Kære dagbog,
I dag gik jeg en tur i Østerbrogårdsparken med min veninde Liva. Vi snakkede om lektier og sommerens planer, da vi pludselig så et ældre ægtefolk sidde på en bænk. De stod omfavnet, og han hviskede noget i hendes øre, mens hun lo med et lykkeligt smil. Jeg stod måbende med øjnene som søde æbler, ude af stand til at rykke blikket væk.
Freja, hvad i alverden sker her? udbrød Liva overrasket.
Jeg trak vejret dybt og sagde: Det er bare… lad os gå videre. Så sagde jeg pludselig: Vi må hjem. Vi sagde farvel til hinanden, og jeg gik den lange vej tilbage til min lejlighed i Nørrebro. På vejen kunne jeg næsten ikke tro, hvad jeg lige havde set.
Far, hvordan kan du? Hvordan kan du gøre så noget mod mor? tænkte jeg, mens tårene truede med at bryde frem.
Senere, efter en lang dag på skole, var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne finde modet til at gå hjem. Jeg foreslog Liva:
Skal vi gå en ekstra runde i parken?
Ja, lad os nyde den sidste sol, før den går ned! svarede hun.
Parken lå faktisk lidt uden for vores vanlige rute, men hvorfor ikke få en ekstra gåtur?
Vi gik langs den smalle allé, mens par af forelskede par gik forbi med blide blikke. Ingen lagde mærke til os. Pludselig stod vi igen foran den samme ældre mand og kvinde, som holdt om hinanden og delte hemmelige ord. Selvom manden stod med ryggen til os, kunne jeg se, at han ikke længere var ung.
Liva kastede et ligegyldigt blik på dem, men så bemærkede hun, at mine øjne stod vidt åbne af forbløffelse.
Freja, hvad er der? råbte Liva igen.
Jeg sukkede og svarede: Det er bare… lad os gå videre. Jeg skyndte mig fremad.
Vi forlod parken, og jeg gik stille hjem, mens tankerne fløj som vilde fugle. Jeg sagde farvel til Liva, og vi gik hver til sit.
På vej hjem følte jeg, at verden omkring mig begyndte at vakle. Det lykkelige ansigt, jeg så ved træet, manden der hviskede, og den uvidende datter alt sammen som et uvirkeligt maleri.
Far, hvordan kunne du? Jeg har altid troet, du var den perfekte. Har du en elskerinde? Jeg ville aldrig have troet det, hvis jeg ikke så det med egne øjne! tænkte jeg, mens jeg gik med hovedet let sænket.
Jeg kom hjem sent, og morens stemme lød fra køkkenet:
Sæt dig og spis! mumlede hun. Du vil aldrig nå din far i tide.
Jeg svarede halvt tøvende: Jeg går lige og vasker hænderne først.
Det tog evigheder i badeværelset. Da jeg endelig kom ud, var far stadig væk, men jeg spiste hurtigt aftensmad og gik op på mit værelse. Jeg satte mig ved min laptop, men tankerne gik kun tilbage til den scene i parken. Det var svært at tro, at det var virkeligt.
Det er min far… tænkte jeg. Er bedrag og utroskab egentlig så almindeligt blandt voksne? Hvad mangler han i sit liv? Kan han forlade mor med en elskerinde?
Pludselig hørte jeg døren åbne.
Undskyld, skat! Det har været en hård dag, sagde far med en stemme, der lød udmattet.
Du har jo kun haft hårde dage i slutningen af måneden, sagde mor, og en lille skænderi var på trapperne. Nu er det hver dag, at du har det svært.
Morten, jeg har travlt! svarede far, mens han gik ind på mit værelse for at give mig et kys. Jeg skubbede ham væk:
Gå væk, så middagen ikke bliver kold!
Han spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at der intet var. Han så på mig i et øjeblik, så han ville sige noget, men gik i stedet ud i køkkenet. Resten af aftenen tilbragte jeg i mit værelse, og jeg planlagde, hvordan jeg skulle få far til at holde op med sit hemmelige liv.
Da jeg vågnede næste morgen, hørte jeg stadig forældrenes stemmer:
Morten, hvor skal du hen?
På arbejde. Det er presserende.
Det er lørdag, du kan jo være hjemme med familien.
Jeg er væk et kort stykke, vender tilbage til frokost, så kan vi gøre noget sammen.
Jeg stod op, gabede og lod som om jeg lige var vågnet.
Hvor skal du hen? spurgte mor straks.
Jeg skal til skoletiden. Jeg er allerede forsinket.
Så er det sådan med jer begge to, svarede mor med et lille suk.
Jeg løb hurtigt ned til badeværelset, hvorefter jeg så far stå i gangen med et smil.
Skat, lad mig tage dig til din time! sagde han.
Freja, drik en kop kaffe! råbte mor fra køkkenet. Jeg har lavet den.
Jeg drak hurtigt kaffen og løb ud i gangen:
Kom, far!
Vi gik i stilhed et par minutter, indtil far brød tavsheden:
Skat, er du sur på mig for noget?
Nej, far. Måske er jeg bare i en fase, svarede jeg efter et kort øjebliks tøven. Jeg elsker dig, far!
Jeg elsker dig også, min pige!
Hvad er det største i verden?
Han så på mig med et mistænksomt blik, men svarede:
Det største er dig!
Vi gik videre, smilende, men begge var vi nervøse for at møde hinandens blikke.
Far, jeg skal på mine lektioner. Jeg venter på dig ved frokost. Du lovede, at vi skulle tilbringe weekendene sammen.
Jeg gik mod gymnasiet, men vendte mig om og gemte mig bag en busk for at sikre, at far ikke så mig. Jeg håbede, han ville fortsætte til sit arbejde, men han gik i en anden retning.
Vi gik længe, uden at han så sig tilbage. Til sidst nåede vi frem til en lille rækkehus. Far stoppede ved et træ, tog sin telefon frem og ringede.
Efter fem minutter kom en kvinde ud, og jeg kunne ikke holde mig fra at tænke:
Hvor smuk hun er! sukkede jeg. Er hun vigtigere for far end mor?
Kvinden gik hen og kyssede ham, og de gik hånd i hånd videre. Området var stille og næsten tomt. De satte sig på en bænk i en lille park, talte alvorligt, og så fulgte et langt kys. Jeg så på dem fra afstand, og en bølge af jalousi skyllede over mig.
De rejste sig og gik tilbage til huset, hvor kvinden netop var kommet ud af elevatoren. De gav hinanden et sidste kys, og far gik mod sin bil, mens hun forsvandt i trappen.
Jeg stod dér, usikker på, hvad jeg skulle gøre. Jeg ønskede bare at være alene med den nye kvinde, så jeg kunne klare mig videre.
Pludselig så jeg farens elskerinde træde ud med en stor indkøbspose, på vej mod skraldespandene. Jeg løb efter hende.
Hej! jeg råbte, da hun skulle smide affaldet og vende om.
Hun så overrasket på mig.
Hej! Hvad vil du?
Lyt, hvis du mødes med Morten igen, så vil jeg sørge for, at du får problemer.
Hvem er du?
Forstår du ikke, hvad jeg mener?
Hvad vil du have?
Jeg sagde fast:
Tag telefonen!
Hun rakte mig den.
Ring, så han ved, at han ikke må komme tilbage. Jeg er hans datter, og han elsker min mor!
Jeg trykkede nummeret ind, og farens stemme lød:
Diana, hvad sker der?
Morten, vi skal ikke mødes længere.
Hvorfor?
Det vil ikke fungere. Du har en familie, og jeg flytter mig ud af byen efter universitetet.
Diana, hvis… hans stemme blev blødere.
Det er nok, Morten, du skal holde dig væk!
Okay, Diana! sagde han og hævede stemmen. Farvel!
Da jeg kom hjem, sad mor og far ved køkkenbordet og talte roligt.
Hvad er så glad du er? spurgte mor, mens hun rejste sig fra bordet. Skal du spise?
Ja, jeg spiser.
Hvorfor er du så glad? spurgte far.
Far, elsker du mig? spurgte jeg.
Ja, jeg elsker dig!
Og mor?
Der var et kort øjebliks stilhed. Så sagde far:
Jeg elsker også din mor!
Jeg elsker jer begge! gentog han med et smil.
Det er mærkeligt, hvordan livets lag kan vælte på én dag, men i dag har jeg lært, at sandheden kan komme frem, selv når den er gemt under en masse løgne. Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men jeg vil holde fast i den styrke, jeg føler i dag, og måske, en dag, kan jeg finde fred i dette kaos.
Kærlig hilsen,
Freja JensenJeg ved kun, at jeg vil kæmpe for at finde min egen vej, uanset hvor bristet familien er.
