Hey, du! Jeg skal lige fortælle dig, hvad der gik for mig for et par uger siden alt sammen i typisk dansk hyggestil, men med den der lille kniv i ryggen, du kender alt for godt.
Signe sad med blikket på telefonen, mens Mikkel sendte sin fjerde sms på en halv time: Hopps, tag røret, din søllepige. Hun var bag rattet på en køreskolebil, hvor instruktøren stod og forklarede, hvordan man parkerer på siden af vejen. Telefonen vibrerede igen.
Må jeg svare? Manden giver sig ud for at have travlt.
Selvfølgelig.
Mikkel, jeg er i bilen
Hvad tager du ikke? Jeg ringer jo!
Man må jo ikke snakke mens man kører…
Jo, jeg forstår. Så driver du på at få kørekortet frem for mig derhjemme. Hvornår er du hjemme?
Om en time.
Hvem laver mad? Skal jeg klare det selv?
Instruktøren vendte sig væk, så ud som om han ikke hørte noget.
Jeg kommer lige om lidt og laver mad.
Det var da fint. Jeg troede, du skulle blive en forretningskvinde, nu hvor jeg er kone.
Derhjemme lå Mikkel på sofaen med telefonen i hånden. Han havde mistet sit job for tre måneder siden, sagde han “midlertidigt”, men jagten på noget nyt trak ud.
Så, hvordan går det på køreskolen? Er det svært?
Der var en bekendt grin i hans stemme.
Det går okay. I dag øvede vi parallelparkering.
Åh, så seriøst. En hel videnskab, altså?
Signe gik ind i køkkenet. Der stod et bakke af opvask hans morgenmad, som om den aldrig var blevet vasket.
Mikkel, skal vi endelig pakke de æsker ud? Det er februar allerede, men vi har stadig alt fra indflytningen.
Mikkel løftede hovedet fra skærmen.
Hvad skal vi pakke ud? Du klarede det da selv.
Vi kan jo gøre det sammen. Og rydde op på én gang…
Han rejste sig og gik tættere på. Der var noget koldt i hans blik.
Så gik du ind i køkkenet!
Han sagde det roligt, men så tydeligt. Han råbte ikke. Bare ordene, og stilheden var værre end ethvert skrig.
Signe stod stille.
Hvad sagde du?
Jeg sagde, du skal gå i køkkenet og lave aftensmad!
Men vi talte om æskerne…
Hvad talte vi om? Du nikkede. Jeg sagde, du klarer det selv.
Der gik noget i Signe. Ikke fra vrede, men fra forståelse. Hun huskede den nytårsfest hos hans venner, hvor han var festens sjæl.
Han flirte med alle kvinder, lavede sjove bemærkninger, hjalp værten. Senere i bilen sagde han:
Hvorfor holdt du stille hele aftenen? Følte du dig akavet?
Jeg går ikke i køkkenet!
Mikkel løftede et øjenbryn.
Hvad?
Jeg går ikke!
Signe, lad mig være. Vi snakkede jo helt normalt.
Normalt? Hvornår talte du sidst normalt med mig?
Mikkel lagde telefonen fra sig.
Hvad er din klage? Jeg var bare sjov.
Sjov? Hopps, tag røret, din søllepige er også sjovt?
Du kan skrive til din kone, men ikke så.
Du kan, men ikke søllepige.
Det er lige meget! Du ved, jeg ikke mener det ondt.
Jeg forstår. Derfor har jeg været stille hele tiden.
Signe satte sig på kanten af sengen.
Ved du, hvad min kørelærer sagde i dag? Du har sikre hænder. Forestil dig det! Håndens sikkerhed. Men hjemme er jeg bange for at bede om hjælp til æskerne.
Bange?
Mikkel grinede.
Det er jo bare dig!
Jeg er bange. Jeg ved, du vil finde på at vise, hvor ubrugelig jeg er.
Det er ikke sådan! Det er alt sammen i dit hoved.
I dit hoved? Husk, da du fortalt dine venner, at jeg bare hygger mig i køreskolen?
Det var sjovt!
For dig var det sjovt. For mig var det pinligt.
Mikkel satte sig ved siden af på sofaen.
Hør, hvis du ikke kan lide, hvordan jeg taler…
Så hvad?
Døren er lige, som den altid har været.
Stilhed. Signe kiggede på ham. Ingen undskyldning, ingen forklaring. Han pegede bare på døren.
Okay.
Hun rejste sig, trak en rejsetaske frem fra skabet og begyndte at pakke.
Hvad laver du?
Det du bad om.
Hvor skal du hen?
Til Kirstine.
Du løber bare rundt og vender tilbage. Som altid.
Som altid?
Kvinder elsker drama. Grene med dørene, græde til veninderne.
Signe lagde dokumenter, makeup, oplader i tasken.
Så vender du bare tilbage!
Hun gik hen til en æske med bryllupsbilleder. Hun trak et foto frem dem i folkeregisteret, glade.
Sådan ville du tale til mig her?
Mikkel så på billedet.
Der var folk.
Og her?
Her er familien. Slap af.
Signe lagde forsigtigt billedet tilbage og lukkede tasken.
Slappe af… Jeg forstår.
Vent. Lad os snakke.
Hvad skal vi snakke om? Du har vist mig, hvad jeg betyder for dig hjemme.
I gangen trak hun på jakken. Mikkel stod nøgen i pyjamas.
Smid det! Alle par skændes.
Vi skændtes ikke.
Signe greb dørhåndtaget.
Du besluttede bare, at du kan.
Døren smækkede, og bagved lød:
Du kommer ikke så let væk!
To uger senere fik hun en sms: Kommer i morgen, så vi kan klare tiden.
Kirstine rystede på hovedet.
Hvorfor mødes du med ham?
Jeg vil bare sikre mig, at jeg har ret.
En café nær togstationen. Mikkel kom en halv time for sent.
Hvordan går det?
Han satte sig uden at undskylde for forsinkelsen.
Fint.
Hvor bor du?
Hos Kirstine for nu.
for nu var en vane, han brugte for at blødgøre situationen.
Hjemme er det kaos. Skålen er beskidt, vasketøjet er urent. Heldigvis hjalp naboen med indkøb.
En tjenerinde, sød brunet kvinde omkring 25, kom hen.
Hvad vil I have?
To kaffe, sagde Mikkel med et smil til hende.
Har I noget sødt?
Vi har fantastiske kager
Så er alt lækkert.
Han lagde sin vielsesring på bordet.
Nu hvor alt er i orden hjemme, kan jeg forkæle mig selv med dessert.
Tjenerinden lo.
Kan du selv lave mad?
Selvfølgelig! En mand kan lave grød. Det vigtigste er, at ingen snubler i sokker på gulvet.
Signe så på ringen.
Ingen kræver hjælp til at rydde op.
Mikkel fortsatte, men i det øjeblik indså hun, at han brugte deres historie som en vittighed for en anden kvinde.
Så, hvad siger du, skønne? Skal vi afslutte forestillingen? Det er kedeligt uden dig.
Nej.
Hvad nej?
Jeg vender ikke tilbage.
Mikkel så på hende for første gang ordentligt.
Alvorligt?
Ja.
Signe rejste sig, lagde pengene for kaffen på bordet.
Vent. Ved du, hvad du laver?
Jeg ved det. Første gang på tre måneder.
Signe! Vi er voksne mennesker!
Netop derfor går jeg.
Udenfor faldt den fugtige sne. I caféen forklarede Mikkel tjenerinden, at han var træt af en uansvarlig kone.
En måned senere lejede Signe en etværelseslejlighed, fik kørekortet og fandt et nyt job.
En dag så hun Mikkel i supermarkedet han var sammen med en ung kvinde og lo, mens de valgte varer. Signe gik forbi uden at blive set.
Hun tænkte: Hvor lang tid går der, før han siger så gik du ind i køkkenet igen? En måned? To?
Om aftenen stod Signe ved vinduet med en kop te. Telefonen lå stille på bordet, rolig. Ingen flere beskeder som Hopps, tag røret, din søllepige.
Hun tænkte på de kvinder, der bliver i forhold, tror, at mænd ikke er onde, at alle mænd er sådan. Hun følte ikke fordømmelse, men en tristhed.
Telefonen blinkede en besked fra en kollega om morgendagens møde. Formelt, respektfuldt.
Signe smilede og svarede. Så satte hun sig i sin egen sofa i sit eget hjem, hvor hun kan bede om hjælp uden at blive drillet.
Hey, hvis du vil læse flere historier som denne, smid en kommentar og et like. Det giver os lyst til at skrive videre!
