min egen lejlighed. Jeg ved, at den er trang uden mig, men den er min.
Morgenen efter kom Anders og sagde: Tante Tove, hvis du vil, kan du blive her, indtil vi finder en køber til huset. Jeg blev glad for hans generøse tilbud, men så kom Marianne og præciserede betingelserne: Jeg skal fortsætte med at drive gården, men nu alene.
Det betyder, at jeg bliver en gratis arbejdskraft for deres børn, som kan smide mig ud, så snart de får en køber. Jeg er ikke vild med idéen; på landet skal man passe både marker og dyr, og jeg er ikke længere ung jeg er 65 år.
Jeg står i en vanskelig situation. Skal jeg blive her som medarbejder for andres børn, eller skal jeg gå tilbage til min lejlighed, som teknisk set stadig tilhører mig ifølge papirer? Jeg ved, at jeg er overflødig begge steder.
Hvad skal jeg gøre? Jeg håber, et andet perspektiv kan give mig klarhed.
**Personlig læring:** Man kan ikke forvente, at andre vil værdsætte ens livsværk, hvis man kun ser sit eget udbytte. Ægte respekt og samarbejde kræver, at man både giver og får, uanset alder. Jeg må lære at sætte mine egne grænser og finde ro i de små ting, som stadig giver mig mening.
