Mens hun venter på manden fra arbejde, sidder Asta ved køkkenbordet i den lille lejlighed i København og drikker rosmarinte te, slukker langsomt hver slurk. Når låsen klikker, rejser hun sig og stopper i døråbningen. Ind træder Mikkel, alvorlig og tavs.
Hej, siger hun først, du er forsinket igen, jeg har allerede spist aftensmad, jeg har ventet på dig
Hej, svarer Mikkel. Du kunne også have ladet være med at vente, jeg er ikke sulten, og jeg bliver kun kort, pakker mine ting og går, siger han uden at tage skoene af. Han går ind i stuen, åbner skabet og tager kufferten frem.
Asta står i chok. Hun forstår ikke, mens han hastigt smider sine mest værdifulde ejendele i kufferten.
Mikkel, kan du forklare, hvad der foregår?
Forstår du ikke? Jeg forlader dig, siger han klart uden at møde hendes blik.
Hvorhen?
Til en anden kvinde
Åh, så til en ung, selv om han selv er omkring fyrre år den alder er jo intet, bemærker Asta lidt sarkastisk, mens hun begynder at vågne op til situationen. Jeg vil ikke græde, han vil ikke se mine tårer, trøster hun sig selv højt, hvor længe har du haft hende?
Næsten et år, svarer Mikkel roligt og, da han ser hendes overraskelse, tilføjer han, det er dine problemer, hvis du ikke har bemærket noget, så har jeg holdt det skjult.
Du går helt ud af døren eller afbryder hun pludselig.
Asta, forstår du ikke? Lyt til mig, jeg forlader dig for en anden, vi får snart barn sammen. Vi kunne ikke få børn, så Kathrine vil få en dreng til mig. Jeg giver dig en måned til at flytte ud af min lejlighed. Hvor du skal hen, er dit problem. Vi vil bo med Kathrine og drengen, indtil hun finder en lejlighed til leje.
Mikkel går. Asta bliver alene, væggene klemmer, stilheden fylder lejligheden. Hun tænder tvet, så i hvert fald nogen taler. De to har boet sammen i tolv år, og hun vil først finde sig selv efter en uge, men hun klarer sig.
Som arv fra sine forældre, der døde tidligt, har hun et hus i den lille landsby ved Roskilde. Men at bo alene på landet tiltaler hende ikke.
Jeg kan ikke bo der, tænker Asta, så langt fra byen, ingen bekvemmeligheder, ingen arbejde, jeg vil ikke leve i en landsby i mine femogtredive år. Jeg sælger huset, og med pengene skal jeg købe et værelse i en kommunal lejlighed eller på et kollegium, så vil livet vise vejen.
Hun sælger huset med det samme, da hun ankommer til landsbyen. Naboen, Vibeke, venter allerede på hende.
Hej du, dejligt du er kommet, vi havde næsten skulle tage i København for at lede efter dig.
Hvad er der sket? spørger Asta.
Mine slægtninge fra Nordjylland vil købe dit hus. De har brug for et lille hytte, som de kan rive ned og bygge noget nyt på samme grund. De vil bo tæt på os, min søster med sin mand
Åh Gud, Vibeke, det var derfor jeg kom, så lad dem bare tage det, vi finder bare en pris. Her er mit telefonnummer
Alt går hurtigt inden ti dage har hun pengene på hånden, en lille sum fra den halvfærdige bygning. Hun får et værelse i en kollegietype kommunal lejlighed. Køkkenet er fælles, to andre beboere deler et værelse, og hun har sit eget lille rum derfor ser hun det som en kommunal lejlighed.
Beboerne virker stille og anstændige. Asta har kun sjældent kontakt med dem, fordi hun arbejder fra tidlig morgen til sen aften. På arbejdet er hun begyndt at have et forhold til kollegaen Tobias. Alt synes at gå godt, i hvert fald tror Asta det.
Et par dage før den internationale kvindedag den 8. marts får Tobias besked:
Jeg har brug for at tænke over en del, jeg er usikker på mine følelser, lad os tage en pause i vores forhold.
Lad os tage en pause og ellers så gå væk i skoven, svarer Asta rasende.
Den aften kommer hun hjem i vred vrede, hun er 36 år gammel og har ingen tid til pauser. Hun beslutter sig for at lindre stressen med mad. Hun åbner køleskabet, ser en lille skive skinke, men den er væk. Hun ryster af chok.
Hvem har taget min skinke? råber hun gennem hele køkkenet.
Asta, jeg smidt den ud for to dage siden den var blevet grøn og lugtede, jeg tænkte du alligevel ikke ville spise den, svarer naboen Vira Ivanovna roligt og lidt snigende.
I ved jo, at man ikke skal røre andres mad, protesterer Asta. Det er ikke jeres beslutning, hvad jeg skal spise.
Asta er rasende og lader al sin vrede gå over på Vira. Ikke kun har hun forladt sin mand, mistet sit hjem, men også kollegaen har sat pause på forholdet, så hendes håb om lykke er på flugt, og så tager naboerne hendes mad.
Vira Ivanovna, vær venlig, siger den ældre nabo Ivan Illich, der bor i det andet værelse.
Han er omkring seksti, gråhåret, intellektuel, med briller, altid i den gamle lænestol med avis eller bog. Vira ser tydeligt, at hun er ked af det.
Asta er vred lige nu. Hun retter sin vrede mod dig, fordi noget har gjort hende ked af det. Tag det ikke personligt, siger Ivan Illich i en vejledende tone uden at løfte blikket fra avisen.
Hvad ved du? svarer Asta, ingen har spurgt dig om noget, siger hun skarpt.
Tro mig, jeg ved lidt.
Så hvorfor bor du i den her elendige kommunale lejlighed? Asta kan ikke stoppe sig selv.
Hun beslutter at undskylde over for naboerne. Vira Ivanovna kigger kortvarigt på ham, går tilbage til sit værelse. Asta smækker døren og sætter sig på sofaen.
Der sidder jeg også med en køkkenfilosof, der giver mig livsrådgivning, tænker hun vred og sulten.
En time går. Asta falder lidt til ro, kigger på sin laptop, husker at hun købte skinken for længe siden, undrer sig over, hvad den er blevet til. Skammen breder sig.
Jeg har såret Vira Ivanovna uden grund, og hun har i øvrigt gjort mig noget, så jeg burde bare undskylde, beslutter hun.
På køkkenet møder hun Vira.
Undskyld mig, Vira Ivanovna, jeg ved ikke, hvad der kom over mig. Så meget er faldet på mig Og Ivan Illich havde ret.
Vira smiler, krammer Asta:
Det sker, lille ven. Kom og sæt dig ved bordet, vi drikker te med kage og småkager. Du skal også undskylde over for Ivan Illich, han har haft en uretfærdig dag. Han er faktisk professor, underviste på universitetet. Hans lejlighed var i centrum af Aarhus, stor og med et dejligt job. Men så blev hans kone syg en hjernetumor. Lægerne ville ikke operere, sagde det var for sent. De fandt en klinik i Israel, men det kostede en formue. Ivan lånte store penge, rejste med hende. Operationen gik, men hun levede kun kort. Efter hendes død sagde han op, passede hende selv, solgte sin lejlighed og betalte gælden. Så endte han i den her kommunale lejlighed.
Asta bliver næsten ved med at græde.
Tak fordi du delte historien, siger hun, i morgen vil jeg bede om tilgivelse.
Næste dag efter arbejde banker Asta nervøst på Ivan Illichs værelse med en gave i hånden. Han åbner døren.
Godaften, Ivan Illich, rækker hun ud med gaven, tag den venligst, og tilgiv mig for Guds skyld. Jeg undskylder uretmæssigt for gårdagen, du havde ret.
Han lytter uden at afbryde, og når hun er færdig, siger han:
Hvilken rar overraskelse. Jeg accepterer både gaven og din undskyldning, hvis du vil fejre min fødselsdag i dag.
Åh, tillykke med dagen! Gaven passer så godt, svarer Asta, jeg hjælper gerne. Hvad kan jeg gøre?
Sammen med Vira Ivanovna dækker de bord. Under dækkingen taler Asta med naboen og fortæller om sin egen historie: som ung studerende på universitetet troede hun på en gift mand, blev gravid, han betalte hospitalet og så gik de fra hinanden. Hun kunne ikke få flere børn, måske derfor gik hun fra ham.
Da bordet er klar, ringer der på døren. En høj, smilende mand på omkring fyrre år træder ind.
Hej, jeg er Rom, Vira Ivanovnas søn, introducerer han sig.
Hej, Asta, jeg bor her. Kom indenfor.
Samtalen ved bordet er livlig, de hylder Ivan Illich, ønsker ham held og lykke, og griner så højt, at det fylder hele rummet. Rom viser sig at være en spændende samtalepartner, han har mange historier. Han har tidligere arbejdet som geolog, men er nu lastbilchauffør, så historierne holder strømmen i gang.
Asta har i går kun kendt disse mennesker, men i dag sidder de sammen som en familie.
Efter et par timer går Ivan Illich og Vira tilbage til deres respektive værelser. Rom siger:
Lad os gå en tur, fortæl mig om dig. Jeg er en sjælden gæst her, og dette er første gang, jeg ser dig. Jeg har en lejlighed i Aarhus, rejser ofte, men min mor vil aldrig flytte herfra. Jeg ved, hun er lidt forelsket i Ivan, og han i hende, tror jeg, griner Rom. Jeg har ikke været hjemme længe; jeg gifter mig snart, men min ekskone overtog min plads, da jeg var geolog.
Udenfor falder den første sne i Århus, store hvide flager dækker gaderne, stille og uden vind. Asta og Rom snakker i timevis, og det er ikke koldt. Til sidst går de hver til sit.
Tre dage senere afgår Rom på en lang lastbilkørsel.
Langt? spørger Asta.
Nej, en uge, så er jeg tilbage. Vil du vente på mig?
Selvfølgelig, jeg vil vente.
Så begynder deres romance, som vokser til stærke følelser. De gifter sig. Asta flytter ind hos Rom, og et år senere bliver lille Arne født. Når Rom skal på længere ture, vender Asta og sønnen tilbage til den kollegiale lejlighed.
Dage på ventetiden flyver forbi. Vira Ivanovna og Ivan Illich hjælper meget og elsker barnebarnet. De bedste pasningspersoner for Arne er endelig fundet.
