Kirsten Sørensen, jeg vil ikke leve med din søn, så fortæl ham det, siger Signe. Hvem skal du så bo med? Hvem har du brug for, når du har et barn? Jeg ser ingen prins på din række i baghaven, mumler svigermoren.
Signe pakker sin datters ting. Hun lægger de få nødvendige ting i en taske: en lun vinterjakke til Freja, et par små støvler og en blepakke. De resterende ting sorterer hun senere.
Hendes bevægelser er rolige og velovervejede. Hun tjekker mental, at hun har husket alt. Hun er ikke længere i tårer; den søvnløse nat har givet hende klarhed. Hun beslutter, at hun og Mikkel skal skilles.
Hun hører Mikkel komme hjem. Han kigger ind på soveværelset, ser ingen kone, åbner børneværelset. Signe låser sig i soveværelset og lader som om, hun sover.
Om morgenen, da Mikkel skal på arbejde, står han foran Frejas værelse. Han tøver, men går ikke ind han udsætter samtalen til aftenen.
Ingen samtale vil finde sted, for Signe ringer en taxa om en halv time og kører med toårige Freja til sine forældre.
Efter gårsdagens hændelse vil hun hverken tale med eller se Mikkel. Hun har vænnet sig til, at han kun dukker op på en lørdag i et uvejr, men i går var det onsdag. Om morgenen bad hun Mikkel om at komme tidligt hjem og sidde med Freja, mens hun møder sin veninde Line, som lover at finde hende et fjernarbejde.
Signe tør ikke overlade Freja til Mikkel i den tilstand og ringer til Line for at flytte mødet. Mikkel bliver vred:
Hvem ringer du til? Hvilket møde taler du om? råber han.
Jeg taler med Line. Vi har aftalt at mødes, men jeg kan ikke efterlade Freja hos dig.
Hvorfor ikke?
Se i spejlet, hvem du ligner. Gå og sov, du skal på arbejde i morgen, svarer Signe og går ind i køkkenet.
Stå! råber Mikkel og griber hende i hånden. Hvad er der galt med min tilstand? Kom, vi skal fejre Vitskys fødselsdag i dag. Du tror, du er en prinsesse! Jeg bestemmer, hvornår jeg kommer hjem. Forstået?
Signe prøver at frigøre hånden:
Slip mig! Det gør ondt! Du er helt ude af besindighed!
Hun trækker hånden tilbage, Mikkel vakler, men falder næsten.
Åh, se nu! råber han, og et slag rammer hende i kinden.
Signe tager sig for ansigtet. Mikkel, som tydeligvis ikke forventede sin egen aggressivitet, giver slip og forsøger at tale, men hun vender sig om og går hen til datteren.
Prinsesse! råber han igen og stormer ud af lejligheden.
Svigermoren kalder Signe for prinsesse. Datteren faldt ikke i god jord hos Kirsten Sørensen.
En pige på 21 år, der stadig hænger på forældrenes skulder. Jeg var allerede gravid med ét barn, da andet var på vej.
Mand, hus, have, forretning! Og du er stadig i skole! Prinsesse! Du vil blive træt af det, Mikkel. Jeg ville have valgt en enklere pige!
Signes forældre er heller ikke glade for svigersønnen.
Signe, hvor er du på vej? Mikkel er ikke den sidste mand i verden! Er du forelsket? Så må I mødes, måske bo sammen, men jeg er imod det.
Ikke gå straks i ægteskab! Tænk over, om du vil tilbringe resten af dit liv med ham. Se på hans familie. Så beslutter du.
Signe beslutter sig. Hun ser, at hendes beslutning ikke er den rigtige, efter seks måneder. Hun kunne have gået, men det var pinligt at indrømme, at forældrene havde ret, og hun håber stadig på forandring.
Frejas ankomst ændrer ikke Mikkel. Han mener stadig, at huslige pligter og barnets pasning kun er konens ansvar.
Hans undskyldninger for hendes dårlige helbred, datterens sygdom og andre hændelser virker ikke, hvis middagen ikke er klar, eller lejligheden er rodet.
Du kan ikke klare en enkelt barn! Sådan klarer andre kvinder alt! Når jeg går på arbejde, lægger du dig i sengen!
Det er umuligt, at du på en hel dag ikke kan finde tid til at gå i butik og lave aftensmad, siger han til Signe.
Freja får tænder, hun er uberegnelig, og jeg kan ikke lave mad med hende på armen. Jeg bestiller levering. Kan du lave frikadeller selv? Eller hold Freja, så laver jeg mad til dig.
Der er ingen rosebriller længere. Signe tænker oftere på, at hendes mor havde ret, da hun advarede hende om at skynde sig med ægteskabet og at undersøge Mikkels familie.
Flere gange overvejer hun at gå, men Mikkel lover at ændre sig, og hun tror på ham.
Efter gårsdagens voldelige episode indser hun, at hun ikke kan holde ud længere.
Det er pinligt over for forældrene, men hun vil ikke leve med en mand, der ikke skammer sig over at slå hende. Hun vil heller ikke have Freja i den situation.
Signes mor ser fra vinduet, hvordan en taxa standser ved deres hus, og datteren kommer ud med Freja i armene.
Kolle, se, Signe er kommet med sine ting. Hjælp med at bære tasken, siger hun til sin far.
Når Signe går ind og tager sine solbriller af, ser forældrene, at hendes venstre øje er hævet, med en blå mærke nedenunder.
Er det Mikkel?! udbryder moren.
Signe nikker.
Jeg ordner det nu, råber faren og løber mod døren.
Far, nej, lad være, afbryder Freja. Jeg vil straffe ham på min egen måde. Hjælp mig med at hente vores møbler og Frejas lille seng fra hans lejlighed.
Far og onkel kører ud for at hente tingene, og faren tager Signe til skadestuen.
Hvis I vil anklage Mikkel, hjælper en lægeerklæring ikke; I skal til retsmedicinsk institut, forklarer onklen.
Vi mødes i morgen, så vi kan få tid til det, siger faren.
Mikkel kommer hjem fra arbejde med en buket blomster til sin kone og en legetøj til datteren. Men der er ingen i huset, ingen møbler, ingen seng til Freja.
Han ringer til Signe, men telefonen er slukket. Så ringer han til svigermoren. Hun svarer:
Ja, Signe og Freja er hos os. Du skal ikke komme her, min mand har stadig hænderne ømme. Signe vil selv indgive skilsmisse.
Mikkel prøver at ringe til Signe igen, endda ligger han udenfor farens hus og venter, men hun svarer ikke. Når hun går en tur med Freja, stopper hun kun ved gården ved deres bolig.
Efter en uge får Mikkel papirerne om skilsmissen. Så eksploderer den tunge artillery: svigermoren, Kirsten Sørensen, dukker op ved døren.
Mor, jeg vil ikke tale med hende, siger Signe.
Jeg synes, vi skal tale, så alle spørgsmål får svar, svarer moren. Lad os gå udenfor, da Freja sover, så vi kan snakke i haven.
Skal du blive skilt? spørger svigermoren straks. Hvis du ikke er tilfreds, skal du straks skrive en stævning?
Mikkel slog mig, siger Signe.
Så du har bevist det! En mand, der kommer hjem som en forvildet kat, skal du ikke hænge fast i, vent til han falder i søvn.
Du gik og gravede efter beviser, så du slog dig selv i ansigtet. Så vil du skilsmisse? Lader barnet være en forældreløs?
Kirsten Sørensen, jeg vil ikke leve med din søn, så fortæl ham det, siger Signe.
Hvem skal du bo med? Hvem har du brug for med barnet? Jeg ser ingen prins på din rad, sukker svigermoren.
Jeg klarer mig selv, svarer Signe.
Så du får ikke Mikkels lejlighed, og du kan ikke regne med børnebidrag, trækker svigermoren på læberne.
Jeg har ikke brug for hans lejlighed. Jeg vil anmode om børnebidrag, og retten vil være på min side.
Det sker: De får straks skilt sig dommen om legemsbeskadigelse spiller ind. Børnebidraget fastsættes, og udover det får hun fire tusinde kroner om måneden i forsørgelsesstøtte, indtil Freja bliver tre år.
Fem år er gået. Den første september står en festlig skoleoptog ved skolegården: lyse klasser med ældre elever og de yngste med store buketter. Bestefar og bedstemor samt mor kommer for at følge Freja i første klasse.
Kommer far? spørger pigen, vendt mod sin mor.
Han kommer helt sikkert. Han har ringet, at han er på vej, svarer Signe. Der er han!
Signe vinker til den høje mand, som leder efter dem i den farverige mængde.
Det er dog ikke Mikkel. For tre år siden gifte Signe sig med Alexander, sin kollega, og de venter nu på et barn.
Mikkel er stadig alene. Der har været kvinder, der holdt af ham, og kvinder, han har holdt af. Men hver gang forholdet blev alvorligt, får hans ekskone en grund til, at han forlader hende.
Den lille by er tæt sammentrukket; alle kender hinanden. Mikkel har fået tilnavnet sofabokser.
Måske finder han en kvinde, der ser forbi hans ry, men indtil videre har det ikke ske. Boomerangloven gælder man får, hvad man giver.
Hvad tænker I? Del jeres tanker i kommentarerne, og giv et like.
Venner, hvis I vil læse flere af vores historier, så skriv en kommentar og husk at like. Det motiverer os til at skrive videre.
