Nadine, jeg vil ikke leve sammen med din søn, så giv ham beskeden, sagde Signe. Hvem skal du så bo hos? Hvem skal du have med barnet? Jeg ser jo ingen prins på din køkkenhylde, fnøs svigermoren.
Signe pakkede sine ting. De få vigtigste ting lagde hun i en lille taske kun det uundværlige, resten kunne hun ordne senere.
Hun gik roligt og metodisk til værks: hun lagde Frejas varme uldjakke i tasken, gik mentalt igennem en tjekliste. Så lagde hun den lille støvlede sko i endnu en ting.
Hun græd ikke længere, hun var ikke længere i tvivl den søvnløse nat havde givet hende klarhed: hun og Mikkel måtte skilles.
Hun hørte ham komme hjem. Han kiggede ind på soveværelset, men fandt ingen kone, så han gik videre til børneværelset. Signe lukkede øjnene og foregav, at hun sov.
Om morgenen, da Mikkel skulle på arbejde, stod han også ved døren til Frejas værelse. Han tøvede, gik rundt, men turde ikke træde ind han udsatte samtalen til aftenen.
Men en samtale ville aldrig ske, for Signe ville om en halv time ringe efter en taxa og sammen med den toårige Freja køre til sine forældre.
Efter gårsdagens hændelser ville hun hverken tale med Mikkel eller se ham. Hun var vant til, at han kom hjem under en tåge hver fredag, men i går var det onsdag. Om morgenen havde hun badt Mikkel om at komme hjem tidligere og sidde med datteren, mens hun mødtes med sin veninde Birgit Birgit havde lovet at finde hende et fjernarbejde.
Signe turde ikke overlade Freja til Mikkel i sådan en tilstand, så hun ringede til Birgit og bad om at flytte mødet. Mikkel blev rasende:
Hvem ringer du til? Hvad er det for et møde? knurrede han.
Jeg taler med Birgit. Vi har aftalt at mødes, men jeg kan ikke efterlade Freja hos dig.
Hvorfor ikke?
Se dig selv i spejlet hvem ligner du? Gå og sov videre du skal på arbejde i morgen, sagde Signe og gik ind i køkkenet.
Stå stille! råbte Mikkel og greb hende i hånden. Hvad er der galt med min adfærd? Hør, vi skal have gæster, Vits fødselsdag er i dag. Tænk ikke på prinsesser! Jeg bestemmer selv, hvornår jeg kommer hjem. Forstået?
Signe prøvede at slippe sit håndled:
Slip mig! Det gør ondt! Du er fuldstændig ude af kontrol!
Hun trak i hans hånd, og Mikkel vaklede, så han næsten faldt.
Ah, sådan er du! udbrød han, mens hans knytnæve slog hende i kinden.
Signe greb sig om ansigtet. Mikkel, som tydeligvis ikke havde forventet sit eget udbrud, slap hende og forsøgte at sige noget, men hun vendte sig om og gik mod barnet.
Tænk på dig selv, prinsesse! råbte han igen og stormede ud af lejligheden.
Svigerinden kaldte Signe en prinsesse. Det faldt ikke i god jord hos Nadine.
En kvinde på 21 år, der stadig hænger fast hos sine forældre. Jeg var på den alder allerede med et barn, og et andet på vej.
Ægteskab, hus, have, husstand! Men du studerer! Prinsesse! Du vil komme til at drive dig selv i knuder, Mikkel. Jeg ville have valgt en mere jordnær kvinde!
Signes forældre var heller ikke begejstrede for datterens svigersøn.
Signe, hvor er du på vej hen? Mikkel er ikke den sidste mand på jorden! Har du forelsket dig? Så kan I mødes, måske endda bo sammen, men du ved, at jeg er skeptisk.
Tænk dig om før ægteskab! Kan du leve resten af livet med denne mand? Se på hans familie. Så træffer du beslutningen.
Signe gik i gang med at træffe sit valg. På et halvt år erkendte hun, at beslutningen ikke var den rigtige. Hun kunne have gået, men først var det pinligt at indrømme, at hendes forældre havde haft ret, og så var hun allerede blevet så håbefuld.
Frejas ankomst ændrede ikke Mikkel. Han så stadig på huslige pligter og barnets omsorg som kvindens ansvar.
Hans dårlige humør, datterens sygdom og andre hændelser var ingen undskyldning for, at aftensmaden skulle stå klar, eller at lejligheden skulle være rent.
Du klarede det ikke med kun ét barn! Sådan klarer andre kvinder alt! Hvor er du, når jeg går på arbejde, du ligger i sengen!
Det er umuligt, at du i løbet af en dag ikke kan finde tid til at gå i butikken og lave mad, sagde han til Signe.
Freja er ved at få tænder, hun er svær, og jeg kan ikke lave mad med hende på armen. Jeg bestiller takeaway. Kan du lave dumplings selv? Eller så passer du på hende, så laver jeg aftensmad.
De rosa briller var for længst væk. Signe begyndte at forstå, at hendes mor havde haft ret, da hun råbte på at vente med ægteskabet og kigge nærmere på Mikkels familie.
Flere gange overvejede hun at flytte, men Mikkel lovede, at han ville ændre sig, og alt ville blive bedre. Signe troede på ham og holdt fast i håbet.
Men efter gårsdagens episode, hvor han første gang rakte hånden ud til hende, indså Signe, at hun ikke kunne blive ved med at tolerere vold.
Det var pinligt foran forældrene, men at leve med en mand, der ikke skammer sig over at slå sin kone, var uacceptabelt. Endnu mere kunne hun ikke se Freja vokse op under sådanne forhold.
Morskaren så fra vinduet, hvordan en taxa standsede ved deres hus, og datteren steg ud med Freja på armene.
Klaus, se, Signe er kommet med sine ting. Hjælp hende med at bære tasken, sagde hun til sin bror.
Da Signe trådte ind i huset og tog sine mørke solbriller af, så forældrene, at hendes venstre øje var hævet, med en blå mærke under.
Er det Mikkel?! udbrød hendes mor overrasket.
Signe nikkede.
Jeg skal ordne det med ham med det samme, løb faren til døren.
Far, nej, lad være, stoppede hun ham. Jeg vil straffe ham på min egen måde. Du hjælper mig med at hente vores møbler og Frejas krybbe fra hans lejlighed.
Faren og onklen hentede møblerne, hvorefter faren tog Signe med til skadestuen.
Hvis I vil anmelde Mikkel, hjælper ikke en lægeerklæring; I skal til retsmedicinsk instituttet, forklarede onklen.
Vi går derhen i morgen, sagde faren, der skal vi bestille tid.
Mikkel kom hjem fra arbejdet med en buket til sin kone og en legetøjspære til datteren. Men huset var tomt. Der var hverken deres ejendele eller Frejas krybbe.
Han ringede til Signe, men hendes telefon var slukket. Så ringede han til svigermoren. Hun svarede:
Ja, Signe og Freja er hos os. Du skal ikke komme her farens knytnæve gør stadig ondt. Signe vil selv anmode om skilsmisse.
Mikkel forsøgte igen at kontakte sin kone, gik endda forbi hendes fars hus, men hun svarede ikke på hans opkald. Hvis hun gik ud med Freja, gik hun kun så langt som til gården.
En uge senere fik Mikkel papirer om skilsmisse. Så gik den tunge artilleri i gang: svigermoren, Nadine, dukkede op ved porten.
Mor, jeg vil ikke tale med hende, sagde Signe.
Jeg tror, vi skal tale, så alle prikker over iet er på plads, svarede moren. Lad os gå ud på gården, så vi ikke forstyrrer, mens Freja sover.
Skilsmisse? sagde svigermoren straks. Hvis du ikke vil gøre det på din måde, så skriv straks en anklage?
Mikkel har slået mig, sagde Signe.
Så du har fået ham på prøve! Se, manden kommer hjem under en tåge, så lad være med at klage, vent til han falder i søvn.
Du greb ind, så du slog dig selv? Så nu vil du skilles? Efterlade barnet som en efterladt?
Nadine, jeg vil ikke bo med din søn, så fortæl ham det, sagde Signe.
Hvem skal du bo med? Hvem skal du have med barnet? Jeg ser ingen prins på din hylde, fnøs svigermoren.
Det klarer jeg selv.
Så regn ikke med Mikkels lejlighed eller underholdsbidrag, sagde svigermoren.
Jeg behøver ikke hans lejlighed. Jeg vil kræve underholdsbidrag, og retten vil stå på min side.
Det gik så: de blev straks skilt, og dommen om fysisk skade spillede en rolle. Underholdsbidraget blev fastsat til fire tusinde kroner om måneden, plus yderligere fire tusinde i leveomkostninger, indtil Freja bliver tre år.
Fem år gik. Den første september stod en ceremoni foran skolen: larmende årgangsstuderende og førsteklassing med store buketter. Frejas bedsteforældre og mor kom for at aflevere hende i første klasse.
Kommer far også? spurgte pigen og vendte sig mod sin mor.
Han kommer helt sikkert. Han har ringet, han er på vej, svarede Signe. Der er han!
Signe vinkede til den høje mand, som spejdede gennem den farverige menneskemængde.
Det var dog ikke Mikkel. For tre år siden var Signe gift med Alexander, en kollega, og de ventede nu på deres første barn.
Mikkel var stadig alene. Der var piger, han syntes om, og piger, der syntes om ham. Men hver gang forholdet skulle blive alvorligt, fandt den nye kæreste ud af, hvorfor hans første kone havde forladt ham.
Den lille by, Hørsholm, kendte alle hinanden. Mikkel havde fået kaldenavnet sofaboksmand.
Måske vil han en dag finde en kvinde, der ser forbi hans ry, men det har han endnu ikke gjort. Loven om boomerangen virker selvom ikke alle tror på den.
**Livsvisdom:** Ingen skal tolerere vold. Det kræver mod at stå op for sig selv og sine børn, og sand retfærdighed finder altid sin vej.
