«Den syvende juli! Det kan ikke være! Så ren tilfældighed. Men også navnet Anders. Efternavnet og mednavnet er andre. Som om adoptanter kan ændre både med- og efternavn og endda fornavnet»
Hun stirrede længe på mandens portræt, som om hun håbede at genkende noget.
Inge Larsen, ansættelseschef i kommunens HRafdeling, udfyldte papirer til den nye medarbejder og ringede så:
Inge, kom ind her! Vores nye kollega er klar.
Kort tid efter gik den nye kvinde ind på kontoret, og straks spurgte den ældre dame:
Er du den nye rengøringsassistent?
Ja!
Jeg er vicevært, hedder Inge Larsen, præsenterede chefen sig og spurgte straks videre. Hvad hedder du?
Rigmor, hun rettede sig, da hun så den stille undren i chefens blik. Rigmor Jensen.
Kom, så viser jeg dig din arbejdsplads, gik de ud af lokalet mens de snakkede videre. Du får hele tredje sal
***
Rigmor var lykkelig for den nye stilling. Med et bredt smil gik hun rundt og så på sine nye rammer:
«Kun to år til pension, men man kan jo også arbejde efter det. Lønnen er ottetusind kroner, plus bonus iblandt. Med Anders kan vi klare os fint. Børnene er voksne og flyttet ud. Åh, hvad hedder egentlig borgmesteren? Det ville være pinligt, hvis jeg glemte det! Snart frokost. På første sal hænger billeder af alle borgmestre. Hvordan har jeg kunnet overse det?»
***
Da hun gik tilbage fra kantinen, gik hun forbi et opslag og læste borgmesterens navn: «Anders Borup, født år 1983».
Åh, han er virkelig ung. Ikke engang fyrre år gammel, tænkte Rigmor, og så huskede hun pludselig: Anders? 1983.
Hun vendte sig om og læste fødselsdatoen igen:
«Den syvende juli! Det kan ikke være! Så ren tilfældighed. Men også navnet Anders. Efternavnet og mednavnet er andre. Som om adoptanter kan ændre både med- og efternavn og endda fornavnet»
Hun stirrede længe på portrættet, som om hun håbede at se noget bekendt.
***
Det nye arbejde skubbede de fremmede tanker i baggrunden.
Hjemme snakkede hun af i flere timer med sin mand. Så gik han ind på sit værelse for at se fodbold, mens Rigmor gik ind på sit. De boede i en stor treværelses lejlighed. Børnene var flyttet ud, så det føltes rummeligt. Manden delte sengen med Rigmor nogle gange, men i det sidste blev det sjældnere og sjældnere.
Lige nu lå hun i sin seng og tænkte på ungdommen og den hemmelighed, hun aldrig havde fortalt sin mand.
Hun havde haft en søn ved sin første ægteskab. Han hed Anders. Rigmor var selv kun nitten år gammel. Ingen penge, ingen arbejde. Hun boede på kollegieværelset på erhvervsskolen, som ikke var egnet til at have et barn med. Hun klarede kun seks måneder, hvorefter hun afleverede barnet på børnehjemmet.
Tre år senere gifte hun sig med Anders. Hvad der var sket før brylluppet, spurgte de hinanden ikke om. Snart fik de to døtre. Døtrene voksede op: den ene gik på universitetet i Odense, giftede sig der, og har børnebørn i skolealderen. Den anden giftede sig og bor nu i Aarhus.
Rigmor fik aldrig den faglige uddannelse, hun drømte om. I de sidste tyve år arbejdede hun som vicevært på en fabrik. For nylig gik fabrikken konkurs, og alle blev fyret. Så tilbød en venindes datter hende et job som rengøringsassistent i rådhuset. Hun sagde ja.
Nu er borgmesteren Anders Borup født i 1983. Rigmor klager ikke over sit liv, men hun tænker ofte på den søn, hun engang havde. Han har dukket op i drømme flere gange. Hun vil bare sikre sig, at han har det godt.
***
Et par dage gik.
Rigmor stod og gjorde rent på sin etage. Pludselig lød stemmer, og hun så borgmesteren Anders Borup snakke med nogle kolleger på farten. Da han så hende, nikkede han og gik videre uden at stoppe.
I Rigmors hoved dukkede en dreng op, Vital, som hun var forelsket i for fyrre år siden. Den gang var han charmerende og munter, og hun havde altid forestillet sig ham som en seriøs forretningsmand. Men nu, da hun så Anders Borup, indså hun, at hun i ungdommen havde ønsket, at Vital skulle være præcis så seriøs og ansvarsfuld.
Vital var dog gået, kort efter at han havde hørt, at Rigmor ventede et barn, og han sagde, at han ville tage til udlandet for at tjene penge. Først ventede hun, så håbede hun, men indså til sidst, at han blot var flygtet.
«Er Anders Borup måske min søn?»
Hvis hun ikke havde afleveret ham på børnehjemmet, havde han måske ikke været, som han er i dag. Men hendes døtre klarer sig også rigtig godt den ældste er gift, har en stor lejlighed og en bil, den yngste har også et godt liv. Døtrene men en søn har hun ingen.
Hvor ville hun have giftet sig med Anders, hvis hun havde beholdt sin søn? Måske ville deres liv have været helt andre både hendes, hendes mands og Anders’ liv. Eller så er Anders Borup måske slet ikke hendes søn. Er der så mange uventede sammenfald i verden?
Det gør ikke så meget. Han har forældre, for han var kun et halvt år gammel, da han blev afleveret. De har måske aldrig fortalt ham, at han ikke er deres biologiske søn. Mednavnet er anderledes, men hans barndom har været lykkelig. Det er jo ikke hver dag, en almindelig fyr ender som borgmester.
***
Efter frokost kom den unge kollega, Olivia, hen til Rigmor:
Hej, tante Rigmor!
Hej!
Vi fejrer Lises fødselsdag på fredag. Hun er på femte sal og fylder 45. Kommer du?
Selvfølgelig! smilede Rigmor.
Så er det tohundrede kroner fra dig. Og måske en lille, sjov salat eller noget lignende.
Ok, Rigmor trak pengepungen frem og gav 200 kr.
Vi holder de små fester for alle, så er det fint.
Olivia, du kan bare kalde mig Rigmor. Vi er jo kolleger.
Helt sikkert, Rigmor!
***
På fredag samledes de efter arbejde på syvende sal. Et kontor stod tomt, så de dækkede bordet. Som altid i et dansk kontor gik man i rækkefølge med skålerne, sagde de et kort toast, og drak et lille glas rødvin efter hver.
Pludselig gik døren op, og borgmesteren Anders Borup trådte ind, smilede og rakte en lille gave:
Lise Oline, tillykke med fødselsdagen! sagde han.
Lise fik tårer i øjnene.
Anders Borup, kom og sæt dig hos os! sagde viceværten.
Bare kort tid, svarede han og satte sig ved siden af Rigmor.
Rigmor lagde straks en salat på den rene tallerken, skåret noget pålæg, hældte vin i glasene, og borgmesteren holdt en lille tale. Rigmor så på ham, og hele hendes indre dirrede. Nu var hun sikker han var hendes søn.
Anders sad i omkring tyve minutter, sagde farvel og gik.
Sådan en mand! udbrød Katja, den længst ansatte i rådhuset. Selvom han er tidligere borgmester, kunne han ikke modstå at sidde med os.
Har Anders Borup været her længe? spurgte Rigmor.
Et år. Husker du, at vi valgte ham sidste år?
Rigmor huskede ikke. Alt blev besluttet af hendes mand.
Du ved jo, at hans forældre er velhavende, men
og at de ikke er hans biologiske forældre? sagde Lise overrasket.
Det kom frem for to år siden, da han gik i valgkampen. Man sagde, han ikke engang vidste det selv. Det mest overraskende er, at han ikke reagerede på det.
Hvor har du hørt det hele? spurgte Rigmor.
Tidligere borgmester havde en viceborgmester, Olga Pedersen. Hun samlede al information om Anders for at holde ham på posten. Men folk fra den gamle administration blev ikke valgt.
Så ved han slet ikke, hvem hans rigtige forældre er? spurgte Rigmor.
Det ser sådan ud. Han elsker dem, som har opdraget ham. Vores borgmester er en ordentlig mand i alle forhold.
Rigmor kiggede på døren til kontoret, hvor Anders Borup sad. Hun følte både glæde og sorg. Glæde over at hendes søn klarede sig, sorg over at hun aldrig kan omfavne ham. Jeg vil ikke forstyrre dig, min dreng, tænkte hun. Jeg er altid her, på afstand.
***
Et par dage senere stod Rigmor og gjorde rent, da stemmen fra gangen lød igen. Anders Borup gik forbi, nikkede let, men gik videre i sin samtale.
Hun huskede Vital fra ungdommen, men indså, at den mand, hun så i Anders, var den drøm, hun engang havde haft for Vital.
Hun sukkede: «Er Anders Borup virkelig min søn? Hvis jeg ikke havde afleveret ham, ville han måske være en anden. Men mine døtre har også et godt liv. Jeg ved ikke, hvad der ville have været, men jeg kan være taknemmelig for, at han har en lykkelig barndom, selvom han ikke er min biologiske søn. Hvor mange mærkelige sammenfald findes der i verden?»
Det så ud til at gøre en lille forskel.
Og så gik hverdagen videre, med latter, kaffe og små fejringer i rådhuset, mens Rigmor tænkte på livet, på de valg, hun havde truffet, og på den lille tråd, der måske knyttede hende til borgmesteren på en måde, hun aldrig havde forestillet sig.
