Så skal vi nok lade dig blive, mens vi fejrer. Find tre soveværelser klar mine søstre og min niece skal overnatte. Du sover selv på køkkenet.
Fru Gitte, men hvad så, hvis jeg er den eneste ejer af huset? Jeg har papirer, der beviser det. Så lad mig i hvert fald ikke prøve at bryde ind, ellers får I politiet til at smide jer ud.
Jeg, Jens, fortæller historien om min veninde Vibeke, som i dag efter arbejde skulle køre til Fields shoppingcenter. Om to uger var nytår, og hun var blevet inviteret hjem af sin gamle veninde Kirsten.
Vibeke vidste, at der ville samle sig en stor slægt: værtsens datter med mand og børn, søster, niecestuderende. Hun gik ofte på Kirstens adresse og kendte alle ved navn, så hun havde planlagt at købe gaver på forhånd.
At vælge gaver var Vibeke god til, men at give dem elskede hun endnu mere. Hun kunne allerede nu mærke den dejlige forventning: at vandre gennem de julepyntede sektioner, kigge på udstillingen, se den omhyggelige indpakning i glitrende papir.
Stemningen gik dog i vasken, så snart hun gik ud på gaden: på parkeringspladsen ved sin bil stod Rita, søsteren til hendes eksmand, og ventede.
Hej, Vibeke! råbte Rita. Hvor har du så været? Jeg er allerede frosset ihjel af kulden.
Hej, Rita. Jeg havde ikke forventet at se dig her.
Hvorfor ikke? Vi er jo stadig familie i mindst tyve år har vi været det.
Heldigvis er vi ikke længere så tætte, svarede Vibeke og gik for at åbne bildøren.
Men Rita stoppede hende.
Lyt, Vibeke, jeg har en lille bøn. Ikke kun fra mig, men fra hele familien.
Hvilken familie, Rita? Jeg har ikke haft kontakt med jeres slægt i et år. Jeg vil ikke høre på nogen bønner, sagde Vibeke.
Bare lyt. Jeg ved ikke, hvordan du og Mikkel delte formuen, men min mor mener stadig, at huset, du bor i, tilhører vores familie.
I købte huset sammen med Mikkel, og han har boet der i ti år og indrettet det. Vi har hele familien samlet der hver nytår og hver påskefrokost. Hvad vil du nu?
Mor havde planlagt at samle hele slægten i huset i maj til sin fødselsdag, sætte bordet på terrassen som vi altid har gjort. Men du lukkede døren for os og kørte væk, så vi ved ikke, hvor du er.
Hvorfor fortæller du mig alt dette? spurgte Vibeke. Jeg var ude hos min veninde, havde lyst til at tage af sted. Undskyld, jeg glemte at spørge jer.
Glem også de familiemiddage i mit hus. Da Mikkel og jeg gik fra hinanden, aftalte vi: lejlighed, bil og garage til ham, huset til mig. Alt blev skrevet ned på papiret. Så kan I nu holde sammenkomst i Mikkels lejlighed. Det er slut.
Vibeke, min mor bad mig om at invitere gæster ind i huset den 31. december, som vi plejer. Der kommer mange folk vi har ikke plads til hele slægten, sagde Rita.
Gitte Hansen du mener? Det lyder mærkeligt! I tyve år har hun kun krævet noget fra mig, altid med en klage. Og så pludselig beder hun om noget. Rita, sig til hende, at jeg er ude af det. Find i stedet hotelværelser til familien.
Vibeke satte sig i bilen. Hun havde ikke længere lyst til at tage på gavejagt. I morgen køber jeg noget, tænkte hun og kørte hjem.
Hun og Mikkel havde boet sammen i næsten tyve år. Huset, som Rita nu talte om, var købt for ti år siden. For et år siden sagde han, at i en alder af 45 er livet ikke slut og at han fremover ville bygge sin fremtid med sin unge, smigrende sekretær.
Vibeke lod ham gå, men hun lod sig ikke blive udnyttet. Huset og de fælles opsparinger blev hendes, mens Mikkel fik en toværelseslejlighed, en Toyota Corolla og en garage.
Da deres datter, den studerende Lise, stadig boede på kontoret, hævede Mikkel aldrig krav på fælles konto.
Et par dage før nytår ringede Lise og sagde, at hun ville tilbringe nytår på kollegieværelset.
Mor, er du ked af det? spurgte hun. Jeg kommer hjem i ferien.
Vibeke accepterede Kirstens invitation. I den selskab ville hun ikke føle sig ensom.
Hun vidste, at Rita ikke ville give op så let, og hun tog fejlen ikke for givet.
Den aften ringede den tidligere svigermor:
Vibeke, tager du ikke for meget på dig? Du har snuppet Mikkels hus, og nu tror du, vi ikke kan finde dig?
Så skal du bare vide, at vi holder nytår i vores eget hus! Det er det hus, min søn venligt lod dig bo i. Forstået?
Så lad os være enige: vi smider dig ikke ud i ferien. Find tre soveværelser mine søstre og min niece får overnatning, du sover på køkkenet.
Gitte Hansen, hvad gør du, når jeg er den eneste ejer af dette hus? Jeg har papirer. Så prøv ikke at træde ind, ellers får I politiet til at smide jer ud.
Vi får se, hvem der smider hvem ud! Men forbered værelserne, vi medbringer alle madvarer, så du behøver ikke lave noget. Og lad være med at protestere du vil huske denne nytårsaften resten af livet!
Jeg tænkte: Dette år har Mikkels mor virkelig mistet besindelsen. Gitte Hansen var aldrig fredens fugl, men hendes optræden i dag overraskede den tidligere svigerdatter. Hvorfor skulle hun tro, at Vibeke ville kaste sig om bord for hendes befaling?
Tidligere blev Vibeke betragtet som den bedste svigerdatter; de to andre havde givet efter og anerkendt svigermors ret til at lede. Men nu, efter skilsmissen, så Gitte kun forvirring i svigerdatterens blikke.
Imens gik planerne videre i Gittes lejlighed.
Rita, du og Ole skal stå for indkøb af alle råvarer. Køb så meget som muligt på forhånd. Vi laver middag den 31. december og den 1. januar om morgenen.
Vi laver sylte og varme retter. Signe og Maja tager salaterne. Alt pakkes i beholdere, og bestik og tallerkener får vi af Vibeke jeg ved, hun har to sæt, som Mikkel da han flyttede, ikke tog med.
Mor, hvad hvis hun nægter at lade os ind?
Lad hende prøve! Vi er tolv personer, hele slægten. Så vil hun blive rødmende af skam! Forestil dig, at hun åbner døren og på verandaen står onkel Klaus, tante Lise, Lotte med Nanna og resten af familien. Vil hun virkelig lukke for dem?
Den 31. december klokken ni om aftenen holdt fire biler stilstand ved hus nummer 14 på Østergade.
Mærkeligt, sagde Ole, Ritas mand, lyset er slukket. Måske er Vibeke ikke hjemme?
Hvor kan hun mon være? Hun er sikkert hjemme, og Lise er vel ankommet. De gemmer sig for os, griner Gitte. Ring på.
Ingen åbnede døren, og ingen kom ud.
Vent, jeg har nøglerne, sagde Gitte. Jeg havde forudset, at Vibeke ville gøre noget, så jeg gemte en ekstra nøgle.
Hun åbnede porten, og hele skare trådte ind i gården.
Vent lidt, jeg åbner huset. Tænd lyset, og bring alt ind i køkkenet, så vi hurtigt kan sætte bord. Vibeke kan gemme sig, hvis hun vil, vi inviterer hende ikke til bordet.
Efter omkring tyve minutter lød der larm i gangen.
Så er husets ejer kommet, sagde Ole.
Men det var ikke Gitte.
Vibeke hjalp Kirsten med at dække bord, gæsterne skulle ankomme om et øjeblik. Pludselig ringede telefonen.
Er det Vibeke Mikkelsen? Der er gået alarm i dit hus. Politiets patrulje er på vej.
Der er nu tolv personer her, de siger, at de er mine slægtninge og har fået lov til at være her.
Jeg har ikke givet nogen lov til at komme her. Det må være min eksmands familie, som sniger sig ind.
Vil du anmelde det?
Selvfølgelig. Men jeg er udenfor byen og kommer først overmorgen tilbage.
De uinviterede gæster måtte til politistationen i et par timer. Da de endelig nåede Gittes lejlighed, var salaterne allerede flydt, og den varme ret var afkølet.
Da Vibeke kom hjem, ringede hendes eksmand og krævede, at hun afleverede anmeldelsen.
Vibeke, troede du, jeg havde skiftet låsen?
Jeg har ikke skiftet den hvorfor skulle jeg ødelægge låsen? Jeg har en ny nøgle, som jeg bruger.
Hvorfor låste du den på den gamle nøgle, da du gik?
Jeg regnede med, at din mor ikke ville lade sig nøje, og jeg ville ikke have, at uønskede gæster ødelagde døren.
Så du bevidst låste døren med den gamle nøgle, så din mor kunne komme ind, og du satte alarmen? Du provokerede dem!
Mikkel, din familie kunne have fejret nytår hjemme, men de valgte at mødes ved politiet. Det er ikke min skyld.
For øvrigt måtte jeg selv rense huset og lufte det ud; det, de lagde på bordet, var lidt ødelagt, inden jeg kom hjem.
Hvorfor fortalte du ikke Rita, at du satte alarmen?
Hvorfor ikke? Der hænger skilte på porten og døren: Beskytter af politiet. Alle kan læse det.
Så giv det videre til din mor, Rita, Ole og resten jeg vil ikke have jer som gæster i mit hus igen.
Jeg trækker anmeldelsen tilbage denne gang, men næste gang vil loven håndhæve strengere.
Hvad synes du om den gamle slægts handling? Skriv dine tanker i kommentarerne, og giv et like.
