Jeg er på vej til hudlægen i København, og som vanlig sidder jeg og venter i den lange gang. Der møder jeg en dame, hvis historie får mig til at se på livet på en helt ny måde.
Hun ser ud til at være omkring 65 år: elegant, velplejet, med en udstråling, man sjældent ser på gaden. Da vi begynder at snakke, afslører hun, at hun faktisk er over 70.
Hun hedder Else, og hun fortæller, at hun har været gift to gange, men nu lever hun alene. Det første ægteskab endte i skilsmisse. Fra starten gjorde Else det klart, at hun ikke ønskede børn. Hendes daværende mand gik med på det, men da hun fyldte 30, begyndte han igen at presse på, i håbet om at hun en dag ville blive mor. Det sker aldrig, og efter mange diskussioner gik de hver til sit.
Senere giftede Else sig med en mand, der allerede havde en datter fra et tidligere forhold. Sammen boede de harmonisk, fordi spørgsmålet om børn aldrig kom op igen han havde allerede en pige, og det var nok for ham.
Desværre gik hendes anden ægtemand bort, og siden da har Else boet i et stort, lyst hus i en forstad til Aarhus. Hun insisterer på, at ensomhed ikke er et problem for hende.
Mange tror, at børn automatisk bliver til støtte i de senere år, men Else ser det anderledes. Børn vokser op, går deres egne veje og lever deres egne liv. Hun har aldrig ønsket at blive mor af den grund, og hun fortryder hverken i dag eller i fremtiden. Hun lever et fuldt liv, der opfylder hendes egne behov.
Som hun smiler og siger: Og hvad så med at bede mig om et glas vand? Hvem som helst kan gøre det, så længe de betaler 10 kr. for det.
Hvad synes du om denne måde at forstå livet og lykken på?
Elses fortælling er et klart udtryk for selvstændighed og personlig realisering. Den udfordrer den almindelige tro på, at moderskab er vejen til et meningsfuldt liv i alderdommen. Hendes erfaring viser, at tilfredsstillelse ikke afhænger af traditionelle familieforbindelser, men af den mening, vi selv giver vores tilværelse.
