Hej, du ved, jeg har lige haft den her lange snak med Kirstine, og hun gik helt amok, fordi hun er bange for, at hun efter studierne skal ende som en slags deprimeret pensionist.
Du, hvordan ser du ud lige nu? Hvorfor er du så bange? sagde Marlene, chokeret. Vi så jo ud som om, vi var fem år gamle, da vi mødtes, og du så helt fin ud. Har du tabt dig eller hvad?
Det er bare, jeg gider ikke, så lad mig være, Rikke! sagde Kirstine, og hun ville lige afslutte samtalen, så hun kunne ringe videre til de andre på listen. Men Rikke greb fat i hende som en klam hånd:
Kirstine, vi har jo allerede mistet en del af rækken.
Hvad, er der nogen, der har givet deres sjæl til Gud? udbrød Kirstine, selvom hun ved, at hun ikke er så ung længere, men hun er ikke så gammel, at hendes jævnaldrende allerede har fundet et andet liv.
Nej, nej, det er bare noget, der er faldet ud af landet. Og så er der den gamle Anders Kusk, som døde for femogtyve år siden, da han stadig var ung jeg har jo fortalt dig det før.
Så lad være med at bide dig selv i halen, hele vores cohort er kun fire grupper, men i virkeligheden er der kun tredive folk. Har du endelig gift din søn? Du kan da også give dig selv lidt frihed.
Marlene sagde videre, men Kirstine tænkte på Anders Kusk. Han havde altid de mørke rande under øjnene og et tungt blik, og drengene i gruppen kaldte ham en svagling.
Det viste sig, at Anders havde et svagt hjerte. Han var flittig i skole, drømte om at bygge en flot hængebro i den lille by, men nåede aldrig at gøre det. Hvad har du opnået, Kirstine?
Hun var forelsket i Jens, der var tømrerlederen, og hun gik på arbejde som bygningsarbejder efter eksamen. Jens gik på vagt i deres by og tog så hjem til sin familie.
De holdt folk sammen i lang tid, og Jens kaldte hende endda sin kone foran alle. Han sagde, at samliv uden vielsesattest var et bevis på ægte kærlighed. Sådan lever folk, ikke fordi papirer siger noget, men fordi de elsker hinanden
Da Kirstine opdagede, at hun ventede et barn, kom det på et dårligt tidspunkt Jens kom ikke på vagt. Det viste sig, at han havde tre børn, og hans kone var syg. Jens sagde op af personlige grunde uden at fortælle hende noget.
Kirstine indså, at hun ikke kunne kræve noget af en mand med tre børn og en syg kone. Så hun gik også fra byggepladsen, før nogen rigtig forstod, hvad der foregik. En af drengene lavede dog en spøg til sidst:
Så er en vielsesattest alligevel stærkere end at bo sammen?
Kirstine var ligeglad. Hun fik et job ved en lille købmand i nærheden, takket være en bekendt fra deres indgangsparti. De aftalte, at hun, selvom hun blev mor, kun skulle arbejde to dage om ugen.
Hendes mor sagde ja til at passe lille Mikkel, for datteren havde jo mistet en god stilling.
Du har jo opdraget mig til at være så skør! råbte Kirstine, da moren gik fra hende.
Jeg troede, du havde nogen ambitioner, men du er så uduelig! kom moren med.
Sådan får man rod, som giver frø, hvad ville du have? svarede Kirstine og fortrød straks, hvad hun havde sagt til sin egen mor.
De krammede, græd sammen, men hvad kunne de egentlig gøre? Hvor skulle de hen nu?
Da Rikke ringede fem år efter dimissionsdagen og inviterede til et møde, sagde Kirstine nej. De ville snakke om familier, arbejde og vise billeder, mens hun stod og vaskede gulve et sted på tre forskellige steder i indgangen til lejligheden, på skolen og i børnehaven. Hvad skulle hun tale om med dem?
Det var kun for Mikkels skyld, hun ville gøre alt. Han var hendes eneste trøst.
Moren, da Mikkel begyndte i børnehave, mente, at hun havde gjort sin pligt, og rejste til søsteren på landet med den undskyldning, at bylivet gik hende på hovedet, og hun havde brug for frisk luft.
Efter et par år faldt det pludselig ud, at Kirstine fik et deltidsjob på halv tid. Mikkel gik på skole, og hun nåede alt selv hun hentede sin søn lige efter frokost, og mange var misundelige på, hvor meget hun fik til at klare.
En kollega begyndte at svinge sig for hende, men hun afviste ham med ét. Hun havde allerede en søn, og hun havde ikke brug for en fremmed onkel i huset. En far kan ikke erstatte en anden, men problemerne kan man ikke undgå.
Kirstine gik overraskende godt på arbejdet, og da sønnen voksede, tjente hun mere og gik på fuldtid som ingeniør. Alligevel følte hun sig aldrig helt fuldkommen, selvom hun klædte sig beskedent, ikke farvede håret og efter fyrre begyndte de første grå hår at dukke op.
Hun følte, at hun ikke havde ret til at være lykkelig, fordi hun levede med en gift mand og næsten havde taget farens plads i en familie med tre børn. Man skulle ikke klæde sig i farverige farver eller gøre sig selv til et blikfang, for så kunne nogen pege på én.
Hun troede ikke længere på, at kærlighed kunne bringe hende lykke. Overalt omkring hende var folk, der allerede var skilt, og hun følte sig ikke bedre end dem.
Mikkel voksede op med en taknemmelighed, som hans mor havde givet ham, og det ødelagde ham ikke. Om sommeren kørte han til landsbyen for at besøge sin bedstemor Iben og hendes søster, og han hjalp dem med alt.
Han gravede i bede, plantede kartofler, rødbeder og gulerødder sammen med de to bedstemor, vandede, høstede og hjalp med at lukke lågerne til sylte- og marmeladeglas. Fra en ung alder var han stærk, huggede brænde og lagde hurtigt brænde i skuret. Nu sagde moren til Kirstine, at det blot var en stor lykke at have en så god søn, og at hun med sin søde søster Lise også havde en elsket barnebarn.
Til sidst var der café og genforening til de tretti år efter dimissionen. Alle de velkendte tanker fløj gennem Kirstines hoved på et splitsekund.
Marlene spurgte insisterende:
Har du husket? Caféen lige over for kollegieværelset, næste fredag klokken tre. Kom, så har jeg nogen at snakke med, for jeg har ingen anden.
Rikkes stemme knækkede pludselig, og Kirstine sagde ja uden at kunne forklare hvorfor:
Ja, jeg kommer
Hun lagde telefonen på bordet, fortrød straks beslutningen, så hun gik hen til spejlet, tog telefonen igen og tænkte, at hun skulle ringe til Rikke og fortælle, at hun ved et uheld havde sagt ja.
Telefonlinjen til klassens formand var optaget, og Kirstine blev akavet.
Det var sent på aftenen, da hun åbnede garderoben og fandt den blå kjole, som hendes søn havde købt til sit eget bryllup.
Mikkel og Nanna overbeviste hende så lidt, men de tog hende med i indkøbscentret, hvor hun blev udmattet af prøver. Til sidst var den blå kjole en vinder selv Kirstine kunne lide den. De fandt også de rigtige sko, og så tog Nanna hende til en salon, hvor de farvede håret og gned en ny frisure.
Det var for et år siden, Mikkel og Nanna bor hver for sig og er lykkelige.
De nye grå hår voksede videre, men der var ingen, der ville have hende til at pynte sig, så hun følte sig lidt akavet ved at gøre det. Hun bandt sit hår, tog den blå kjole på fra skabet, sminkede let læberne, men slettede så igen med et serviet det blev for dristigt.
I caféen var der larm og folk overalt, da Kirstine ankom til den aftalte tid. Rikke så hende med det samme og sprang hen:
Kirstine, du ser strålende ud, jeg er så glad for at se dig!
Marlene så også lidt slankere ud, men det gjorde hende bare yngre i øjnene.
De snakkede ved bordet, men så blev Rikke distraheret, og Kirstine drak bare juice, kigge rundt og lyttede til musikken.
Nogen havde virkelig gjort en indsats, for der lød sange fra de dage, hvor de stadig var studerende, unge og drømmende om, hvordan livet skulle blive.
Må jeg få bede dig om at danse? hørte Kirstine gennem musikken en stemme. Hun løftede hovedet og genkendte straks ham.
Det var Lasse Søndergaard fra den parallelle gruppe. Han var blevet gift i tredje år, og Kirstine havde fortrudt, at hun aldrig fik ham.
Kirstine, du er så smuk! Jeg kommer første gang til en genforening og genkender ingen, men dig så hurtigt!
Lasse rakte hånden, og Kirstine tog den og gik ud på dansegulvet, mens Rikke så overrasket på dem.
De dansede flere sange i stilhed. Så spurgte Lasse pludselig:
Kirstine, må jeg gå dig hjem? Jeg skal lige nævne, at jeg er skilt, men hvis din mand venter derhjemme, så så går jeg bare.
Lasse fulgte hende hjem, men dagen efter mødtes de igen og holdt ikke mere op.
Nanna havde hjulpet med at finde den blå bryllupskjole og sko til Kirstine. Hun var ved at blive lidt rundere, men snart ville Kirstine blive bedstemor. Det føltes underligt at være brud.
Nanna hviskede:
Kirstine, du er så smuk! Vi er så glade for dig og Mikkel, og man kan være lykkelig i enhver alder, det er ikke forbudt!
Og sandt nok mens jeg sidder ved bryllupsbordet, så ser jeg min mand, Ole, med et lystende blik. Måske er det også min tur nu.
Kirstine tilgav sig selv endelig og lod sig selv være lykkelig.
Hvad synes du om det hele? Skriv en kommentar, hvis du har lyst. Hvis du vil læse flere historier, så smid et like det motiverer os til at skrive videre.
